Éxodo 15 – CST & BPH

Nueva Versión Internacional (Castilian)

Éxodo 15:1-27

El cántico de Moisés

1Entonces Moisés y los israelitas entonaron un cántico en honor del Señor, cuya letra decía:

Cantaré al Señor, que se ha coronado de triunfo

arrojando al mar caballos y jinetes.

2El Señor es mi fuerza y mi cántico;

él es mi salvación.

Él es mi Dios, y lo alabaré;

es el Dios de mi padre, y lo enalteceré.

3El Señor es un guerrero;

su nombre es el Señor.

4El Señor arrojó al mar

los carros y el ejército del faraón.

Los mejores oficiales egipcios

se ahogaron en el Mar Rojo.

5Las aguas profundas se los tragaron;

¡como piedras se hundieron en los abismos!

6Tu diestra, Señor, reveló su gran poder;

tu diestra, Señor, despedazó al enemigo.

7Fue tan grande tu victoria

que derribaste a tus oponentes;

diste rienda suelta a tu ardiente ira,

y fueron consumidos como rastrojo.

8Bastó un soplo de tu nariz

para que se amontonaran las aguas.

Las olas se irguieron como murallas;

¡se inmovilizaron las aguas en el fondo del mar!

9«Iré tras ellos y les daré alcance

—alardeaba el enemigo—.

Repartiré sus despojos

hasta quedar hastiado.

¡Desenvainaré la espada

y los destruiré con mi propia mano!»

10Pero con un soplo tuyo se los tragó el mar;

¡se hundieron como plomo en las aguas turbulentas!

11¿Quién, Señor, se te compara entre los dioses?

¿Quién se te compara en grandeza y santidad?

Tú, hacedor de maravillas,

nos impresionas con tus portentos.

12Extendiste tu brazo derecho,

¡y se los tragó la tierra!

13Por tu gran amor guías al pueblo que has rescatado;

por tu fuerza los llevas a tu santa morada.

14Las naciones temblarán al escucharlo;

la angustia dominará a los filisteos.

15Los jefes edomitas se llenarán de terror;

temblarán de miedo los caudillos de Moab.

Los cananeos perderán el ánimo,

16pues caerá sobre ellos pavor y espanto.

Por tu gran poder, Señor,

quedarán mudos como piedras

hasta que haya pasado tu pueblo,

el pueblo que adquiriste para ti.

17Tú los harás entrar, y los plantarás,

en el monte que te pertenece;

en el lugar donde tú, Señor, habitas;

en el santuario que tú, Señor, te hiciste.

18¡El Señor reina por siempre y para siempre!

El cántico de Miriam

19Cuando los caballos y los carros del faraón entraron en el mar con sus jinetes,15:19 jinetes. Alt. aurigas. el Señor hizo que las aguas se les vinieran encima. Los israelitas, sin embargo, cruzaron el mar sobre tierra seca. 20Entonces Miriam la profetisa, hermana de Aarón, tomó una pandereta, y mientras todas las mujeres la seguían danzando y tocando panderetas, 21Miriam les cantaba así:

Cantad al Señor, que se ha coronado de triunfo

arrojando al mar caballos y jinetes.

Las aguas de Mara y de Elim

22Moisés les ordenó a los israelitas que partieran del Mar Rojo y se internaran en el desierto de Sur. Y los israelitas anduvieron tres días por el desierto sin hallar agua. 23Llegaron a Mara,15:23 En hebreo, Mara significa amarga. lugar que se llama así porque sus aguas son amargas, y no pudieron apagar su sed allí. 24Comenzaron entonces a murmurar en contra de Moisés, y preguntaban: «¿Qué vamos a beber?» 25Moisés clamó al Señor, y él le mostró un pedazo de madera, el cual echó Moisés al agua, y al instante el agua se volvió dulce.

En ese lugar el Señor los puso a prueba y les dio una ley como norma de conducta. 26Les dijo: «Yo soy el Señor vuestro Dios. Si escucháis mi voz y hacéis lo que yo considero justo, y si cumplís mis leyes y mandamientos, no traeré sobre vosotros ninguna de las enfermedades que traje sobre los egipcios. Yo soy el Señor, que os devuelvo la salud».

27Después los israelitas llegaron a Elim, donde había doce manantiales y setenta palmeras, y acamparon allí, cerca del agua.

Bibelen på hverdagsdansk

2. Mosebog 15:1-27

Moses’ sang

1Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren:

Jeg vil synge for Herren,

ophøje ham for hans herlige sejr.

Han fældede hest og rytter,

kastede dem i havets dyb.

2Herren er min styrke og glæde,

han er den, som frelser mig.

Han er min Gud, og jeg vil prise ham,

mine forfædres Gud, jeg vil ophøje ham.

3Herren er en vældig kriger,

Herren er hans navn.

4Faraos vogne og hære blev opslugt af havet,

hans folk forsvandt i Det Røde Hav.

5Bølgerne slog hen over dem,

de sank som sten i havets dyb.

6Herre, din højre hånd er stærk,

du knuser dine fjender.

7Med din vældige magt vandt du

over dem, som var imod dig.

Din vrede flammede op

og fortærede dem som halmstrå.

8Ved dit åndepust hobede vandet sig op,

de brusende vande stod som en mur,

og havbunden tørrede ind.

9Fjenden tænkte: „Jeg forfølger dem,

indhenter dem og udrydder dem.

Jeg plyndrer dem og uddeler byttet,

jeg stiller min hævntørst på dem.

Jeg trækker mit sværd af skeden,

med magt vil jeg udrydde dem.”

10Men du pustede, og havet dækkede dem.

De sank som bly i de vældige vande.

11Hvem er som du blandt guder, Herre?

Hvem er som du, hellig og herlig,

forfærdelig i stråleglans,

forunderlig i styrke?

12Du løftede din hånd,

og jorden opslugte vores fjender.

13Du er en trofast leder for dit frikøbte folk.

Du har magt til at føre dem til din hellige bolig.

14Folkeslagene hører om det og skælver,

filistrene overvældes af frygt.

15Edoms høvdinge forfærdes,

Moabs fyrster ryster.

Kana’ans beboere taber modet.

16Rædsel og angst overvælder dem.

De står tavse af frygt med forstenede ansigter,

indtil dit folk er gået forbi, Herre,

til dit frikøbte folk er nået hjem.

17Du fører dem og planter dem på dit eget bjerg,

det sted, som skal blive din bolig, Herre,

den helligdom, du selv vil bygge.

18Herren er konge, evig og altid!

19Dengang Faraos heste, vogne og ryttere stormede ud i havet, lod Herren vandet styrte hen over dem. Men israelitterne gik tørskoede over. 20Da greb Arons søster, profeten Mirjam, en tamburin, og alle kvinderne fulgte hende i dansen, mens de spillede på deres tamburiner. 21Mirjam sang:

Syng for Herren,

han er større end alle andre.

Hest og rytter

kastede han i havets dyb.

Det bitre vand i Mara og Elims friske kilder

22Derpå førte Moses Israels folk videre fra Det Røde Hav ind i Shurs Ørken, og de gik i tre dage uden at finde vand. 23Da de kom til Mara,15,23 Det betyder: „bitter”. fandt de en lille sø, men vandet var bittert og ikke til at drikke. 24Så beklagede folket sig til Moses. „Hvad har du tænkt, vi skal drikke?” jamrede de.

25Da bad Moses Herren om hjælp, og Herren viste ham en bestemt slags træ, og da han kastede et stykke af træet i søen, blev det muligt at drikke vandet.

Det var her i ørkenen, at Herren gav Israels folk sine forordninger og retningslinier, og det var her, han satte dem på prøve, idet han sagde: 26„Hvis I vil lytte til Jahve, jeres Gud, følge mine forordninger og gøre det, som er rigtigt i mine øjne, så skal I ikke lide under de plager, jeg sendte over egypterne. Jeg er Herren, og jeg kan helbrede jer.”

27Da de gik videre fra Mara, kom de til Elim, hvor der var 12 vandkilder og 70 palmetræer, og de slog lejr ved kilderne.