呼籲公義和憐憫
1大流士王四年九月，即基斯流月四日，耶和華的話傳給了撒迦利亞。 2那時，伯特利人差遣沙利色、利堅米勒及其隨從去向耶和華求恩。 3他們問萬軍之耶和華殿裡的祭司和先知：「我們還要照多年的慣例在五月哀傷、禁食嗎？」
4萬軍之耶和華的話傳給了我，說： 5「你要對境內的民眾和祭司說，『七十年來，你們在五月和七月禁食、哀傷，難道真的是為了我嗎？ 6你們吃喝，難道不是為自己吃、為自己喝嗎？ 7這些不是耶和華藉從前的先知所宣告的嗎？當時耶路撒冷和周圍的城邑人口興盛、繁榮，南地和丘陵都有人居住。』」
8耶和華的話又傳給了撒迦利亞，說： 9「萬軍之耶和華曾對你們的祖先說，『要秉公行義，彼此以慈愛和憐憫相待。 10不可欺壓寡婦、孤兒、寄居者和窮人，不可設陰謀彼此相害。』 11他們卻不理會，背過身去，充耳不聞， 12心如鐵石，不遵從律法，也不遵從萬軍之耶和華藉著祂的靈指示從前的先知所說的話。因此，萬軍之耶和華非常憤怒。 13祂說，『我曾呼喚他們，他們不聽；將來他們呼求我，我也不聽。 14我要用旋風把他們吹散到陌生的萬國中，使他們的土地荒涼、杳無人跡，因為他們使美好的土地一片荒涼。』」
Opfordring til at vise retfærdighed og barmhjertighed
1Den fjerde dag i den niende måned7,1 Teksten tilføjer: „kislev måned”. i kong Dareios’ fjerde regeringsår talte Herren igen til mig.
2Lederne i Betel havde sendt en delegation til templet i Jerusalem, anført af Sarezer og Regem-Melek. 3De kom for at spørge præsterne og profeterne dér, om man fortsat skulle overholde den årlige sørge- og fastedag i den femte måned.7,3 For at sørge over Jerusalems og templets ødelæggelse. 4Da gav Herren, den Almægtige, mig følgende budskab til præsterne og hele folket: 5„Når I har fastet og sørget i den femte og syvende7,5 Til minde om mordet på Gedalja, jf. 2.Kong. 25,25. måned i de sidste 70 år, er det virkelig mig I har fastet for? 6Og når I spiser offermåltiderne, tænker I så ikke kun på at spise og drikke? 7Ved I ikke, at profeterne advarede imod den slags hykleri allerede for længe siden, da Jerusalem og dens forstæder tillige med de vestlige bakkeskråninger og Negev endnu var beboet, og der var fred i landet? 8-9Derfor siger Herren, den Almægtige: Vær retfærdige i jeres domme, tag hensyn til hinanden og vær barmhjertige. 10I må ikke udnytte enkernes og de forældreløses svaghed, ikke se ned på de fattige og fremmede og ikke udtænke onde planer imod hinanden. 11Alt dette indprentede jeg allerede jeres forfædre, men de ville ikke høre efter og stak stædigt fingrene i ørerne. 12De gjorde deres hjerter hårde som sten, så de hverken overholdt Toraen eller lyttede til de budskaber, som Herren, den Almægtige, ved sin Ånd bragte dem gennem tidligere tiders profeter. Derfor ramte Guds vrede dem. 13Siden de ikke ville høre, når jeg kaldte på dem, ville jeg heller ikke lytte til dem, når de kaldte. 14Det var derfor, jeg spredte dem for alle vinde blandt fremmede folkeslag. Deres land kom til at ligge øde hen, og ingen havde lyst til at rejse igennem det. De var skyld i, at det udvalgte land blev til en ødemark.”
