Knijga O Kristu

Matej 21:1-46

Mesijanski ulazak u Jeruzalem

(Mk 11:1-10; Lk 19:28-38; Iv 12:12-19)

1Kad su se Isus i učenici približili Jeruzalemu te stigli pred Betfagu na Maslinskoj gori, Isus pošalje naprijed dvojicu učenika. 2“Idite u selo pred vama”, reče im, “i čim u njega uđete, ugledat ćete vezanu magaricu i magare. Odvežite ih i dovedite k meni. 3Upita li vas tko zbog toga, recite samo: ‘Gospodinu trebaju’ pa će ih odmah pustiti.” 4To se dogodilo da se ispuni proročanstvo:

5“Recite izraelskomu narodu21:5 U grčkome: Recite kćeri sionskoj; Izaija 62:11.:

Evo, dolazi tvoj Kralj,

ponizan jaše na magarcu,

na magaretu, mladomu magaričinu.”21:5 Zaharija 9:9.

6Učenici odu i učine kako ih je Isus uputio. 7Dovedu magaricu i magare, prekriju ih svojim ogrtačima, pa Isus sjedne na njih.

8Silno je mnoštvo prostiralo svoje ogrtače po putu, a neki su trgali grane s drveća i prostirali ih putem. 9Ljudi koji su išli pred njim i za njim klicali su:

“Slava21:9 U grčkome: Hosanna! (uzvik slavljenja koji doslovce znači “Spasi, molim te!”) Sinu Davidovu!

Blagoslovljen koji dolazi u ime Gospodnje!

Slava Bogu na nebu!”21:9 Psalam 118:25-26 i Psalam 148:1.

10Kad je ušao u Jeruzalem, cijeli se grad uskomešao. “Tko je taj?” pitali su.

11Mnoštvo je odgovaralo: “To je Isus, prorok iz Nazareta u Galileji.”

Isus izgoni trgovce iz Hrama

(Mk 11:15-19; Lk 19:45-47; Iv 2:13-17)

12Isus uđe u Hram i počne iz njega izgoniti sve trgovce i njihove kupce, prevrne stolove mjenjačima novca i klupe prodavačima goluba. 13“U Svetome pismu piše: ‘Moj Hram treba biti molitveni dom’, a vi ste ga pretvorili u razbojničku špilju!”21:13 Izaija 56:7; Jeremija 7:11.

14U Hramu mu priđu slijepi i hromi te ih on iscijeli. 15Kad su svećenički poglavari i pismoznanci vidjeli čudesa koja je učinio i čuli djecu u Hramu kako kliču: “Slava21:15 U grčkome: Hosanna! Sinu Davidovu!” razgnjeve se 16i upitaju ga: “Čuješ li ti što govore?”

“Čujem”, odgovori im Isus. “A niste li nikad u Pismu pročitali: ‘Pripravio si sebi hvalu iz usta djece i dojenčadi’?”21:16 Psalam 8:2. 17Zatim se vrati u Betaniju da ondje prespava.

Isus proklinje smokvu

(Mk 11:12-14, 20-24)

18Vraćajući se ujutro u Jeruzalem, Isus ogladni. 19Opazi pokraj puta smokvu i priđe joj, ali na njoj ne nađe ničega osim lišća. Nato joj reče: “Ne bilo više nikada na tebi roda!” I smokva se smjesta osuši.

20Učenici se zaprepaste. “Kako se smokva tako brzo sasušila?” pitali su.

21“Zaista vam kažem,” odgovori im Isus, “budete li imali vjere i ne budete li sumnjali, činit ćete ne samo to što sam ja učinio sa smokvom nego kažete li ovoj planini: ‘Digni se i baci se u more!’—to će se i dogoditi. 22Sve što s vjerom zamolite, primit ćete.”

O Isusovoj vlasti

(Mk 11:27-33; Lk 20:1-8)

23Isus ode u Hram. Dok je ondje poučavao, priđu mu svećenički poglavari i narodni starješine pa ga upitaju: “Tko ti je dao pravo da to činiš? Tko te je ovlastio za to?”

24Isus im odgovori: “Reći ću vam tko ako najprije vi meni odgovorite na pitanje: 25Je li Ivanovo krštenje bilo s neba ili od ljudi?”

Oni počnu umovati i međusobno raspravljati: “Ako kažemo da je s neba, pitat će nas zašto mu onda nismo vjerovali. 26A od mnoštva nas je strah reći da je bilo od ljudi jer Ivana svi drže za proroka.” 27Zato Isusu odgovore: “Ne znamo.”

A Isus im reče: “Onda ni ja vama neću reći otkuda mi vlast!”

Prispodoba o dvojici sinova

28“Što mislite o ovomu: Neki je čovjek imao dva sina. Reče prvomu: ‘Sine, idi danas raditi u vinogradu!’ 29‘Neću!’ odgovori on, ali se poslije predomisli i ode. 30Otac i drugome sinu reče isto. ‘Idem, oče!’ odgovori sin, ali se zatim predomisli i odustane. 31Koji je od njih dvojice ispunio očevu volju?”

“Onaj prvi”, odgovore.

Isus im nato reče: “Zaista vam kažem, bludnice i ubirači poreza ući će prije vas u Božje kraljevstvo! 32Jer Ivan Krstitelj došao vam je pokazati put pravednosti, ali mu niste povjerovali, a bludnice i ubirači poreza jesu. Pa čak ni kad ste to vidjeli, niste se pokajali i vjerovali mu.”

Prispodoba o zlim vinogradarima

(Mk 12:1-12; Lk 20:9-19)

33“Poslušajte još jednu prispodobu. Neki čovjek posadi vinograd i ogradi ga, iskopa tijesak za grožđe i izgradi kulu. Zatim ga iznajmi vinogradarima i otputuje. 34Kad dođe vrijeme berbe, pošalje sluge da uzmu njegov dio uroda.

35Ali vinogradari ih pograbe te jednoga pretuku, drugoga ubiju, a trećega kamenuju. 36On zatim pošalje više slugu nego prvi put, ali vinogradari i s njima jednako postupe.

37Naposljetku pošalje k njima svojega sina misleći: ‘Prema mojem sinu sigurno će se odnositi s poštovanjem.’

38Ali kad vinogradari ugledaju sina, rekoše: ‘Ovaj će naslijediti imanje. Ubijmo ga pa ćemo se domognuti imanja umjesto njega!’ 39Pograbe ga, izbace iz vinograda i ubiju.”

40Isus ih upita: “Što mislite, kako će vlasnik imanja postupiti s tim vinogradarima kada se vrati?”

41Oni mu odgovorili: “Te će zlikovce bez smilovanja pogubiti, a vinograd iznajmiti drugima koji će mu davati urod kad za to dođe vrijeme.”

42Isus ih upita: “Niste li nikada čitali u Svetom pismu:

‘Kamen koji su graditelji odbacili

postane ugaonim kamenom.

To je Gospodnje djelo,

čudesno u našim očima.’21:42 Psalam 118:22-23.?

43Zato vam kažem, oduzet će vam se Božje kraljevstvo i dat će se narodu koji će davati njegove plodove. 44Padne li tko na taj kamen, smrskat će se, i padne li kamen na koga, satrt će ga.”

45Kad su svećenički poglavari i farizeji čuli te prispodobe i shvatili da govori o njima, 46htjeli su ga uhvatiti, ali bojali su se mnoštva koje je Isusa smatralo prorokom.

Bibelen på hverdagsdansk

Mattæusevangeliet 21:1-46

Messias’ indtog i Jerusalem

Mark. 11,1-10; Luk. 19,28-38; Joh. 12,12-19

1Da de nærmede sig landsbyen Betfage på Olivenbjergets skråning tæt ved Jerusalem, sagde Jesus til to af sine disciple: 2„Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Der vil I hurtigt få øje på et æsel, som står bundet med sit føl ved siden af. Løs æslet og kom hen til mig med dem. 3Hvis nogen stiller jer spørgsmål, skal I bare sige: Herren har brug for dem, men han vil straks sende dem tilbage.”

4På den måde gik det i opfyldelse, som Gud havde talt gennem profeten:

5„Sig til Jerusalems indbyggere:

Se, jeres konge er på vej!

Han er ydmyg og rider på et hanæsel—

det er et æselføl.”21,5 Zak. 9,9.

6De to disciple gjorde, som Jesus havde sagt. 7De hentede hunæslet og det unge hanæsel og lagde deres kapper på dem, hvorefter Jesus satte sig op på æselføllet. 8Mange mennesker i mængden bredte deres kapper ud på vejen foran ham, mens andre lagde palmegrene ud, alt sammen for at hylde ham. 9Og både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:

„Hoshana,21,9 Folkeskaren hentyder til de kendte ord i Sl. 118,25-26, der oprindeligt var en velsignelse til dem, som var på vej til templet for at fejre den store påskefest. Her bliver ordene til en velkomsthyldest til Jesus som den konge, der skulle genoprette Davids faldne storhedsrige. Det hebraiske Hoshi’ah na i Sl. 118,25 og variant formen Hosha-na, som vi møder her, betyder egentlig „Frels (os)!” men er også et hyldestråb til den konge, som nu er på vej. Jøderne havde en stærk længsel efter en konge, der kunne frigøre dem fra romernes overherredømme. Davids Søn!

Velsignet er den, som kommer i Herrens navn!

Hoshana til Gud i det Højeste!”

10Der blev røre i hele Jerusalem, da Jesus kom ind i byen. „Hvem er han?” spurgte folk. 11„Det er Jesus,” lød det fra dem i optoget, „profeten fra Nazaret i Galilæa!”

Den sidste tempeludrensning

Mark. 11,15-19; Luk. 19,45-48

12Jesus gik senere ind på tempelpladsen og begyndte at jage alle de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes21,12 De romerske mønter var præget med et billede. Jøderne havde et religiøst forbud mod alle billeder, så mønter med billede på kunne ikke bruges som gave til templet. Derfor skulle de almindelige romerske mønter veksles til de mere sjældne israelitiske mønter uden billeder på. Mattæus følger hebraisk fortællestil, hvor sammenhængen i temaerne er vigtigere end kronologien. Udrensningen skete først om mandagen, efter de begivenheder, som Mattæus fortæller om i næste afsnit. borde og duesælgernes bænke og råbte til dem: 13„Skriften siger, at ‚mit hus skal være et bønnens hus’,21,13 Es. 56,7. men I gør det til ‚et tilholdssted for røvere’.21,13 Jer. 7,11.

14Blinde og lamme mennesker blev ført hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem. 15Men da ypperstepræsterne og de skriftlærde så de mange helbredelsesmirakler og hørte børnene løbe omkring og råbe: „Priset være Davids Søn!”, blev de rasende og sagde til Jesus: 16„Hører du ikke, hvad børnene råber?”

„Jo, det har jeg hørt,” sagde han. „Men I har måske aldrig læst det sted i Skrifterne, hvor der står: ‚Du har fået småbørn til at lovprise din herlighed’?”21,16 Sl. 8,3a. Teksten i Sl. 8,3b fortsætter: „for at lukke munden på dine modstandere.”

17Så forlod han dem og gik ud af byen til Betania, hvor han overnattede.

Figentræet uden frugt

Mark. 11,12-14

18Tidligt om morgenen på vej ind til Jerusalem, blev Jesus sulten. 19Han fik øje på et figentræ, der stod ved vejen, og gik hen for at se, om der var nogen frugter på det. Men der var kun blade. Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal du bære frugt!”21,19 Det er en symbolsk, profetisk handling, som har en åndelig betydning. Figentræet er billede på de daværende jødiske ledere, som havde megen udvendig pragt, men der var ingen åndelig frugt. Og straks visnede træet.

20Da disciplene så det, var de forbløffede. „Hvordan kunne det træ visne så hurtigt?” spurgte de.

21Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Hvis I tror uden at tvivle, så vil I ikke blot kunne gøre sådan med et figentræ, men I vil endog kunne sige til det ‚bjerg’ her: ‚Flyt dig ud i havet!’ Og så vil det ske. 22I skal få alt, hvad I beder om, hvis I tror.”

De jødiske lederes uærlighed

Mark. 11,27-33; Luk. 20,1-8

23Da Jesus var nået frem til templet og var i gang med at undervise, kom ypperstepræsterne og andre af de jødiske ledere hen og konfronterede ham. „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”

24„Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. 25Hvem gav Johannes Døber ret til at døbe? Var han udsendt af Gud, eller var han ikke?”

De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare. „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. 26Og hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så falder hele hoben over os, for de tror alle sammen, at Johannes var en profet.”

27Til sidst sagde de: „Det ved vi ikke.”

„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her.”

De jødiske lederes hykleriske ulydighed

28„Hvad mener I så om følgende historie?” fortsatte Jesus: „Der var en mand, der havde to sønner. En dag sagde han til den ene af sønnerne: ‚Gå ud og arbejd i vingården.’ 29‚Nej, det vil jeg ikke,’ svarede sønnen, men lidt senere ombestemte han sig og gik alligevel derud. 30Faderen gik også til den anden søn med den samme anmodning. ‚Det skal jeg nok!’ svarede sønnen, men han gik alligevel ikke derud. 31Hvem af de to gjorde, hvad faderen havde bedt dem om?”

„Det gjorde den første,” svarede de.

„Det siger jeg jer: Bedragere og prostituerede kommer lettere ind i Guds rige, end I gør. 32For Johannes Døber forkyndte, at I skulle ændre jeres indstilling, men det ville I ikke. Derimod var både bedragere og prostituerede villige til at ændre indstilling. Det så I godt, men alligevel ombestemte I jer ikke.”

Jesus afslører de jødiske lederes ondskab

Mark. 12,1-12; Luk. 20,9-19

33„Lad mig fortælle jer en anden historie,” fortsatte Jesus. „Der var en landmand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, lavede et stengærde omkring den og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. 34Ved høsttid sendte han nogle af sine folk derhen, for at de kunne få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. 35Men forpagterne overfaldt dem. En slog de til jorden, en anden dræbte de, og en tredje stenede de.

36Så sendte ejeren endnu flere af sine folk af sted, for at de kunne opkræve hans del af høsten. Men resultatet var det samme. 37Til sidst sendte han sin søn, for han tænkte: ‚Min søn må de da respektere.’ 38Men da forpagterne fik øje på sønnen, sagde de til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ 39Så greb de ham, trak ham uden for vingården og slog ham ihjel.”

40Jesus afsluttede historien med et spørgsmål: „Når nu ejeren selv kommer, hvad vil han så gøre med forpagterne?”

41De svarede: „Han vil slå de onde mennesker ihjel, og så vil han forpagte ejendommen bort til andre, som vil give ham hans del af høsten, når tiden er inde.”

42Så spurgte Jesus dem: „Har I aldrig læst, hvad der står skrevet:

‚Den sten, bygmestrene kasserede,

er blevet selve hjørnestenen.

Det er Herren, der har gjort det,

og det er forunderligt at se.’21,42 Sl. 118,22-23.?”

43Og han fortsatte: „Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som vil gøre, hvad Gud beder dem om. 44De, der snubler over denne sten, vil slå sig fordærvet, men dem stenen falder på, vil blive knust.”

45Ypperstepræsterne og farisæerne forstod udmærket, at historierne handlede om dem. 46De ville gerne have anholdt ham på stedet, men de var bange for, hvad folkeskaren så ville gøre, for alle anså ham for at være en profet.