Cómo tratar a viudas, ancianos y esclavos
1No reprendas con dureza al anciano, sino aconséjalo como si fuera tu padre. Trata a los jóvenes como a hermanos; 2a las ancianas, como a madres; a las jóvenes, como a hermanas, con toda pureza.
3Reconoce debidamente a las viudas que de veras están desamparadas. 4Pero, si una viuda tiene hijos o nietos, que estos aprendan primero a cumplir sus obligaciones con su propia familia y correspondan así a sus padres y abuelos, porque eso agrada a Dios. 5La viuda desamparada, como ha quedado sola, pone su esperanza en Dios y persevera noche y día en sus oraciones y súplicas. 6En cambio, la viuda que se entrega al placer ya está muerta en vida. 7Encárgales estas cosas para que sean intachables. 8El que no provee para los suyos, y sobre todo para los de su propia casa, ha negado la fe y es peor que un incrédulo.
9En la lista de las viudas debe figurar únicamente la que tenga más de sesenta años, que haya sido fiel a su esposo,5:9 que haya sido fiel a su esposo. Alt. que no haya tenido más de un esposo. 10y que sea reconocida por sus buenas obras, tales como criar hijos, practicar la hospitalidad, lavar los pies de los creyentes, ayudar a los que sufren y aprovechar toda oportunidad para hacer el bien.
11No incluyas en esa lista a las viudas más jóvenes, porque cuando sus pasiones las alejan de Cristo, les da por casarse. 12Así resultan culpables de faltar a su primer compromiso. 13Además se acostumbran a estar ociosas y andar de casa en casa. Y no solo se vuelven holgazanas, sino también chismosas y entrometidas, hablando de lo que no deben. 14Por eso exhorto a las viudas jóvenes a que se casen y tengan hijos, y a que lleven bien su hogar y no den lugar a las críticas del enemigo. 15Y es que algunas ya se han descarriado para seguir a Satanás.
16Si alguna creyente tiene viudas en su familia, debe ayudarlas para que no sean una carga a la iglesia; así la iglesia podrá atender a las viudas desamparadas.
17Los ancianos que dirigen bien los asuntos de la iglesia son dignos de doble honor,5:17 honor. Alt. honorario. especialmente los que dedican sus esfuerzos a la predicación y a la enseñanza. 18Pues la Escritura dice: «No le pongas bozal al buey mientras esté trillando»,5:18 Dt 25:4 y «El trabajador merece que se le pague su salario».5:18 Lc 10:7 19No admitas ninguna acusación contra un anciano, a no ser que esté respaldada por dos o tres testigos. 20A los que pecan, repréndelos en público para que sirva de escarmiento.
21Te insto delante de Dios, de Cristo Jesús y de los santos ángeles a que sigas estas instrucciones sin dejarte llevar de prejuicios ni favoritismos.
22No te apresures a imponerle las manos a nadie, no sea que te hagas cómplice de pecados ajenos. Consérvate puro.
23No sigas bebiendo solo agua; toma también un poco de vino a causa de tu mal de estómago y tus frecuentes enfermedades.
24Los pecados de algunos son evidentes aun antes de ser investigados, mientras que los pecados de otros se descubren después. 25De igual manera son evidentes las buenas obras y, aunque estén ocultas, tarde o temprano se manifestarán.5:25 y, aunque … se manifestarán. Alt. y, si son malas, no podrán quedar ocultas.
Om at vejlede andre med respekt
1-2Du må ikke tale hårdt til en ældre mand, men vejled ham med respekt, som var han din egen far. Vejled de yngre mænd, som var det dine egne brødre, og de ældre kvinder, som var det din egen mor. De unge piger skal du omgås med anstændighed og respekt, som var det dine søstre.
Om at tage ansvar for familien og menighedens ansvar for enkerne
3Hvis en enke ingen børn har, der kan tage sig af hende, bør menigheden træde til og hjælpe.5,3 Mere ordret: „Du skal ære de enker, der står alene.” Ordet for „ære” på græsk kan også bruges om en pengeydelse, jf. ordet „honorar”, afledt af det latinske honorare (vise ære). Meningen klargøres senere i afsnittet. 4Men hvis hun har børn eller børnebørn, må det være dem, der skal lære at vise gudsfrygt ved at tage sig af deres egne familiemedlemmer. På den måde viser de deres taknemmelighed for, hvad deres forældre eller bedsteforældre har givet dem. Det er en handlemåde, som Gud værdsætter. 5Menigheden bør altså tage sig af de enker, som står alene i verden, som har sat alt deres håb til Gud, og som nu lever i bøn og påkaldelse dag og nat. 6Men enker, der kun lever for at møde deres egne behov, er derimod som levende døde. 7Giv menigheden de her anvisninger, så der ikke er noget at udsætte på dem. 8De, der ikke vil sørge for deres egne slægtninge og især deres nærmeste familie, har fornægtet troen og er værre end de vantro.
9En enke, der ønsker at tjene Gud og få sit underhold fra menigheden, skal være mindst 60 år gammel, og hun skal have vist trofasthed i sit ægteskab.5,9 Ordret står der: „én mands kone”, jf. 3,2. 10Hun skal være kendt for sin gode livsførelse. Har hun taget sig godt af sine børn? Har hun vist gæstfrihed? Har hun vist tjenersind overfor de kristne? Har hun hjulpet mennesker, som var i nød? Har hun på alle måder søgt at gøre det rette?
11Yngre enker skal menigheden ikke forsørge, for når deres lyst til giftermål kommer i vejen for deres indvielse til Kristus, vil de giftes. 12Derved svigter de deres løfte om hengivenhed til Kristus alene. 13Hvis de yngre enker ikke har noget at bestille, går de på besøg i det ene hus efter det andet og begynder at løbe med sladder og blande sig i andre folks sager. 14Derfor er mit råd, at det er bedre for de unge enker at gifte sig igen og passe børn og hjem. Ellers kan Fjenden let føre dem på afveje. 15Der er allerede nogle, der har vendt sig fra troen for at følge Satan.
16Altså, hvis en troende mand eller kvinde5,16 En del håndskrifter har blot: „Hvis en troende kvinde…” har et familiemedlem, som er blevet enke, skal de tage sig af hende. Hun må ikke blive en byrde for menigheden, for den har nok at gøre med at hjælpe de enker, der ikke har nogen til at forsørge sig.
Om at ære menighedens ledere
17Dem, der er gode ledere i menigheden, bør I vise dobbelt ære,5,17 Ordet for „ære” kan som før nævnt også henvise til en pengeydelse. Måske tænkes der med „dobbelt ære” på både respekt og god betaling. især dem, der slider med forkyndelse og undervisning. 18I Skriften hedder det: „I må ikke binde munden til på en okse, mens den trækker tærskeslæden.” Og et andet sted tales der om, at en arbejder er sin løn værd.5,18 Jf. 5.Mos. 25,4 og 4.Mos. 18,31. Det sidste er ikke et direkte citat fra GT. 19Hør ikke på klager over en leder i menigheden, medmindre der er to eller tre vidner, der kan bekræfte dem. 20Hvis han virkelig har forsyndet sig, bør du irettesætte ham, mens menigheden hører på det, så det kan virke afskrækkende på de andre. 21Med Gud og Herren Jesus Kristus og de udvalgte engle som vidner pålægger jeg dig alvorligt at følge de her anvisninger uden at dømme nogen på forhånd og uden at bøje retten.
22Vær ikke for hurtig til ved håndspålæggelse at indsætte nogen til en tjeneste i menigheden, og lad dig ikke drage med i andres frafald. Hold dig selv fri af al synd. 23(Og drik ikke længere kun vand, men tag lidt vin for din maves skyld, og fordi du så ofte er syg.) 24Nogle menneskers synder kan man tydeligt se her og nu, mens andre menneskers synder først afsløres ved den endelige dom. 25På samme måde er det med gode gerninger. Nogle er tydelige for enhver, mens andre ikke kommer for dagen før til sidst.
