Prispodoba o velikoj gozbi
(Lk 14:16-24)
1Isus im opet počne govoriti u prispodobama. 2“S nebeskim je kraljevstvom kao kad neki kralj pripravi svadbu svojemu sinu. 3Pošalje sluge da pozovu uzvanike na svadbu, ali oni odbiju poziv. 4Pošalje druge sluge i reče: ‘Recite uzvanicima: Pripremio sam vam gozbu. Ispekli smo najslasnije meso. Sve je spremno. Dođite na svadbu!’ 5Ali oni nisu marili te odu svaki za svojim poslom—jedni na svoju njivu, drugi u trgovinu. 6Ostali uhvate sluge, premlate ih i ubiju.
7Nato se kralj razgnjevi, pošalje vojsku i smakne ubojice te im zapali grad. 8A slugama reče: ‘Svadbena je gozba, eto, spremna, ali uzvanici je nisu bili dostojni. 9Idite zato na putove i raskrižja i pozovite na svadbu koga god nađete!’ 10Sluge iziđu na putove i dovedu sve koje su mogli naći: i zle i dobre. I svadbena se dvorana napuni gostima.
11Ali kad kralj uđe pogledati goste, spazi ondje čovjeka koji nije bio odjeven u prikladnu odjeću za svadbu. 12‘Prijatelju,’ upita ga, ‘kako si ušao ovamo bez svadbenog ruha?’ Čovjek je samo šutio. 13Tada kralj zapovjedi poslužiteljima: ‘Svežite mu ruke i noge i izbacite ga u tamu gdje će biti plač i škrgut zuba. 14Jer mnogi su pozvani, ali je malo izabranih.’”
O porezu
(Mk 12:13-17; Lk 20:20-26)
15Tada se farizeji sastanu zaradi dogovora kako da Isusa uhvate u riječi. 16Odluče mu poslati neke svoje učenike skupa s herodovcima da ga upitaju: “Učitelju, znamo da govoriš istinu i da si nepristran jer ne gledaš tko je tko, nego prema istini poučavaš putu Božjemu. 17Reci nam je li dopušteno plaćati porez caru ili nije.”
18Isus prozre njihovu opakost pa reče: “Zašto me kušate, licemjeri? 19Pokažite mi kovani novac22:19 U grčkome: denar. pa ću vam reći.” Donesu mu novčić, 20a on upita: “Čiji su ovo lik i natpis na kovanici?”
21“Carevi”, odgovore.
“Onda dajte caru carevo, ali Bogu valja dati Božje”, reče im. 22Kad su to čuli, zadive se pa ga ostave i odu.
O uskrsnuću
(Mk 12:18-27; Lk 20:27-40)
23Toga dana dođu k njemu saduceji, koji tvrde da nema uskrsnuća, i upitaju ga: 24“Gospodine, Mojsije nam je dao zakon prema kojemu, umre li oženjen muškarac bez djece, njegov brat mora oženiti njegovom udovicom kako bi ona rodila sina koji će naslijediti posjed umrloga i nositi njegovo ime.22:24 Ponovljeni zakon 25:5-6. 25Bila su tako u nas sedmorica braće. Prvi od njih se oženio i umro a da nije imao djece, pa je njegova udovica postala ženom drugoga brata. 26Drugi i treći također su umrli, i tako sva sedmorica. 27Na posljetku umre i žena. 28Čija će onda ona biti žena o uskrsnuću kad je bila udana za svu sedmoricu?”
29Isus im odgovori: “U zabludi ste jer ne razumijete Sveto pismo ni Božju silu! 30Jer o uskrsnuću se neće ni ženiti ni udavati, već će biti kao anđeli na nebu. 31A glede uskrsnuća, niste li u Pismu pročitali da je Bog rekao: 32‘Ja sam Bog Abrahamov, Izakov i Jakovljev’ dugo nakon što su oni poumirali?22:32 Izlazak 3:6. A Bog nije Bog mrtvih, već Bog živih!”
33Kad je mnoštvo to čulo, ostalo je zadivljeno njegovim učenjem.
Najveća zapovijed
(Mk 12:28-31; Lk 10:25-28)
34Kad su farizeji čuli kako je Isus ušutkao saduceje, pođu skupa k njemu 35te ga jedan od njih, zakonoznanac, upita da ga iskuša: 36“Učitelju, koja je najveća zapovijed u Zakonu?”
37“‘Ljubi Gospodina Boga svojega svim srcem svojim,
svom dušom svojom i svom pameti svojom!’22:37 Ponovljeni zakon 6:5.
38To je prva i najveća zapovijed. 39Druga, jednako važna, glasi:
‘Ljubi svojega bližnjega kao samoga sebe!’22:39 Levitski zakonik 19:18.
40Sve druge zapovijedi i svi zahtjevi proroka proizlaze iz tih dviju zapovijedi.”22:40 U grčkome: O tim dvjema zapovijedima ovisi sav Zakon i Proroci.
Čiji sin je Mesija
(Mk 12:35-37; Lk 20:41-44)
41Kad su se okupili farizeji, Isus ih upita: 42“Što mislite o Kristu? Čiji je on sin?”
“Davidov”, odgovore.
43On ih upita: “A zašto ga onda David, nadahnut Svetim Duhom, naziva Gospodinom kad kaže:
44‘Gospodin je rekao mojem Gospodinu:
Sjedni mi s desne strane
dok ti ne bacim pod noge tvoje neprijatelje’?22:44 Psalam 110:1.
45Dakle, ako ga sâm David je nazvao Gospodinom, kako bi mu onda mogao biti sin?”
46Nitko mu nije znao odgovoriti ni riječi. Od toga dana nitko ga se više nije usudio išta pitati.
Historien om kongesønnens bryllupsfest
Luk. 14,15-24
1Jesus fortsatte med endnu en historie om Guds rige:
2„Der var engang en konge, som skulle holde bryllup for sin søn. 3Da alt var klar til festen, sendte han sine tjenere ud for at lade de indbudte vide, at det nu var tid at komme. Men de ville ikke komme. 4Så sendte kongen flere tjenere ud for at sige: ‚Hør nu her! Alt er parat! Mine okser og mit fedekvæg er slagtet. Skynd jer at komme til bryllupsfesten!’ 5Men de indbudte var ligeglade. En havde travlt med arbejdet på sin gård, en anden med sin forretning. 6Andre greb fat i kongens sendebud, mishandlede dem og slog dem ihjel. 7Da blev kongen vred. Han sendte sine soldater af sted, og morderne blev udryddet og deres by brændt. 8Derefter sagde han til sine tjenere: ‚Alt er klar til fest, men de indbudte gæster var ikke værdige til at komme med til festen. 9Gå derfor i stedet ud til byernes indfaldsveje og indbyd alle dem, I træffer på.’ 10Tjenerne gik af sted og hentede alle dem, de kunne finde—gode og onde imellem hinanden. På den måde blev festsalen fyldt med gæster.
11Da kongen trådte ind for at hilse på gæsterne, lagde han mærke til en, der ikke havde bryllupstøj på. 12‚Hør, min ven,’ sagde kongen, ‚hvordan er du kommet herind uden bryllupstøj?’ Der var intet svar. 13Så sagde kongen til sine tjenere: ‚Bind hænder og fødder på ham og smid ham ud af bryllupssalen.’ Derude i mørket er der gråd og stor fortvivlelse, 14for de indbudte er mange, men de udvalgte er få.”
De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord
Mark. 12,13-17; Luk. 20,20-26
15Det blev farisæerne for meget. De stak hovederne sammen for at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus til at sige noget, de kunne arrestere ham for. 16Så besluttede de at sende nogle af deres disciple til ham sammen med herodianerne22,16 Herodianerne er en gruppe, som støttede og var nært knyttet til kong Herodes Antipas, der slog Johannes Døber ihjel. De ønskede samarbejde med den romerske besættelsesmagt, mens farisæerne var stærkt imod romerne. for at stille ham et snedigt spørgsmål. De skulle sige: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og at du underviser folk om Guds vilje. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, og du snakker ikke folk efter munden. 17Sig os nu, hvad du mener: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?” 18Men Jesus gennemskuede deres onde hensigter. „Hyklere! Hvorfor sætter I fælder for mig? 19Vis mig den mønt, I betaler skat med.”
De rakte ham en. 20„Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”
21„Det er kejserens navn og billede.”
„Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”22,21 Da jøderne vidste, at Gud har skabt mennesket i sit billede, og at noget af Guds væsen er præget ind i enhver af hans skabninger, forstod de, at Jesus dermed sagde, at de skulle give deres liv til Gud.
22Da farisæerne hørte det svar, var de ved at tabe både næse og mund, og de gik stille deres vej.
Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde
Mark. 12,18-27; Luk. 20,27-40
23Samme dag kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: 24„Mester, Moses har sagt, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. 25Nu var der en familie med syv brødre. Den ældste giftede sig, men døde kort efter. Da han ingen børn havde fået, blev hans enke gift med bror nummer to, 26men han døde også uden at få børn. Og sådan gik det dem alle syv. 27Til sidst døde også konen. 28Hvem af de syv brødre skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle været gift med hende.”
29„I er helt på vildspor, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft. 30Efter genopstandelsen fra de døde er der ikke længere nogen, der gifter sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen. 31Og med hensyn til genopstandelsen fra de døde, har I så ikke læst det sted, hvor Gud taler til Moses om de afdøde forfædre? Han sagde:
32‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.’
Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever.”
33Alle tilhørerne var fulde af beundring over det svar, Jesus gav.
Det vigtigste bud i Toraen
Mark. 12,28-34
34Da farisæerne fik at vide, hvordan Jesus havde lukket munden på saddukæerne, udtænkte de et nyt spørgsmål. 35De fik en af de skriftlærde til at spørge:
36„Mester, hvilket bud er det vigtigste i Toraen?”
37Jesus svarede: „Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl og med alle dine tanker.22,37 5.Mos. 6,4-5. 38Det er det største og fornemmeste bud. 39Der er også et andet bud, som er lige så vigtigt: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’22,39 3.Mos. 19,18. 40Det er det, Toraen og profeterne drejer sig om.”
Messias som Davids søn
Mark. 12,35-37; Luk. 20,41-44
41Mens farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem: 42„Hvad mener I om Messias? Hvem er han søn af?”22,42 På hebraisk bruges „søn” også om en efterkommer.
„Han er Davids søn,” svarede de.
43„Hvordan kunne så David, der var inspireret af Helligånden, kalde ham ‚herre’? David sagde jo:
44‚Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre side,
imens jeg overvinder dine fjender.’22,44 Sl. 110,1
45Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”
46Det kunne de ikke svare på. Og fra da af, var der ingen, der turde stille spidsfindige spørgsmål.
