La corrupción de Jerusalén y de Judá
1«Recorred las calles de Jerusalén,
observad con cuidado,
buscad por las plazas.
Si encontráis una sola persona
que practique la justicia y busque la verdad,
yo perdonaré a esta ciudad.
2Aunque juran: “Por la vida del Señor”,
de hecho juran en falso».
3Señor, ¿acaso no buscan tus ojos la verdad?
Golpeaste a esa gente, y no les dolió,
acabaste con ellos, y no quisieron ser corregidos.
Endurecieron su rostro más que una roca,
y no quisieron arrepentirse.
4Entonces pensé: «Así es la plebe;
siempre actúan como necios,
porque no conocen el camino del Señor
ni las demandas de su Dios.
5Me dirigiré a los líderes
y les hablaré;
porque ellos sí conocen el camino del Señor
y las demandas de su Dios».
Pero ellos también quebrantaron el yugo
y rompieron las ataduras.
6Por eso los herirá el león de la selva
y los despedazará el lobo del desierto;
frente a sus ciudades está el leopardo al acecho,
y todo el que salga de ellas será despedazado,
pues son muchas sus rebeliones
y numerosas sus infidelidades.
7«¿Por qué habré de perdonarte?
Tus hijos me han abandonado,
han jurado por los que no son dioses.
Cuando suplí sus necesidades,
ellos cometieron adulterio
y en tropel se volcaron a los prostíbulos.
8Son como caballos bien cebados y fogosos;
todos relinchan por la mujer ajena.
9¿Y no los he de castigar por esto?
—afirma el Señor—.
¿Acaso no he de vengarme de semejante nación?
10»Subid por los surcos de esta viña
y arrasadla, pero no acabéis con ella.
Arrancadle sus sarmientos,
porque no son del Señor.
11Pues las casas de Israel y de Judá
me han sido más que infieles»,
afirma el Señor.
12Ellas han negado al Señor,
y hasta dicen: «¡Dios no existe!
Ningún mal vendrá sobre nosotros,
no sufriremos guerras ni hambre».
13Los profetas son como el viento:
la palabra del Señor5:13 del Señor (LXX); TM no incluye esta frase. no está en ellos.
¡Que así les suceda!
14Por eso, así dice el Señor,
el Dios Todopoderoso:
«Por cuanto el pueblo ha hablado así,
mis palabras serán como fuego en tu boca,
y este pueblo, como un montón de leña.
Ese fuego los consumirá.
15»Pueblo de Israel,
voy a traer contra vosotros una nación lejana,
una nación fuerte y antigua,
una nación cuyo idioma no conocéis,
cuyo lenguaje no entendéis
—afirma el Señor—.
16Todos ellos son guerreros valientes;
sus flechas presagian la muerte.
17Acabarán con tu cosecha y tu alimento,
devorarán a tus hijos e hijas,
matarán a tus rebaños y ganados,
y destruirán tus viñas y tus higueras.
Tus ciudades fortificadas,
en las que pusiste tu confianza,
serán pasadas a filo de espada.
18»Sin embargo, aun en aquellos días no os destruiré por completo —afirma el Señor—. 19Y, cuando te pregunten: “¿Por qué el Señor, nuestro Dios, nos ha hecho todo esto?”, tú les responderás: “Así como vosotros me habéis abandonado y en vuestra propia tierra habéis servido a dioses extranjeros, así también en tierra extraña serviréis a gente extranjera”.
20»Anunciad esto entre los descendientes de Jacob
y proclamadlo en Judá:
21Escucha esto, pueblo necio e insensato,
que tiene ojos, pero no ve,
que tiene oídos, pero no oye.
22¿Acaso has dejado de temerme?
—afirma el Señor—.
¿No debieras temblar ante mí?
Yo puse la arena como límite del mar,
como frontera perpetua e infranqueable.
Aunque se agiten sus olas,
no podrán prevalecer;
aunque bramen,
no franquearán esa frontera.
23Pero este pueblo tiene un corazón terco y rebelde;
se ha descarriado, ha sido infiel.
24No reflexionan ni dicen:
“Temamos al Señor, nuestro Dios,
quien a su debido tiempo nos da lluvia,
las lluvias de otoño y primavera,
y nos asegura las semanas señaladas
para la cosecha”.
25Vuestras iniquidades
os han quitado estos beneficios;
vuestros pecados os han privado
de estas bendiciones.
26Sin duda, en mi pueblo hay malvados,
que están al acecho como cazadores de aves,
que ponen trampas para atrapar a la gente.
27Como jaulas llenas de pájaros,
llenas de engaño están sus casas;
por eso se han vuelto poderosos y ricos,
28gordos y pedantes.
Sus obras de maldad no tienen límite:
no hacen justicia al huérfano,
para que su causa prospere;
ni defienden tampoco
el derecho de los menesterosos.
29¿Y no los he de castigar por esto?
¿No he de vengarme de semejante nación?
—afirma el Señor—.
30»Algo espantoso y terrible
ha ocurrido en este país.
31Los profetas profieren mentiras,
los sacerdotes gobiernan a su antojo,
¡y mi pueblo tan campante!
Pero ¿qué vais a hacer vosotros
cuando todo haya terminado?
Ondskaben i Jerusalem
1Herren fortsatte: „Gå en tur gennem Jerusalems gader og torve og se jer godt omkring. Hvis I kan finde bare én, der er ærlig og søger sandheden, vil jeg skåne byen. 2Selv når de sværger ved den levende Gud, lyver de.”
3„Åh, Herre,” udbrød jeg. „Jeg ved, at du søger efter mennesker, der taler sandhed. Du forsøgte at få dem til at være ærlige ved at straffe dem hårdt, men intet hjalp. Du truede dem med udslettelse, og alligevel nægtede de at omvende sig fra deres synd. De er stivnakkede og ubøjelige. De nægter at lægge kursen om.”
4Men så sagde jeg til mig selv: „Deres tåbelighed må skyldes, at de ikke ved, hvad Herren forventer af dem. De stakkels uvidende mennesker kender slet ikke Guds love. 5Derfor må jeg hellere gå til deres ledere, til dem, der har magt og indflydelse. De ved, hvad Herren forventer, og de kender Guds love.”
Men ak, de havde alle gjort oprør mod Herren og nægtet at adlyde ham. 6Derfor bliver de angrebet af en løve fra skoven, ulve fra ørkenen skal overfalde dem, leoparder vil ligge på lur ved deres byer, så alle, der vover sig udenfor, bliver revet i stykker. Det er straffen for deres oprør og mangfoldige synder.
7Herren fortsatte: „Hvordan skulle jeg kunne tilgive dig, Jerusalem? Alle dine indbyggere har vendt sig fra mig og dyrker afguder, som ikke kan hjælpe dem. Jeg gav mit folk alt, hvad de havde brug for, men alligevel var de utro overfor mig og hengav sig til alle mulige afguder. 8De er som fede, brunstige hingste, der vrinsker af begær efter naboens hoppe. 9Bør de ikke få deres velfortjente straf? Skulle jeg lade være at straffe et folk, der opfører sig sådan? 10Gå I blot hen og ødelæg Judas vingård, dog ikke fuldstændigt. Hug grenene af, for de hører ikke mig til. 11Israels og Judas folk har svigtet mig totalt. 12De beskylder mig for at lyve, når de siger: ‚Herren vil ikke straffe os. Der sker ikke noget. Vi behøver ikke at frygte for hungersnød og krig. 13Profeterne taler tomme ord. Gud har ikke talt til dem. Lad deres trusler ramme dem selv.’ ”
14Derfor sagde Herren, den Almægtige, til mig: „Fordi de siger sådan, vil jeg gøre det profetiske ord i din mund til en ild, der vil fortære mit folk, som var det pindebrænde.”
15Derefter gav Herren mig følgende budskab: „Hør efter, mit folk, jeg sender et fremmed folk imod jer. Det er en stormagt, som har eksisteret meget længe, og de taler et sprog, I ikke forstår. 16Deres krigere er stærke og frygtløse, og deres våben er dødsensfarlige. 17De vil stjæle jeres høst og jeres mad. De vil slå jeres børn ihjel og stjæle jeres kvæg. De vil ødelægge jeres vingårde og frugthaver. Jeres befæstede byer, som I sætter jeres lid til, vil de lægge i ruiner. 18Men jeg vil dog ikke tillade, at I bliver udslettet totalt.”
19Herren sagde derefter til mig: „Når folket spørger, hvordan Herren, deres Gud, kan være så hård imod dem, skal du svare: ‚Fordi I forkastede ham og dyrkede fremmede guder i jeres eget land. Nu bliver I slaver for et fremmed folk i et fremmed land.’
20Sig til Judas folk, Jakobs efterkommere: 21‚Hør her! I er et tåbeligt folk. I har øjne, men ser dog intet. I har ører, men hører dog intet. 22Har I da slet ingen ærefrygt for mig? siger Herren. I burde ryste af skræk i min nærhed. Det var jo mig, der skabte strandbredden som en grænse for havet, en grænse, det ikke kan overskride. Bølgerne kan bruse så meget de vil, det gør ingen forskel. De kan tordne og drøne, men ikke overskride den grænse, jeg har sat.’
23Men mit folk har oprørske hjerter. De har vendt sig fra mig og går deres egne veje. 24De siger ikke længere: ‚Lad os ære Herren, der sender os regn i rette tid, både forår og efterår, så vi får en god høst.’ 25Nu er jeres mange synder årsag til, at I hverken får regn eller høst, for jeg tager mine velsignelser fra jer.
26Iblandt mit folk er der onde folk, der sætter fælder for andre mennesker som fuglefængere, der venter på deres bytte. 27Som fuglefængeren fylder sit bur med fugle, sådan fylder de deres huse med de rigdomme, de har røvet eller bedraget sig til. 28De er fede, forfinede og fulde af ondskab. De nægter at hjælpe de forældreløse og de svage til at få deres ret. 29Skulle jeg så bare lade stå til? siger Herren. Skulle jeg ikke straffe et folk, der handler så ondsindet? 30Det er jo hårrejsende, hvad der sker af uret i Judas land. 31Profeterne lyver for at være til behag, og præsterne laver deres egne regler. Sådan vil folket åbenbart have det. Men hvad vil I gøre, når straffen rammer jer?
