Jeremías 6 – CST & BPH

Nueva Versión Internacional (Castilian)

Jeremías 6:1-30

Jerusalén es sitiada

1»¡Huid de Jerusalén, benjaminitas!

¡Tocad la trompeta en Tecoa!

¡Levantad señal en Bet Haqueren!

Una desgracia, una gran destrucción,

nos amenaza desde el norte.

2Voy a destruir a Sión,

tan hermosa y delicada.

3Los pastores y sus rebaños vienen contra ella:

acampan a su alrededor,

y cada uno escoge su pastizal».

4«¡Preparaos para pelear contra ella!

¡Ataquémosla a plena luz del día!

Pero ¡ay de nosotros, que el día se acaba

y se alargan las sombras de la noche!

5¡Vamos, ataquémosla de noche,

y destruyamos sus fortalezas!»

6Así dice el Señor Todopoderoso:

«¡Talad árboles

y levantad una rampa contra Jerusalén!

Esta ciudad debe ser castigada,

pues en ella no hay más que opresión.

7Como agua que brota de un pozo,

así brota de Jerusalén la maldad.

En ella se oye de violencia y destrucción;

no veo otra cosa que enfermedades y heridas.

8¡Escarmienta, Jerusalén,

para que no me aparte de ti!

De lo contrario, te convertiré en desolación,

en una tierra inhabitable».

9Así dice el Señor Todopoderoso:

«Buscad al remanente de Israel.

Rebuscad, como en una viña;

repasad los sarmientos,

como lo hace el vendimiador».

10¿A quién hablaré?

¿A quién advertiré?

¿Quién podrá escucharme?

Tienen tapados6:10 tapados. Lit. incircuncisos. los oídos

y no pueden comprender.

La palabra del Señor los ofende;

detestan escucharla.

11Pero yo estoy lleno de la ira del Señor,

y ya no puedo contenerme.

«Derrama tu ira sobre los niños de la calle,

sobre los grupos de jóvenes,

porque serán apresados el marido y la mujer,

la gente madura y la entrada en años.

12Sus casas, sus campos y sus mujeres

caerán en manos extrañas,

porque yo voy a extender mi mano

contra los habitantes del país

—afirma el Señor—.

13»Desde el más pequeño hasta el más grande,

todos codician ganancias injustas;

desde el profeta hasta el sacerdote,

todos practican el engaño.

14Curan por encima la herida de mi pueblo,

y les desean: “¡Paz, paz!”,

cuando en realidad no hay paz.

15¿Acaso se han avergonzado

de la abominación que han cometido?

¡No, no se han avergonzado de nada,

ni saben siquiera lo que es la vergüenza!

Por eso, caerán con los que caigan;

cuando los castigue, serán derribados»,

dice el Señor.

16Así dice el Señor:

«Deteneos en los caminos y mirad;

preguntad por los senderos antiguos.

Preguntad por el buen camino,

y no os apartéis de él.

Así hallaréis el descanso anhelado.

Pero ellos dijeron:

“No lo seguiremos”.

17Yo aposté centinelas para vosotros, y dije:

“Prestad atención al toque de trompeta”.

Pero ellos dijeron:

“No prestaremos atención”.

18Por eso, ¡escuchad, naciones!

¡Sepa la congregación lo que le espera!

19Escucha, tierra:

Traigo sobre este pueblo una desgracia,

fruto de sus maquinaciones,

porque no prestaron atención a mis palabras,

sino que rechazaron mi enseñanza.

20¿De qué me sirve este incienso que llega de Sabá,

o la caña dulce de un país lejano?

Vuestros holocaustos no me gustan;

vuestros sacrificios no me agradan».

21Por eso, así dice el Señor:

«Voy a poner obstáculos a este pueblo.

Padres e hijos tropezarán contra ellos,

vecinos y amigos perecerán».

22Así dice el Señor:

«¡Mirad! Del norte viene un ejército;

una gran nación se moviliza

desde los confines de la tierra.

23Empuñan el arco y la lanza;

son crueles y no tienen compasión.

Lanzan gritos como bramidos del mar,

y cabalgan sobre sus corceles.

¡Vienen contra ti, hija de Sión,

listos para la batalla!»

24Nos ha llegado la noticia,

y nuestras manos flaquean;

la angustia nos domina,

como si tuviéramos dolores de parto.

25¡Viene el enemigo armado con espada!

No salgáis al campo,

ni andéis por los caminos.

¡Hay terror por todas partes!

26Vístete de luto, pueblo mío;

revuélcate en las cenizas.

Llora amargamente,

como lo harías por tu primogénito,

porque nos cae por sorpresa

el que viene a destruirnos.

27«Te he puesto entre mi pueblo

como vigía y atalaya,

para que escudriñes

y examines su conducta.

28Todos ellos son muy rebeldes,

y andan sembrando calumnias;

sean de bronce o de hierro,

todos son unos corruptos.

29Los fuelles soplan con furor,

y el plomo se derrite en el fuego,

pero los malvados no se purifican;

¡de nada sirve que se les refine!

30Por eso se les llama “Escoria de la plata”:

¡para el Señor son un desecho!»

Bibelen på hverdagsdansk

Jeremiasʼ Bog 6:1-30

Sidste advarsel til Jerusalem

1Flygt fra Jerusalem, benjaminitter! Blæs alarm i Tekoa, send advarselssignal fra Bet-ha-Kerem. En mægtig hær er på vej fra nord, parat til at angribe mit folk. 2Jeg tilintetgør Jerusalem, den smukke og forfinede by. 3Hære vil omringe byen, og de militære ledere vil slå deres kommandotelte op rundt omkring den. Hver især vil de angribe den del af byen, de har fået tildelt. 4De gør sig parat til kamp for at slå til ved middagstid, men tiden går, og det bliver for sent. 5‚Okay,’ siger de, ‚så lad os angribe i nat og ødelægge fæstningsværkerne.’

6Jeg er Herren, den Almægtige, og jeg siger til fjenden: ‚Fæld træer og byg angrebsramper. Riv Jerusalems mure ned.’ Byen må tage sin straf, for den er fordærvet i bund og grund, 7en uudtømmelig kilde af ondskab. I gaderne lyder voldsmændenes råb. Der er slagsmål og ødelæggelse overalt.

8Lyt til min advarsel, Jerusalem! Ellers vender jeg ryggen til dig og udsletter dig totalt. 9Som drueplukkeren, der går vinstokkene efter for at samle de sidste druer, sådan vil ingen af mit folk blive sparet,” siger Herren, den Almægtige.

10Fortvivlet klagede jeg min nød: „Hvorfor er der ingen, der vil lytte til min advarsel? Alle folks ører er tilstoppede, de hører intet, de nægter at lade sig tale til fornuft, de afviser Herrens advarsel. 11Jeg er så fuld af Herrens vrede, at jeg er ved at sprænges.”

Herren svarede: „Godt, så udøs din vrede over børnene, som leger på gaden, og alle de unge, der morer sig. Straffen rammer både mænd og kvinder, unge og gamle. 12Fremmede mennesker vil overtage deres huse, marker og koner. Jeg vil straffe alle landets indbyggere, siger Herren. 13Både små og store lyver og bedrager. Selv profeterne og præsterne lyver. 14De ser stort på folkets synd. ‚Det er helt i orden!’ forsikrer de, selvom det aldeles ikke er i orden. 15Mon de skammer sig over de frygtelige synder, der begås i byen? Nej, de ved ikke, hvad det er at rødme af skam. Derfor skal de falde i kampen, når de rammes af min vrede og straf, siger Herren.

16Jeg siger jer: I står ved en korsvej. Tænk over hvilken vej, I skal vælge. Spørg efter den rigtige vej, som jeg viste jer for længe siden. Hvis I følger den, vil I finde hvile for sjælen. Men I svarer: ‚Nej, den vej ønsker vi ikke at gå.’

17Jeg sendte mine profeter for at advare jer, men I ville ikke høre på dem.

18-19Så hør nu dommen over mit folk. Lad hele verden høre og bevidne det. Jeg bringer ulykke over mit folk. Det er konsekvensen af deres synd, fordi de forkastede mine love og nægtede at lytte til mig. 20Det hjælper ikke, at I brænder kostbar og vellugtende røgelse fra Saba eller andre fjerne lande. Jeg kan ikke tage imod jeres ofringer, jeg glæder mig ikke over dem. 21Jeg sender en mægtig hær imod mit folk, så både fædre og sønner falder, naboer og venner går i døden sammen. 22Hæren skal komme fra nord, en stormagt fra jordens fjerneste egne. 23Krigerne er fuldt bevæbnede, grusomme og ubarmhjertige. Larmen fra hestenes hove lyder som det oprørte hav. Bølge efter bølge vil skylle ind over Jerusalem.”

24Da udbrød jeg: „Vi har hørt om de grusomme hære, og vi lammes af frygt. Vi fyldes af angst som en kvinde, der skal føde. 25Gå ikke uden for de befæstede byer. Hold jer fra landevejene, for bevæbnede fjender vil sprede rædsel overalt. 26Klæd dig i sæk, Jerusalem! Sæt dig i asken og sørg, som havde du mistet dit eneste barn. For pludselig er fjendens hære over os.”

27Herren fortsatte: „Jeremias, jeg vil hjælpe dig til at vurdere kvaliteten af mit folk, som man vurderer ædle metaller. Læg mærke til deres opførsel. 28Er de ikke alle oprørske, fordærvede og fulde af løgn og bedrag? De burde være ægte som guld og sølv, men er kun som jern og bronze. 29Blæsebælgen arbejder for fuld kraft, ilden bliver varmere og varmere, men det hjælper intet. Deres ondskab kan ikke smeltes væk. 30Mit folk er som slagger, der bare smides væk, og derfor må jeg smide dem væk.”