Nagbalik sa Egipto ang mga Utod ni Jose
1Naggrabe pa gid ang gutom sa Canaan. 2Naubos na sang pamilya ni Jacob ang pagkaon nga gindala nila halin sa Egipto. Gani naghambal si Jacob sa iya mga anak, “Balik kamo didto sa Egipto kag magbakal sing bisan diutay lang nga pagkaon.” 3Pero nagsabat si Juda sa iya, “Ginpaandaman kami sang gobernador nga indi kami magpakita sa iya kon indi namon kaupod ang amon utod nga si Benjamin. 4Kon paupdon mo siya sa amon mabalik kami didto kag magbakal sang pagkaon. 5Pero kon indi gani, indi man kami magbalik didto, kay nagsiling ang gobernador nga indi kami magpakita sa iya kon indi namon kaupod ang amon utod.”
6Nagsiling si Jacob,43:6 Jacob: sa Hebreo, Israel. “Ngaa ginhatagan ninyo ako sang dako nga problema? Ngaa abi ginsugiran pa ninyo ang gobernador nga may isa pa kamo ka utod?” 7Nagsabat sila, “Ano abi kay sagi gid niya kami pamangkot parte sa aton pamilya. Nagpamangkot siya kon buhi pa bala ang amon amay kag kon may utod pa bala kami nga iban. Siyempre ginsabat namon siya. Sin-o abi ang maghunahuna nga silingon niya kami nga dal-on namon didto sa iya ang amon utod?”
8Gani nagsiling si Juda sa ila amay, “Tay, paupda na lang sa amon si Benjamin agod makalakat na kami dayon kag makabakal sang pagkaon agod indi kita tanan mapatay sa gutom. 9Igarantiya ko ang akon kabuhi para kay Benjamin. Sukton mo ako kon ano ang matabo sa iya. Kon indi gani siya makabalik sa imo nga buhi, basulon mo ako hasta san-o. 10Kon wala tani kita nag-usik sang tiyempo, siguro duha ka beses na kami nga nakabalik.”
11Nagsiling ang ila amay, “Ti, kon amo sina, maglakat kamo. Magdala kamo sa inyo mga suludlan sang pinakamaayo nga mga produkto diri sa aton lugar agod iregalo sa gobernador sang Egipto: mga bulong, dugos, panakot, pahamot, kag mga bunga sang pistasyo kag almendro. 12Dobleha ninyo ang dala ninyo nga kuwarta kay dapat ninyo ibalik ang kuwarta nga gin-uli sa inyo mga sako. Basi kon nagsala lang sila sadto. 13Dal-a ninyo ang inyo utod nga si Benjamin kag magbalik kamo gilayon sa gobernador sang Egipto. 14Kabay pa nga tandugon sang Makagagahom nga Dios ang tagipusuon sang gobernador agod maluoy siya sa inyo kag ibalik niya sa inyo si Simeon kag si Benjamin. Pero kon indi gani sila makabalik, batunon ko na lang sing hugot sa akon tagipusuon.”
15Gani nagdala ang mag-ulutod sang mga regalo kag gindoble man nila ang ila kuwarta. Dayon naglakat sila pa-Egipto kaupod si Benjamin, kag nagpakigkita sila kay Jose. 16Pagkakita ni Jose nga kaupod nila si Benjamin, ginsugo niya ang iya mayordomo, “Dal-a ining mga tawo sa balay. Mag-ihaw ka sang sapat kag magluto, kay manyaga sila upod sa akon.” 17Gintuman sang mayordomo ang sugo sa iya. Gani gindala niya ang mag-ulutod sa balay ni Jose.
18Hinadlukan ang mag-ulutod sang gindala sila sa balay ni Jose kay naghunahuna sila, “Basi gindala kita diri tungod sang kuwarta nga ginbalik sa aton mga sako sang nahauna naton nga pagkadto diri. Basi kon dakpon nila kita, kag kuhaon ang aton mga asno kag himuon kita nga mga ulipon.” 19Gani nagpakighambal sila sa mayordomo sang sa may puwertahan pa lang sila sang balay. 20Siling nila, “Sir, dali lang anay, may isiling kami sa imo. Nagkadto kami diri anay sa pagbakal sang pagkaon. 21Sang nagapauli na kami nagpalipas kami sang kagab-ihon sa isa ka lugar. Kag didto ginbuksan namon ang amon mga sako kag nakita namon sa sulod ang amo gid nga kantidad sang kuwarta nga ginbayad namon para sa pagkaon. Ari gani, gindala namon agod iuli. 22Nagdala pa gid kami sang dugang nga kuwarta agod ibakal sang pagkaon. Wala kami kahibalo kon sin-o ang nagbutang sang amon kuwarta sa amon mga sako.” 23Nagsabat ang mayordomo, “Wala ato sing kaso, kag indi kamo magkahadlok. Ang inyo Dios, nga Dios man sang inyo amay, amo siguro ang nagbutang sang sadto nga kuwarta sa inyo mga sako. Nabaton ko ang inyo bayad sadto.” Dayon gindala niya si Simeon sa ila.
24Ginpasulod sang mayordomo ang mag-ulutod sa balay ni Jose kag ginhatagan sang tubig agod makapanghinaw sila sang ila mga tiil. Ginhatagan man niya sang pagkaon ang ila mga asno. 25Ginpreparar sang mag-ulutod ang ila mga regalo kay Jose samtang ginahulat nila siya nga magpauli sa udto. Kay ginsilingan sila nga didto sila manyaga sa balay ni Jose.
26Pag-abot ni Jose, ginhatag nila ang ila mga regalo kag nagluhod sila sa iya atubangan bilang pagtahod. 27Nagpamangkot si Jose sa ila kon kamusta sila. Dayon nagpamangkot man siya, “Kamusta man ang inyo amay nga tigulang na, nga inyo ginsugid anay sa akon? Buhi pa bala siya?” 28Nagsabat sila, “Buhi pa si tatay kag maayo pa man siya.” Dayon nagluhod sila liwat sa iya bilang pagtahod.
29Pagkakita ni Jose kay Benjamin nga iya utod sa iya iloy nga si Raquel, nagsiling siya, “Amo bala ini ang inyo kamanghuran nga inyo ginsugid anay sa akon?” Ginsilingan niya dayon si Benjamin, “Kabay pa nga pakamaayuhon ka sang Dios, toto.” 30Dayon nagdali-dali guwa si Jose kay daw mahibi na gid siya sa iya kahidlaw sa iya manghod. Nagsulod siya sa iya kuwarto kag didto naghibi. 31Pagkatapos nagpanghilam-os siya kag nagbalik didto sa ila nga may pagpugong sang iya balatyagon. Dayon nagsugo siya nga ihanda na ang pagkaon.
32Lain ang ginkan-an ni Jose, lain man ang ginkan-an sang iya mga utod, kag lain man ang iya sang mga Egiptohanon nga didto man nagpanyaga. Kay wala nagakaon ang mga Egiptohanon nga kaupod ang mga Hebreo, kay makangilil-ad ina para sa ila. 33Dira sa atubangan ni Jose ginpapungko ang iya mga utod. Nagtinulukay ang iya mga utod kay natingala sila nga pasunod halin sa magulang hasta sa kamanghuran ang pagpapungko sa ila. 34Ginserbihan sila sang pagkaon nga halin sa atubangan ni Jose pero ang ginhatag kay Benjamin nga pagkaon lima gid ka pilo ang kadamuon sang sa iban. Nagkinaon sila kag nag-ininom kaupod si Jose.
Benjamin kommer med til Egypten
1Imidlertid fortsatte hungersnøden i Kana’ans land, 2så da kornet, som Josefs brødre havde hentet i Egypten, var ved at slippe op, sagde Jakob til sine sønner: „Tag af sted igen og køb os noget mere korn.”
3„Manden mente det alvorligt, da han advarede os imod at komme tilbage uden Benjamin!” indvendte Juda. 4„Hvis du vil lade drengen komme med os, rejser vi gerne derned og køber korn, 5men hvis du ikke vil det, er der ikke noget at gøre. Manden sagde udtrykkeligt, at vi ikke måtte komme uden Benjamin!”
6„Hvorfor i alverden fortalte I ham, at I havde en bror til?” jamrede Jakob. „Hvordan kunne I være så onde imod mig?”
7„Manden forhørte os jo indgående om vores familie!” svarede de. „Han ville vide, om vores far stadig levede, og om vi havde flere brødre. Vi var da nødt til at svare ham! Hvordan kunne vi vide, at han ville sige: ‚Hent jeres bror herned?’ ”
8Juda var ved at miste tålmodigheden: „Far, giv os nu lov til at tage drengen med, så vi kan komme af sted, inden vi alle sammen dør af sult—både vi, du og vores børn! 9Jeg garanterer dig for, at han vil være i sikre hænder! Jeg vil personligt tage den fulde skyld, hvis han ikke vender tilbage i god behold. 10Hvis vi ikke havde spildt tiden med snak frem og tilbage, kunne vi have været i Egypten og tilbage igen to gange allerede!”
11Endelig gav Jakob sig. „Hvis der ikke er nogen anden udvej, så lov mig i hvert fald at fylde jeres sække op med de bedste varer, vores land kan tilbyde, og aflever dem som gave til denne mand. Tag balsam, honning, krydderier, myrra, pistacienødder og mandler. 12Tag dobbelt så mange penge med, som kornet koster, så I kan betale det tilbage, som lå oven i jeres sække. Det var nok en fejltagelse, at I fik dem med hjem. 13Tag så jeres bror og rejs tilbage til manden. 14Må Gud den almægtige være jer nådig, når I står over for ham, så han løslader Simeon og lader Benjamin vende tilbage i god behold. Hvis jeg skal opleve den smerte at miste mine børn, så lad mig da gøre det!”
15Brødrene tog så Benjamin og gaverne og dobbelt så mange penge med og skyndte sig af sted til Egypten, hvor deres ankomst blev meldt til Josef. 16Da Josef så, at Benjamin var med, sagde han til sin husholder: „Før de der mænd hen til mit hus og lav et festmåltid. De skal spise hos mig i dag ved middagstid.” 17Husholderen gjorde, som han havde fået besked på, og førte brødrene til Josefs hus, 18men de blev bange, da de så, hvor de blev ført hen.
„Han vil nok anholde os og gøre os til slaver og tage vores æsler på grund af det med pengene oven i sækkene!” sagde de til hinanden. „Han tror sikkert, vi stjal dem!”
19Derfor gik de hen til husholderen, som stod ved indgangen 20og sagde: „Undskyld, men der er noget, vi må fortælle dig: Da vi var på vej hjem fra Egypten sidste gang, 21standsede vi undervejs for at overnatte, og da vi åbnede vores sække, lå de penge, som vi havde betalt for kornet, oven i sækkene! Se, her er de! Vi har taget dem med tilbage! 22Og vi har taget ekstra med, så vi kan købe mere korn! Men vi aner ikke, hvem der lagde pengene i vores sække.”
23„Det skal I ikke være bekymrede over,” svarede husholderen. „Det må være jeres fædres Gud, som har lagt dem oven i jeres sække. Vi har i alt fald fået betaling for det korn, I købte.” Så hentede han Simeon, 24hvorefter de alle blev lukket ind i Josefs hus og fik vand, så de kunne vaske støvet af deres fødder, mens æslerne blev fodret udenfor. 25Da de fik at vide, at de skulle spise der i huset, fik de travlt med at gøre deres gaver til Josef parat. 26Da Josef kom ind, gav de ham deres gaver og bøjede sig dybt med ansigtet til jorden.
27Josef spurgte dem, hvordan de havde haft det. „Og hvordan går det med jeres far—ham, I fortalte mig om? Han må være gammel! Lever han endnu?”
28„Ja,” svarede de, „han lever og har det godt.” Så bøjede de sig endnu en gang for Josef.
29Josef så på sin bror Benjamin og spurgte: „Er det så jeres yngste bror, som I fortalte mig om? Må Gud være med dig, min dreng.” 30Mere fik han ikke sagt, før han måtte skynde sig ud og ind i sit soveværelse for at give tårerne frit løb. Følelserne over for hans egen lillebror overvældede ham. 31Så beherskede han sig, vaskede sit ansigt og gik tilbage til brødrene. „Bring maden ind!” beordrede han.
32Josef spiste for sig selv, mens brødrene blev opvartet ved et andet bord, og de tilstedeværende egyptere sad ved et tredje bord. Egypterne bryder sig nemlig ikke om at spise sammen med hebræere. 33Josef havde placeret brødrene umiddelbart foran sig, efter alder, så den ældste sad først og den yngste sidst, hvilket fik dem til at sende hinanden undrende blikke. 34Maden blev bragt dem fra Josefs eget bord, og Benjamin fik den største portion—fem gange så meget som de andre! Der var rigeligt med mad og drikke, og snakken gik lystigt imellem dem.
