主的僕人
1「看啊，我所扶持、所揀選、所喜悅的僕人，
我已將我的靈賜給祂，
祂必將正義帶給萬邦。
2祂不喧嚷，不呼喊，
不在街上高聲說話。
3壓傷的蘆葦，祂不折斷；
將殘的燈火，祂不吹滅。
祂必信實地帶來正義。
4祂不灰心也不沮喪，
直到祂在地上設立正義。
四海都渴望祂的訓誨。」
5創造諸天、鋪展穹蒼、
設立大地和地上的一切、
賜給世人生命氣息和靈性的耶和華上帝說：
6「我耶和華憑公義呼召你，
我必扶持你，保護你，
使你做我與眾民立約的中保、
成為列國的光，
7使你開瞎子的眼睛、
從監牢中釋放囚犯、
領出陷在黑暗中的人。
8我是耶和華，這就是我的名字。
我不會把我的榮耀給假神，
也不會把我當受的讚美給雕刻的偶像。
9看啊，以前的預言都已應驗，
我現在要宣告新的預言，
把還未發生的事告訴你們。」
讚美主的歌
10航海的和海中的一切、
眾海島和島上的居民啊，
你們要向耶和華高唱新歌，
從地極讚美祂。
11曠野和其中的城邑以及基達人居住的村莊，
要一同揚聲頌讚。
西拉的居民要歌唱，
在山頂歡呼。
12願他們把榮耀歸給耶和華，
在眾海島上頌讚祂。
13耶和華像出征的勇士，
像鬥志激昂的戰士。
祂必高呼吶喊，戰勝仇敵。
上帝應許幫助以色列人
14「我已沉默多時，我克制不語，
現在我要發出急促的呐喊，
像分娩的婦人。
15我要使大山小丘一片荒涼，
上面的草木都枯萎。
我要使河川變成島嶼，
池塘乾涸。
16我要帶領瞎子走他們不認識的路，
引導他們走陌生的道。
我要把他們面前的黑暗變為光明，
坎坷之地變得平坦。
我必行這些事，我必不離棄他們。
17但那些信靠雕刻的偶像、
供奉金屬鑄像的必遭唾棄，
羞愧難當。
以色列眼瞎耳聾
18「耳聾的人啊，聽吧！
眼瞎的人啊，看吧！
19有誰比我的僕人更瞎，
比我差遣的使者更聾呢？
有誰像那些與我立約的人那樣瞎呢？
有誰像耶和華的僕人那樣瞎呢？
20你們看見許多事卻不領會，
耳朵開著卻聽不見。」
21耶和華樂意使祂的律法尊大而榮耀，
因為祂行事公義。
22但這些百姓飽受劫掠，
都被困在坑中，囚在監內。
他們淪為俘虜，無人搭救；
被當作戰利品擄走，無人追回。
23你們當中誰肯專心聽呢？
以後誰肯留心傾聽呢？
24誰把雅各交給了擄掠者，
使以色列任人劫掠？
難道不是被我們得罪的耶和華嗎？
他們不肯遵行祂的道，
也不聽從祂的訓誨。
25所以，祂把烈怒和戰火傾倒在他們身上。
他們被火包圍，卻不明白；
被烈火焚身，卻不在乎。
Guds udvalgte tjener
1Herren siger: „Se min tjener, som jeg holder i min hånd, min udvalgte, som jeg er fuldt tilfreds med. Jeg lægger min Ånd på ham, han skal bringe retfærdighed til alle folkeslag. 2Han går ikke rundt og skændes, han råber ikke op i gaderne. 3Et knækket siv brækker han ikke af. Et lys, der brænder svagt, puster han ikke ud. Han fører retfærdigheden igennem til sejr. 4Han giver ikke op og lader sig ikke kue. Han sørger for, at retfærdigheden vil sejre på jorden. Fremmede folkeslag ser frem til, hvad han vil lære dem.”
5Herren skabte himlen og jorden og alt, hvad der er i dem, og han giver liv og ånde til hele skabningen. Han er Gud, og han siger til sin tjener:
6„Jeg udvalgte dig til at gøre min retfærdighed og godhed kendt. Jeg holder dig i min hånd, og jeg våger over dig. Du skal oprette en pagt med mit folk og blive et lys for alle folkeslag. 7Du skal åbne de blindes øjne og sætte dem i frihed, som er fanget i fortvivlelsens mørke.
8Jeg er Herren, det er mit navn! Ingen afguder kan sammenlignes med mig, og det er mig og ikke dem, der skal æres. 9Alt, hvad jeg forudsagde, er gået i opfyldelse. Nu vil jeg forudsige nye ting. Jeg fortæller jer, hvad der vil ske, før det sker.”
En lovprisningssang om Herrens storhed og sejr
10Syng en ny sang for Herren! Lad lovsang lyde overalt på jorden! Syng, du hav! Syng, alle I, som bor i fjerne lande! 11Syng med, I ørkenbyer, Kedars lejre og Selas beboere! Stem i, alle I, som bor i bjergene! 12Lad alle give Herren ære, lad de fjerne lande synge hans pris!
13Herren står frem som en vældig kriger og viser sin vrede. Han udstøder et voldsomt krigsråb og udfordrer sine fjender til kamp.
Herren lover at hjælpe sit folk
14„Længe har jeg forholdt mig tavs og lagt bånd på mig selv,” siger Herren. „Men nu giver jeg luft for min vrede, skriger som en fødende kvinde. 15Jeg gør bakker og bjerge øde, afsvider alle grønne planter. Jeg stopper flodernes vandstrømme og lader vandhullerne tørre ud. 16Jeg fører mit blinde folk ad veje, de aldrig før har gået. Jeg sender mit lys ind i det mørke, de befinder sig i, og jeg jævner vejen foran dem. Jeg lader dem ikke i stikken, men opfylder mine løfter. 17De, som tror på afguderne og sætter deres lid til dem, skal skamfulde trække sig tilbage.
Israels folks blindhed og straf
18I døve, hør efter! I blinde, luk øjnene op! 19Hvem er mere blind end mit eget folk, som skulle være mit sendebud? Hvem er mere døv end min udvalgte tjener? 20I har set mange undere, men er ikke blevet klogere. I har hørt mange ord fra mig, men endnu ikke fattet dem.”
21Herren er retfærdig, og han ønskede at vise sin storhed gennem sine love. 22Men Israels folk blev udplyndret, fanget og lagt i lænker. De blev fjendernes bytte, og ingen reddede dem. 23Er der ingen, som vil tage ved lære af fortiden, så de kan se, hvad der vil ske i fremtiden? 24Hvem var det, som udleverede Israel til røvere og voldsmænd? Det var Herren selv, ham, som vi syndede imod, for vi nægtede at følge hans veje og adlyde hans love. 25Derfor måtte han vise sin vrede imod sit folk og lade dem bukke under i krig. Men selv da ødelæggelsen var over dem, ville de ikke tage ved lære og erkende deres synd.
