Nueva Versión Internacional (Castilian)

Salmos 137

1Junto a los ríos de Babilonia nos sentábamos,
    y llorábamos al acordarnos de Sión.
En los álamos que había en la ciudad
    colgábamos nuestras arpas.
Allí, los que nos tenían cautivos
    nos pedían que entonáramos canciones;
nuestros opresores nos pedían estar alegres;
    nos decían: «¡Cantadnos un cántico de Sión!»

¿Cómo cantar las canciones del Señor
    en una tierra extraña?
Ah, Jerusalén, Jerusalén,
    si llegara yo a olvidarte,
    ¡que la mano derecha se me seque!
Si de ti no me acordara,
    ni te pusiera por encima de mi propia alegría,
    ¡que la lengua se me pegue al paladar!

Señor, acuérdate de los edomitas
    el día en que cayó Jerusalén.
«¡Arrasadla —gritaban—,
    arrasadla hasta sus cimientos!»

Hija de Babilonia, que has de ser destruida,
    ¡dichoso el que te haga pagar
    por todo lo que nos has hecho!
¡Dichoso el que agarre a tus pequeños
    y los estrelle contra las rocas!

Bibelen på hverdagsdansk

Salme 137

Sørgesang i Babylonien

1Ved Babyloniens floder sad vi og græd,
    når vi tænkte tilbage på Zion.
Harperne havde vi ikke lyst til at bruge,
    så vi hængte dem op i piletræerne.
Vore fangevogtere forlangte, at vi skulle synge,
    vore plageånder pålagde os at være glade:
        „Syng en sang om Zion for os!”
Hvordan skulle vi kunne synge for Herren,
    når vi sygner hen i et fremmed land?

Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
    må min højre hånd da blive lammet!
Gid min tunge må klæbe til ganen,[a]
    hvis jeg ikke husker på dig
        og sætter dig højere end alt andet.
Herre, husk, hvad edomitterne sagde,
    da Jerusalem blev indtaget af babylonierne:
        „Riv byen ned, jævn den med jorden!”
Babylon, du går din undergang i møde.
    Velsignet være dem, der gengælder dig,
        hvad du har gjort mod os.
Lad dem tage dine spædbørn
    og knuse dem mod klippen.

Notas al pie

  1. 137,6 Med lammet hånd kunne han ikke mere spille på harpen, og med tungen låst fast kunne han ikke synge mere.