1「人為婦人所生，
一生短暫，充滿患難。
2他如花盛開，轉眼凋謝；
如影消逝，無法久留。
3你還察看這樣的世人嗎？
還要把我召來受審嗎？
4誰能使污穢產生潔淨呢？
沒有人能。
5人的年日已被限定，
你掌管他的歲月，
設定他無法逾越的界限。
6求你轉身，別去管他，
好讓他如雇工度完他的日子。
7樹木若被砍下，還有希望，
它仍可重新萌芽，
嫩枝生長不息。
8雖然樹根在土裡衰老，
樹幹在地裡死去，
9但一有水氣，
它就會像新栽的樹一樣發芽長枝。
10但人一死，就失去力量；
人一嚥氣，就不知去向。
11湖水會枯竭，
江河會乾涸，
12人躺下便不再起來，
到諸天不復存在，
他仍不會醒來，
不會從長眠中被喚醒。
13但願你把我藏在陰間，
把我藏起來直到你息怒，
定下眷顧我的日期。
14人若死了，還能復生嗎？
我要在勞苦的歲月中等待，
直到我得釋放的日子來臨。
15那時你呼喚，我便回應，
你必惦念你親手所造之物。
16那時你必鑒察我的腳步，
但不會追究我的罪惡。
17我的過犯會被封在袋中，
你會遮蓋我的罪愆。
18「高山崩塌，
磐石挪移；
19流水磨損石頭，
急流沖走泥土；
你也這樣粉碎人的希望。
20你永遠擊敗他，使他消逝；
你改變他的容顏，讓他離世。
21他的後人得尊榮，他無從知曉；
他們遭貶抑，他也無法察覺。
22他只能感受自身的痛苦，
為自己哀哭。」
1Et menneskeliv er kun ganske kort,
men alligevel har vi masser af problemer.
2Jeg er som en blomst, der vokser op og visner,
livet passerer forbi som en skygge og er væk.
3Jeg er så ringe og ubetydelig.
Hvorfor ignorerer du mig ikke bare?
4Findes der et menneske helt uden synd?
Er der nogen, som er fuldstændig fejlfri?
5Du har fastsat et menneskes levetid,
den kan tælles i dage og måneder,
den tidsfrist, du har sat, kan ingen af os ændre.
6Giv mig en smule fred, så jeg kan hvile mig,
som en arbejder, der slapper af efter dagens slid.
7Der er mere håb for et træ end for et menneske.
Hvis et træ bliver fældet, skyder det friske skud igen.
8Selv om rødderne i jorden er gamle,
og stubben synes død i markens muld,
9skal der kun en smule vand til
for at hjælpe de nye skud på vej.
10Men når mennesker dør, er det ude med dem.
Når de udånder, er alt forbi.
11Som en sø kan udtørres under tørke,
og en flod kan svinde ind til ingenting,
12sådan er et menneske borte,
når livet først rinder ud.
Det rejser sig ikke fra graven,
så længe himlen og jorden er til.
13Gid du straks ville sende mig ned i Dødsriget
og lade mig hvile der, til din vrede er forbi.
Når den rette tid så er inde,
kan du komme og føre mig op igen.
14Hvis der var håb om at komme tilbage til livet,
kunne jeg bedre holde lidelsen ud
og tålmodigt vente på, at livet blev værd at leve.
15Så ville du kalde på mig, og jeg ville svare,
for du længes efter at se din skabning igen.
16Da ville du overvåge mine skridt,
men ikke tage dig af mine overtrædelser.
17Mine synder bliver gemt i en sæk,
du tilregner mig dem ikke.
18Men som et bjerg kan skride sammen,
som et klippestykke kan slå revner,
19som vand kan udhule en sten og skylle jorden væk,
sådan brister menneskets forhåbninger.
20Det endelige slag mod os mennesker er døden,
med stivnet ansigt går vi bort.
21Børnenes fremtid får vi ikke at se,
vi ved ikke, om det går dem godt eller skidt.
22Vi mærker kun vores egen smerte,
føler kun vores egen sorg.”
