Chinese Contemporary Bible (Traditional)

申命記 1

前言

1以下是摩西對以色列人說的話。當時以色列人在約旦河東的曠野、疏弗對面的亞拉巴,即巴蘭、陀弗、拉班、哈洗錄和底撒哈之間。 從何烈山取道西珥山到加低斯·巴尼亞,需十一天。 在離開埃及後第四十年的十一月一日,摩西把耶和華的一切吩咐告訴了以色列人。 那時,他已經打敗了希實本的亞摩利王西宏以及盤踞在以得來和亞斯她錄的巴珊王噩。 摩西在約旦河東的摩押講解律法,說: 「我們的上帝耶和華在何烈山對我們說,『你們在這裡已經住了多日, 現在該啟程前往亞摩利人的山區、亞拉巴地區、山地、丘陵、南地、沿海一帶、迦南和黎巴嫩,直到幼發拉底河。 看啊,我把那片土地賜給你們了,你們去佔領吧,那是耶和華起誓賜給你們祖先亞伯拉罕、以撒、雅各和他們後裔的地方。』

摩西設立首領

「那時,我對你們說,『我無法獨自承擔管理你們的重任, 10 因為你們的上帝耶和華使你們人丁興旺,以致今天人數多如天上的星星。 11 願你們祖先的上帝耶和華使你們人數更增千倍,照祂的應許賜福給你們。 12 但我怎能獨自擔當解決你們問題和爭端的重任呢? 13 你們要從各支派中選出有智慧、有見識、受尊重的人,我要立他們做你們的首領。』 14 你們都同意這樣的做法。 15 於是,我把各支派中有智慧和受敬重的人立為你們的首領,即千夫長、百夫長、五十夫長、十夫長和其他官長,治理你們。 16 我吩咐這些官員要聆聽案件,公正地審理同胞之間或與外族人之間的訴訟, 17 不可偏私,不分貴賤,不懼情面,因為判決來自上帝。如果案件太難,可以交給我處理。 18 那時,我把一切當行之事都告訴了你們。

派人打探迦南

19 「我們照我們上帝耶和華的吩咐,從何烈山出發,走過你們所見的那大而可怕的曠野,前往亞摩利山區,來到加低斯·巴尼亞。 20 我對你們說,『我們的上帝耶和華賜給我們的亞摩利山區到了。 21 看啊,你們祖先的上帝耶和華已把那片土地賜給你們,你們要照著祂的應許去佔領那裡,不要懼怕,不要氣餒。』 22 你們來對我說,『我們要先派人去打探那地方,回來好告訴我們當走哪條路,當佔哪些城。』 23 我同意你們的建議,便從你們當中選出十二人,每支派選一人。 24 他們前往山區,到了以實各谷,打探那地方。 25 他們帶回來一些那裡的果子,稟告說,『我們的上帝耶和華賜給我們的地方很好。』

26 「但你們卻違背你們上帝耶和華的命令,不肯上去。 27 你們在帳篷中埋怨說,『耶和華憎恨我們,所以才領我們離開埃及,要把我們交在亞摩利人手裡,讓他們消滅我們。 28 我們怎能上去呢?那些弟兄的報告令我們膽戰心驚,他們說那裡的人比我們高大,城邑雄偉,城牆高達雲霄,還有亞衲人在那裡。』 29 我對你們說,『不要驚慌,不要怕他們。 30 你們的上帝耶和華必帶領你們,為你們爭戰,正如祂當著你們的面在埃及所行的一樣。 31 你們在曠野曾目睹你們的上帝耶和華像父親抱兒子一樣,一路把你們抱到這地方。』 32-33 祂為你們開路,為你們找安營的地方,夜間用火柱、白天用雲柱為你們引路。儘管如此,你們還是不信靠你們的上帝耶和華。

懲罰叛逆

34 「你們的埋怨惹耶和華發怒,祂起誓說, 35 『這邪惡的一代沒有一人能看見我起誓要賜給他們祖先的佳美之地, 36 只有耶孚尼的兒子迦勒能看見,我必把他所踏之地賜給他和他的後代,因為他全心全意地跟從我。』 37 因為你們的緣故,耶和華也向我發怒,說,『你也不能進入那片土地, 38 但你的助手——嫩的兒子約書亞可以進入。你要鼓勵他,因為他將帶領以色列承受那片土地。 39 你們說你們的子女會被擄去,但這些還不知善惡的孩子都將進入那片土地,我要把那裡賜給他們,他們將佔領那裡。 40 而你們要掉頭,沿紅海的路回到曠野。』

41 「於是,你們對我說,『我們得罪了耶和華,現在我們願意遵從我們的上帝耶和華的吩咐,上去作戰。』你們便各自拿起兵器,以為可以輕易攻佔山區。 42 但耶和華讓我告訴你們,『不要上去作戰,以免被敵人擊敗,因為耶和華不會與你們同在。』 43 我把耶和華的話轉告了你們,但你們不聽,違背耶和華的命令,擅自前往山區。 44 住在山區的亞摩利人蜂擁出擊,打敗了你們,從西珥追殺你們,一直追到何珥瑪。 45 你們回來在耶和華面前哭泣,但耶和華不理會你們的哭聲。 46 因此,你們在加低斯住了很久。

Bibelen på hverdagsdansk

5 Mosebog 1

Indledning

1I denne bog er de ord nedskrevet, som Moses talte til Israels folk, mens de opholdt sig på Moabs ubeboede sletter øst for Jordanfloden, omkranset af byerne Suf, Paran, Tofel, Laban, Hatzerot og Di-Zahab. Stedet ligger 11 dagsrejser fra Horebs bjerg[a] via Kadesh-Barnea og Seirs bjerge, og det var nu 40 år siden, israelitterne rejste fra Egypten. På den første dag i den 11. måned i det 40. år holdt Moses følgende tale. Det var efter, at han havde overvundet amoritterkongen Sihon fra Heshbon og i Edrei havde slået kong Og af Bashan fra Ashtarot. I talen nævnes de love, som Herren havde befalet ham at give videre til Israels folk.

Tilbageblik på vandringen fra Sinai til det lovede land

„Herren, vores Gud, talte til os ved Horebs bjerg,” begyndte Moses. „Dengang sagde han til os: ‚Nu er det på tide, at I forlader dette bjerg og går ind og erobrer amoritternes bjergland og nabofolkenes landområder i Arabadalen[b], i Negev ørkenen, i kanaʼanæernes højland, bakkeskråningerne mod vest og kystområderne, ja helt op til Eufratfloden mod nord, inklusive Libanons land. Gå ind og tag hele det land i besiddelse, som jeg lovede jeres forfædre, Abraham, Isak og Jakob.’

Dengang sagde jeg til Israels folk: ‚Jeg kan ikke bære så stort et ansvar alene. 10 Herren har gjort jer til et stort folk, så talrige som stjernerne på himlen. 11 Må Herren, jeres fædres Gud, gøre jer 1000 gange så talrige, som I er nu, og velsigne jer, sådan som han har lovet. 12 Men det er en uoverkommelig opgave for mig at være alene om at afgøre jeres retssager og stridsspørgsmål. 13 Derfor skal hver enkelt stamme udvælge nogle vise, erfarne og forstandige mænd, som jeg kan indsætte som jeres ledere.’

14 Det forslag accepterede de, 15 hvorefter jeg indsatte de mænd, der blev valgt, som dommere og administrative ledere, nogle med ansvar for 1000, andre med ansvar for 100, for 50 eller for 10. 16 Jeg indprentede dem, at alle skulle være lige for loven, også de fremmede, og at de skulle lade begge parter komme til orde og derefter dømme retfærdigt. 17 ‚Når I afsiger dom,’ forklarede jeg dem, ‚skal alle behandles ens, hvad enten de er rige eller fattige. Sørg for at yde alle samme retfærdighed. I må ikke frygte for nogen, for I dømmer på Guds vegne, og hvis en sag er for vanskelig til, at I kan træffe en afgørelse, skal I komme til mig med den, så jeg kan overtage den.’ 18 Ved den lejlighed gav jeg også folket instrukser vedrørende mange andre ting.

19 På Herrens befaling forlod vi så Horeb og rejste gennem den store og forfærdelige ørken, som I selv har oplevet eller hørt om, indtil vi nåede til Kadesh-Barnea på grænsen til amoritternes land. 20 Da sagde jeg til folket: ‚Nu er vi kommet til det land, som Herren, vores Gud, vil give os, 21 og han vil hjælpe os med at erobre det. Vær derfor ikke bange, men vær ved godt mod og gør, som han har befalet jer at gøre.’

22 De svarede: ‚Lad os først sende nogle spioner ind i landet, så vi kan se, hvilken rute der er den bedste, og hvilke byer vi først skal indtage.’

23 Jeg gik ind på forslaget og udvalgte 12 spioner, en fra hver stamme. 24 De drog ind i bjerglandet og nåede til Eshkoldalen, som de undersøgte grundigt. 25 Derfra vendte de tilbage med noget af landets frugt. De var enige om, at det var et godt og frugtbart land, som Herren, vores Gud, ville give os. 26 Men folket turde alligevel ikke gå ind i landet og satte sig dermed op imod Herrens befaling.

27 I stedet begyndte de at beklage sig i deres telte. ‚Herren hader os,’ klagede de. ‚Han har ført os den lange vej fra Egypten, men kun for at udlevere os til amoritterne, så de kan slå os ihjel. 28 Hvad er det dog, vi har indladt os på?’ Spionerne tog modet fra folket ved at berette om landets indfødte, der var langt højere og stærkere end os, og om deres befæstede byer, hvis mure nåede til himlen! De fortalte tilmed, at de havde set anakitiske[c] kæmper i landet.

29 Men jeg opfordrede dem til ikke at være bange. 30 ‚Det er Herren, jeres Gud, som er jeres leder,’ sagde jeg. ‚Han vil gå foran jer og gøre store undere for øjnene af jer, nøjagtig som han gjorde i Egypten. 31 Har I allerede glemt, hvordan han bar jer på sine arme hele vejen gennem ørkenen som en far, der bærer sin søn?’

32 Men folket ville stadig ikke adlyde. De nægtede at tro på Herren, deres Gud, 33 som førte dem fra sted til sted ved hjælp af en sky om dagen og en ildsky om natten og viste dem de bedste steder at slå lejr i ørkenen.

34 Da blev Herren vred over deres beklagelser. Han svor, 35 at ikke en eneste af hele den ulydige og vantro generation skulle få lov at opleve det gode land, han havde lovet deres forfædre, 36 undtagen Kaleb, der som belønning for sin tro og lydighed fik lovning på den jord, han som en af de 12 spioner havde betrådt.

37 Selv mig blev Herren vred på, og det var folkets skyld. Herren sagde til mig: ‚Heller ikke du får lov at komme ind i landet, 38 men din medhjælper Josva skal i dit sted føre folket ind. Derfor skal du styrke og opmuntre ham til at overtage din plads. 39 Jeg vil senere give landet til de børn, som man påstod ville blive taget til fange og gjort til slaver, 40 men I skal nu vende om og gå tilbage gennem ørkenen mod Det Røde Hav.’

41 Så kom de straks på andre tanker: ‚Vi har syndet imod Herren!’ sagde de. ‚Men nu vil vi gerne gå ind i landet og kæmpe, sådan som Herren, vores Gud, har sagt.’ Derpå greb de til våben i den tro, at de med lethed kunne erobre hele området.

42 Men Herren sagde til mig: ‚Sig til dem, at de skal lade være, for jeg har ikke i sinde at hjælpe dem, og de vil blive hugget ned af deres fjender.’

43 Jeg fortalte dem, hvad Herren havde sagt, men de ville stadig ikke høre efter. De trodsede Herrens ord og rykkede ind i bjerglandet. 44 Amoritterne gik til modangreb og jagtede dem som bier, så der lå faldne hele vejen fra Seir til Horma. 45 De, der vendte hjem, græd for Herrens ansigt, men nu var det Herren, der ikke ville lytte til dem. 46 Derfor var de tvunget til at blive i Kadesh i længere tid.

  1. 1,2 I 5. Mosebog og til dels i 2. Mosebog omtales Guds bjerg i Sinaiørkenen som Horebs bjerg i stedet for Sinaibjerget.
  2. 1,7 Araba er navnet på den del af Rift Valley, som går fra Eilat ved Det Røde Hav til Libanons bjerge. Gennem denne dalsænkning flyder Jordanfloden og her ligger Galilæasøen og Det Døde Hav.
  3. 1,28 Anakitterne var en slægt af kæmper, der nedstammede fra Anak, jf. 4.Mos. 13,22.