以色列人發怨言
1當晚，全體會眾放聲大哭，整夜哀號。 2他們埋怨摩西和亞倫說：「我們還不如死在埃及或曠野！ 3耶和華為什麼把我們領到這裡來，讓我們死於刀下？我們的妻兒必被擄去。我們還不如返回埃及。」 4他們彼此議論說：「我們選一位首領帶我們回埃及吧！」
5摩西和亞倫俯伏在以色列全體會眾面前。 6打探迦南的人中，嫩的兒子約書亞和耶孚尼的兒子迦勒撕裂衣服， 7對以色列全體會眾說：「我們去打探的地方是佳美之地。 8如果耶和華喜悅我們，祂必把我們帶到那片土地，將那奶蜜之鄉賜給我們。 9你們不要背叛耶和華，也不要害怕那裡的人，他們不過是我們的獵物，他們已失去庇護。耶和華與我們同在，不要怕他們。」 10但全體會眾威脅要用石頭打死他們二人。這時耶和華的榮光在會幕中向以色列人顯現。
11耶和華對摩西說：「這些人藐視我要到何時呢？我在他們中間行了這麼多神蹟，他們仍然不相信我。 12我要用瘟疫毀滅他們，不讓他們承受那片土地。但我要使你成為大國，比他們更強盛。」 13摩西對耶和華說：「你曾經用大能把以色列人從埃及領出來，埃及人聽說這事後， 14一定會告訴迦南的居民。那裡的居民早已聽說你耶和華與以色列人同在，你面對面向他們顯現，你的雲彩停留在他們上面，你白天用雲柱、黑夜用火柱引導他們。 15如果你把他們全部消滅，那些聽過你威名的列國就會議論說， 16『耶和華無法把以色列人領到祂起誓要賜給他們的地方，所以在曠野把他們殺了。』 17因此，求主彰顯偉大的權能，正如你所宣告的， 18『耶和華不輕易發怒，充滿慈愛；祂赦免罪惡和過犯，但決不免除罪責，必向子孫追討父輩的罪債，直到三四代。』 19從他們離開埃及直到現在，你一直在饒恕他們，求你以偉大的慈愛再次赦免這些人的罪。」
20耶和華說：「我聽你的祈求，赦免他們。 21但我憑我的永恆起誓，正如大地充滿我的榮耀一樣確實， 22-23他們絕對看不到我起誓要賜給他們祖先的土地，藐視我的人都看不到那片土地。這些人見過我的榮耀，見過我在埃及和曠野所行的神蹟，卻仍然不聽我的話，試探我十次之多。 24但我的僕人迦勒並非如此，他全心跟從我，所以我必帶他進入那片他去過的土地，讓他的子孫擁有那片產業。 25由於亞瑪力人和迦南人住在山谷中，明天你們要轉回，沿紅海的路前往曠野。」
26耶和華對摩西和亞倫說： 27「這邪惡的會眾向我發怨言要到何時呢？我已聽見以色列人對我的埋怨。 28你們去把我的話告訴他們，『以色列人啊，我憑我的永恆起誓，我必照你們所說的對待你們。 29你們當中凡登記在冊、二十歲以上向我發怨言的人，必倒斃在這曠野中， 30除耶孚尼的兒子迦勒和嫩的兒子約書亞之外，你們無人能進入我起誓應許的那片土地。 31你們說你們的兒女會被擄去，但我要把他們帶到那裡，讓他們享有那片你們厭棄的土地。 32而你們必死在這曠野。 33你們的兒女要在曠野飄泊四十年，為你們的不忠而受苦，直到你們都死在曠野。 34你們打探了那地方四十天，你們要為自己的罪受苦四十年，一年頂一天。那時，你們就知道與我為敵的後果。』 35我耶和華已經說過。我必使你們這群與我為敵的惡人死在曠野，無一倖免。」
36摩西派去打探迦南的人回來以後危言聳聽，以致會眾向摩西發怨言。 37打探的人因而染上瘟疫，死在耶和華面前， 38只有嫩的兒子約書亞和耶孚尼的兒子迦勒得以倖免。
39摩西傳達完耶和華的話後，以色列人非常悲傷。 40他們次日清早起來到山頂去，說：「我們知罪了，現在我們要去耶和華應許的地方。」 41摩西說：「你們為什麼要違背耶和華的命令？你們不會成功的。 42不要去！耶和華已經不在你們中間，你們會被敵人打敗。 43你們會遇見亞瑪力人和迦南人，並喪身在他們刀下，因為你們離棄耶和華，祂不再與你們同在。」 44儘管耶和華的約櫃和摩西都沒有出營，他們卻擅自上山頂去。 45住在山區的亞瑪力人和迦南人下來擊潰了他們，一路追殺他們到何珥瑪。
Folk gør oprør på grund af vantro
1Da brød hele folket ud i klageråb, og de græd og klagede hele natten. 2Derefter gik de hen til Moses og Aron og beklagede sig: „Gid vi var døde i Egypten—eller endda her i ørkenen. 3Hvorfor har Herren ført os hertil, når vi skal dø i krig og vores koner og børn føres bort som slaver. Lad os dog vende om og se at komme tilbage til Egypten.” 4Længslen efter Egypten bredte sig i lejren. „Ja, lad os vælge en anden leder og vende tilbage til Egypten!” blev der råbt.
5Da kastede Moses og Aron sig ned foran folket med ansigtet mod jorden, 6og to af spionerne—Josva og Kaleb—som havde været inde og udspejde landet, rev flænger i deres tøj af fortvivlelse over folkets oprør. 7„Begriber I ikke, at det er et vidunderligt land?” råbte de. 8„Hvis vi er lydige mod Herren, vil han føre os ind i landet og give det til os. Det er et fantastisk frugtbart land, der i den grad ‚flyder med mælk og honning’. 9Hvorfor vil I gøre oprør imod Herren? Hvorfor er I bange for landets indbyggere? Vi kan sagtens indtage landet, for Herren er med os, mens de er uden beskyttelse. Hvad er I bange for?”
10Josvas og Kalebs ord gjorde kun ondt værre, og folket talte allerede om at stene dem. Da viste Herrens herlighed sig pludselig over åbenbaringsteltet, 11og Herren sagde til Moses: „Hvor længe skal det her folk have lov til at foragte mig? Hvor længe vil de nægte at tro på mig, selv efter alle de undere, jeg har udført iblandt dem? 12Jeg vil sende sygdom imod dem og udrydde dem, og så vil jeg begynde forfra med dig og gøre dig til et endnu mægtigere folk end dem.”
Moses går i forbøn for folket
13„Men hvad vil egypterne sige, når de hører om det?” indvendte Moses. „De så jo din vældige kraft demonstreret, da du befriede dit folk. 14Indbyggerne i dette land er også allerede klar over, at du bor blandt dit folk Israel og taler til dem ansigt til ansigt. De har hørt om skysøjlen, der går foran os om dagen, og ildsøjlen, der lyser for os om natten. 15Men hvis du nu udrydder dit folk, vil disse nationer sige: 16‚Herren dræbte sit folk, fordi han ikke var i stand til at føre dem ind i det land, han havde lovet dem.’ 17Herre, vis nu din storhed ved at stå ved de ord, du har udtalt: 18at du sjældent bliver vred, og at din trofasthed er stor. Du tilgiver mennesker deres synd og oprør, også selv om den skyldige skal straffes og fædrenes synd får konsekvenser indtil tredje eller fjerde slægtled. 19Jeg trygler dig, Herre: Vis din trofasthed og nåde imod dette folk, så du tilgiver dem deres synd, sådan som du har tilgivet dem hele vejen, siden de forlod Egypten.”
20Da svarede Herren: „Godt, jeg vil tilgive dem, sådan som du har bedt om. 21Men så sandt jeg er den levende Gud, så sandt min herlighed fylder hele jorden, 22så skal ingen af de mænd, som har været vidne til de undere, jeg gjorde i Egypten og i ørkenen, og som nu for tiende gang har provokeret mig med deres ulydighed, 23få det land at se, som jeg lovede deres forfædre. Ingen af dem, der har vist mig foragt, skal få landet at se. 24Men min tjener Kaleb har en anden ånd end resten af folket, og han har bevist sin lydighed imod mig. Derfor skal han få lov til at komme ind i landet, og hans efterkommere skal tage deres del i besiddelse. 25Da nu amalekitterne og kana’anæerne bor i lavlandet,14,25 Dvs. de har blokeret alle indfaldsveje til det lovede land. skal I i morgen tidlig bryde op og vende tilbage til ørkenen ad vejen mod Det Røde Hav.”
Herrens straf over det vantro folk
26Herren sagde til Moses og Aron: 27„Hvor længe skal jeg finde mig i, at det her onde folk hele tiden beklager sig? Jeg har set deres oprør og hørt deres beklagelser. 28Giv dem nu følgende besked fra mig: Så sandt jeg lever, skal I få, hvad I har bedt om: 29I skal få lov at dø i ørkenen—alle I, der er over 20 år, I, der beklagede jer over mig. 30Ingen af jer skal nå ind i det land, som jeg svor at give til jer—bortset fra Kaleb og Josva. 31I sagde, at jeres børn ville blive taget til fange og gjort til slaver; men jeg siger, at det bliver dem, der går ind og tager det land i besiddelse, som I har vraget, 32mens I selv skal dø i ørkenen.
33Jeres børn skal vokse op som nomader, mens I vandrer rundt i ørkenen i 40 år, indtil den sidste af jer, som gjorde oprør, er død. Det er resultatet af jeres troløshed. 34Ligesom spionerne vandrede rundt i landet i 40 dage, skal I vandre rundt i ørkenen i 40 år—ét år for hver dag er straffen for jeres synd. På den måde vil jeg lære jer, hvilke konsekvenser det får, når I forkaster mig. 35Jeg, Herren, har talt. Sådan vil jeg gøre mod dette onde folk, som har rottet sig sammen imod mig og derfor skal dø her i ørkenen.”
36-38De ti spioner, som havde foranlediget oprøret imod Herren ved at sprede frygt blandt folket, faldt derefter døde om for Herrens ansigt; kun Josva og Kaleb var tilbage. 39Og da Moses bekendtgjorde Herrens ord til folket, blev de grebet af dyb sorg.
40Men tidligt næste morgen var de klar til at drage af sted mod løfternes land. „Vi tog fejl,” sagde de, „men nu er vi parat til at gå ind i det land, Herren har lovet os.”
41„Nej,” svarede Moses, „I har forspildt jeres chance. Vil I nu synde igen ved at gøre oprør mod Herrens ordre om at vende tilbage til ørkenen? 42Gå ikke ind i landet nu, for Herren er ikke med jer. Gør I det alligevel, vil I blot blive slået af fjenderne. 43Amalekitterne og kana’anæerne vil besejre jer. Når I vender jer fra Herren, vender han sig fra jer.”
44Alligevel satte de kursen mod bjerglandet, selv om pagtens ark og Moses blev tilbage i lejren. 45Men de amalekitter og kana’anæere, der boede på vejen til bjerglandet, rykkede ud mod dem, slog dem og forfulgte dem helt til Horma.
