約瑟與弟兄相認
1約瑟再也控制不住自己,於是令所有的隨從都出去。這樣,約瑟跟弟兄們相認時,沒有外人在場。 2約瑟放聲大哭,埃及人聽見了他的哭聲,法老家也聽到了這個消息。 3約瑟對他的弟兄們說:「我是約瑟!我的父親還健在嗎?」他的弟兄們嚇得一句話也說不出來。
4約瑟叫他們走近一點,等他們靠近了,便說:「我是你們賣到埃及的弟弟約瑟! 5現在,你們不要因為把我賣到這裡而自怨自責。上帝差我先來這裡,是為了保住大家的性命。 6地上的饑荒已經兩年了,我們還有五年不能種、不能收。 7上帝差我先來,是要為你們保留後代,又要大施拯救,保住你們的性命。 8這樣看來,不是你們,是上帝把我送到這裡的。祂使我成為法老的宰相,管理他的家和整個埃及。 9你們快回去告訴父親,他兒子約瑟說,『上帝已經使我管理整個埃及,請他立刻來這裡。 10他可以帶著他的子孫、牛羊及一切所有住在歌珊。那裡離我很近, 11我可以奉養他,以免他和全家老少及僕婢牲畜都陷入絕境,因為還有五年的饑荒。』 12你們和我弟弟便雅憫都看見了,這是我親口對你們說的。 13你們要把我在埃及享有的尊榮和你們見到的一切都告訴父親,儘快把他接來。」 14約瑟和弟弟便雅憫抱頭痛哭, 15然後又親吻其他弟兄,抱著他們痛哭,弟兄們跟他交談起來。
16約瑟弟兄們到來的消息傳到法老的王宮,法老和他的臣僕都為約瑟感到高興。 17法老對約瑟說:「你去吩咐你的弟兄備好驢回迦南, 18把你們的父親和家眷都接到我這裡。我要把埃及最好的土地賜給他們,讓他們享受這裡肥美的物產。 19吩咐你的弟兄從埃及帶著車去把他們的妻子、兒女和你們的父親接來。 20不要擔心你們在迦南的產業,因為埃及全國的美物都是你們的。」
21以色列的兒子們答應了。約瑟遵照法老的吩咐,為他的弟兄們預備好車輛和路上需用的糧食, 22又給他們每人一套新衣服,但給了便雅憫五套新衣服和三百塊銀子。 23約瑟送給父親十頭公驢,馱著埃及的美物,還送了十頭母驢,馱著糧食、餅和其他食物,讓父親路上用。 24約瑟送弟兄們回去,囑咐他們路上不要爭吵。
25於是,他們離開埃及回到在迦南的父親雅各那裡, 26對父親說:「約瑟還活著,並且做了埃及的宰相。」雅各驚呆了,不敢相信他們的話。 27雅各聽了他們轉述約瑟的話,又看見約瑟派來接他的車,才回過神來。 28以色列說:「我信了!我兒約瑟還活著,我要在死之前去見他。」
Josef giver sig til kende for sine brødre
1Da kunne Josef ikke længere beherske sig. „Ud, alle sammen!” beordrede han sine tjenere, for han ville være alene med brødrene. 2Så brast han i gråd. Han hulkede så højt, at alle i huset hørte det—ja, rygtet om hans gråd nåede helt til Faraos palads.
3„Jeg er Josef!” sagde han. „Er min far stadig i live?” Hans brødre var lamslåede og kunne ikke få et ord frem.
4„Kom herhen,” sagde han. De trådte nærmere, og han sagde igen: „Jeg er Josef, jeres bror, som I solgte til Egypten. 5Men I må ikke bebrejde jer selv på grund af det, I gjorde, for Gud var med i det! Han sendte mig hertil i forvejen, for at I kunne blive reddet. 6Hungersnøden har nu hærget i to år, og den vil hærge fem år endnu. I al den tid vil der hverken blive pløjet eller sået. 7Derfor sendte Gud mig hertil, så at I og jeres familier kan overleve og blive til et stort folk. 8Ja, det var Gud, som sendte mig hertil—ikke jer. Og han har gjort mig til Faraos rådgiver, ansvarlig for hans ejendom og hersker over hele Egypten.
9Skynd jer nu tilbage til min far og fortæl ham, at Gud har gjort hans søn Josef til hersker over Egypten. Sig til ham, at han skal komme med det samme 10og slå sig ned i Goshens land, så han kan bo i nærheden af mig med alle sine børn og børnebørn, sine fåre- og kvægflokke og alt, hvad han ejer. 11Så kan jeg hjælpe jer, for der er stadig fem år, til hungersnøden er slut. Ellers vil I alle ende i den yderste fattigdom.”
12Josef fortsatte: „I kan selv se, at jeg er Josef—også Benjamin kan bekræfte det. 13Fortæl min far, at det er gået mig godt i Egypten. Fortæl om den magt, jeg har, og om alt, hvad I har set og hørt her—og skynd jer så at bringe ham herhen.”
14Da omfavnede Josef sin bror Benjamin, og med hinanden om halsen græd de to brødre. 15Derefter omfavnede han grædende hver enkelt af sine brødre, og først da fik de mælet igen. 16Nyheden om Josefs brødre nåede også Farao og hans hof, og alle glædede sig over det bevægede gensyn.
17Farao sagde da til Josef: „Sig til dine brødre, at de skal læsse deres æsler og skynde sig hjem til Kana’an 18og hente deres far og øvrige familie. De kan roligt komme herned og bo. Giv dem denne besked fra mig: Farao vil overdrage jer den bedste jord, der er i Egypten. I skal leve af landets overflod. 19Og sig til dine brødre, at de må tage vogne med sig fra Egypten, så deres koner og børn og deres far kan blive kørt hertil. 20Sig også til dem, at de ikke skal bekymre sig om de ting, de må lade tilbage, for det bedste af det bedste her i Egypten skal være deres.”
21Så gav Josef dem vogne og rejseproviant, sådan som Farao havde befalet, og brødrene gjorde, som der blev sagt. 22Josef gav alle sine brødre smukke dragter, og Benjamin gav han fem dragter og tre hundrede sølvstykker. 23Til sin far læssede han ti æsler med alle mulige specialiteter fra Egypten—og endnu ti æsler med korn og andre livsfornødenheder, som skulle være proviant på hans rejse til Egypten. 24Så tog han afsked med sine brødre: „Lad nu være med at skændes på vejen,” var hans sidste ord til dem, 25hvorefter de tog af sted og kom hjem til deres far i Kana’an.
26„Josef er i live!” fortalte de i munden på hinanden. „Og han regerer over hele Egypten!” Men Jakob var skeptisk. Han kunne simpelthen ikke tro det. 27Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt, og da Jakob så vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, livede han op 28og sagde: „Det må jo være sandt, at min søn Josef lever! Jeg må af sted og se ham, før jeg dør.”