Yakobo Akumana ndi Esau
1Yakobo atakweza maso ake anaona Esau akubwera ndi anthu ake 400. Choncho ana ake anawagawira Leya, Rakele ndi antchito awiri aja. 2Anayika antchito ndi ana awo patsogolo, kenaka nʼkubwera Leya ndi ana ake, ndipo pambuyo pawo Rakele ndi Yosefe. 3Iye mwini anakhala patsogolo nawerama mpaka kukhudza pansi kasanu ndi kawiri pamene amayandikira mʼbale wake.
4Koma Esau anathamanga kukakumana ndi Yakobo ndipo anamukupatira namupsompsona. Onse awiri ankangolira. 5Kenaka Esau ataona amayi ndi ana awo anamufunsa Yakobo kuti, “Kodi anthu amene uli nawowa ndi a ndani?”
Yakobo anayankha kuti, “Awa ndi ana amene Mulungu, mwa kukoma mtima kwake, wapereka kwa mtumiki wanune.”
6Tsono antchito aja anayandikira naweramitsa mitu pansi. 7Kenaka, Leya ndi ana ake anabwera. Nawonso anaweramitsa mitu pansi. Potsiriza pa onse anabwera Yosefe ndi Rakele naweramitsanso mitu yawo pansi.
8Esau anafunsa kuti, “Kodi gulu la ziweto ndakumana nalo lija ndi layani?”
Yakobo anayankha nati, “Mbuye wanga, gulu lija ndi lanu kuti mundikomere mtima.”
9Koma Esau anati, “Mʼbale wanga, ine ndili nazo kale zambiri. Zinthu zakozi sunga.”
10Yakobo anati, “Chonde musatero. Ngati mwandikomera mtima, landirani mphatso yangayi kuchokera kwa ine. Pakuti ndi mmene mwandirandira bwinomu, ine ndikamaona nkhope yanu ndikuchita ngati ndikuona nkhope ya Mulungu. 11Chonde, landirani mphatso imene ndakutengeraniyi, popeza Mulungu wandikomera mtima kwambiri moti ndili ndi zonse zimene ndizifuna.” Ndipo popeza kuti Yakobo anamuwumiriza, Esau analandira.
12Ndipo Esau anati, “Tiyeni tizipita; nditsagana nanu.”
13Koma Yakobo anati kwa iye, “Mbuye wanga, inu mudziwa kuti anawa ndi a nthete ndiponso ndiyenera kusamalira nkhosa ndi ngʼombe zimene zikuyamwitsa ana awo. Ngati ndizimenya kuti zifulumire, tsiku limodzi lokha nyamazo zidzafa. 14Choncho, mbuye wanga lolani kuti mutsogole. Ine ndiziyenda pangʼonopangʼono pambuyo pa ziwetozi ndi anawa mpaka ndikafika ku Seiri.”
15Esau anati, “Ndiye bwanji ndikusiyireko ena mwa anthu anga.”
Koma Yakobo anati, “Koma muchitiranji zimenezi? Chachikulu nʼkuti mwandilandira bwino, mbuye wanga.”
16Choncho tsiku limenelo Esau anayamba ulendo wobwerera ku Seiri. 17Komabe Yakobo anapita ku Sukoti. Kumeneko anamanga nyumba yake ndi makola a ziweto zake. Nʼchifukwa chake malowa amatchedwa Sukoti.
18Mmene ankabwerera kuchokera ku Padanaramu, Yakobo anafika ku Salemu, mzinda wa Sekemu ku Kanaani. Anamanga msasa pamalopo moyangʼanana ndi mzindawo. 19Malo amenewo anagula kwa zidzukulu za Hamori, abambo a Sekemu ndi ndalama 100 zasiliva. 20Pamalopo anamanganso guwa lansembe, nalitcha Eli Elohe Israeli.
Jakobs gensyn med Esau
1Jakob fik nu øje på Esau og de 400 mand et stykke borte. 2Straks stillede han sin familie op i en lang række, så slavepigerne og deres børn stod forrest, Lea og hendes børn i midten, og Rakel og Josef bagerst. 3Jakob selv gik foran de andre. Alt imens han nærmede sig sin bror, bøjede han sig til jorden for ham syv gange. 4Men Esau løb ham i møde, omfavnede ham hjerteligt og kyssede ham på kinden. De græd begge to. 5Så fik Esau øje på kvinderne og børnene, og han spurgte: „Hvem er alle de mennesker, du har med?”
„Det er den familie, som Gud i sin godhed har givet mig,” svarede Jakob. 6Så kom slavepigerne frem sammen med deres børn og bøjede sig til jorden. 7Derefter kom Lea med sine børn og bøjede sig til jorden. Til allersidst kom Rakel og Josef, og de bøjede sig også til jorden.
8„Men hvad var det for nogle dyreflokke, jeg mødte på vejen?” spurgte Esau.
„Det var ment som en gave til dig, fordi jeg ville gøre dig venligt stemt,” svarede Jakob.
9Men Esau svarede: „Kære bror, jeg har rigeligt i forvejen. Behold du kun dine gaver.”
10„Tag nu imod min gave,” insisterede Jakob. „At se dit ansigt er som at se Guds ansigt, nu da du har taget vel imod mig. 11Gør mig den glæde at tage imod gaven som en velsignelse fra mig. Gud har været uendelig god imod mig—og jeg har mere end nok!” Da Jakob blev ved at presse ham, gav Esau til sidst efter og tog imod gaven.
12„Lad os nu komme af sted,” sagde Esau. „Jeg følges med jer og viser vej.”
13Men Jakob svarede: „Som du kan se, er nogle af børnene små—og der er en del små lam og kalve i hjorden. Hvis vi driver dem for hårdt, overanstrenger vi dem let, og der er risiko for, at de ikke kan klare det. 14Det er bedre, at du rider i forvejen. Så kan vi andre tage den med ro og slutte os til dig i Seir.”
15„Godt,” sagde Esau, „men lad mig i det mindste efterlade nogle af mine mænd hos dig, så de kan beskytte jer og vise vej.”
„Det behøves ikke!” svarede Jakob. „Der er slet ingen grund til, at du skulle vise mig så stor venlighed!”
16Så begyndte Esau samme dag hjemturen til Seir. 17Men Jakob og hans følge satte kursen mod Sukkot. Der byggede han hytter til sin familie og lavede indhegninger til dyrene. Derfor kaldes stedet Sukkot.33,17 Det betyder: „hytter”. 18Efter den lange tur fra Paddan-Aram ankom Jakob til sidst i god behold til byen Sikem i Kana’ans land, og han slog lejr på en grund lidt øst for byen, 19som han købte for 100 sølvstykker af Hamors sønner. En af sønnerne hed Sikem. 20Og han byggede et alter der, som han kaldte El-Elohe-Israel.33,20 Det betyder: „Gud, Israels Gud” eller „Israels Gud er mægtig”.
