Chinese Contemporary Bible (Traditional)

歷代志下 35

約西亞守逾越節

1約西亞在耶路撒冷為耶和華守逾越節。一月十四日,眾人宰殺逾越節的祭牲。 他指派祭司各盡其職,鼓勵他們在耶和華的殿裡事奉, 又對將自己獻給耶和華、負責教導以色列人的利未人說:「你們把聖約櫃放在以色列王大衛的兒子所羅門建的殿裡,不用再扛在肩上。現在你們去事奉你們的上帝耶和華和祂的以色列子民吧。 你們要按宗族和班次,依照以色列王大衛和他兒子所羅門所寫的指示,預備自己。 你們要按你們弟兄所在宗族的班次,侍立在聖所,每個班次中要有幾個利未宗族的人。 你們要宰殺逾越節的羊羔,潔淨自己,為你們的弟兄做好準備,依照耶和華藉摩西所吩咐的去行。」

約西亞從自己的產業中,捐出三萬隻綿羊羔和山羊羔,以及三千頭公牛,賜給所有在場的人做逾越節的祭牲。 他的眾官員也自願為民眾、祭司和利未人捐獻。管理上帝殿的希勒迦、撒迦利亞和耶歇獻出兩千六百隻羊羔和三百頭牛,給祭司做逾越節的祭牲。 利未人的首領歌楠雅和他的兩個兄弟示瑪雅和拿坦業,及哈沙比雅、耶利、約撒拔獻出五千隻羊羔和五百頭牛,給利未人做逾越節的祭牲。

10 一切都準備好後,依照王的吩咐,祭司站在自己的地方,利未人按照班次侍立。 11 利未人宰殺逾越節的羊羔,祭司從他們手中接過血,灑在壇上,又剝去祭牲的皮。 12 他們按照宗族把燔祭分給眾人,好使他們按照摩西書上所寫的,把祭物獻給耶和華。獻牛也是這樣。 13 他們按規定用火烤逾越節的羊羔,在鍋裡、罐裡和盆裡煮聖物,然後迅速分給民眾。 14 之後,利未人為自己和祭司預備祭物,因為做祭司的亞倫子孫要繼續獻燔祭和脂肪一直到晚上。 15 負責歌樂的亞薩子孫依照大衛、亞薩、希幔和王的先見耶杜頓的吩咐,站在自己的崗位上;殿門守衛都看守各門,不必離開工作崗位,因為他們的弟兄利未人為他們預備了祭物。

16 當天,一切事奉的事都辦好了,他們就按約西亞王的命令守逾越節,又在耶和華的壇上獻燔祭。 17 所有在場的以色列人都在那時守逾越節,又守除酵節七天。 18 自撒母耳先知以來,在以色列從來沒有守過這樣的逾越節,以色列從沒有君王像約西亞、祭司、利未人、所有在場的猶大人和以色列人,以及耶路撒冷的居民這樣守過逾越節。 19 這次逾越節是在約西亞執政第十八年慶祝的。

約西亞逝世

20 約西亞辦理完殿裡的事後,埃及王尼哥上來,要攻打幼發拉底河附近的迦基米施。約西亞出兵攔阻。 21 尼哥派使者對約西亞說:「猶大王啊,我與你沒有恩怨。我今天來不是要攻擊你,乃是要攻擊與我作戰的那一家。上帝吩咐我要速速完成,你不要與上帝作對,免得祂毀滅你,因為上帝與我同在。」 22 約西亞卻不聽上帝藉尼哥說的話。他沒有退兵,反而喬裝上陣,與尼哥會戰於米吉多平原。 23 約西亞王在戰場上中箭受傷,就對僕人說:「我受了重傷,帶我離開吧。」 24 他的僕人就扶他下戰車,上另一輛戰車,送到耶路撒冷。約西亞死在那裡,葬在他祖先的墳墓裡。所有猶大和耶路撒冷的人都為他哀悼。 25 耶利米為約西亞作了哀歌,所有的男女歌樂手至今仍用這些哀歌紀念約西亞,成了以色列的傳統。這些哀歌都記在《哀歌書》上。

26 約西亞其他的事蹟和他怎樣忠心地遵行耶和華的律法, 27 自始至終都記在《以色列和猶大的列王史》上。

Bibelen på hverdagsdansk

Anden Krønikebog 35

Josias befaler, at der skal holdes påske igen

1Josias bekendtgjorde nu, at der skulle fejres påske i Jerusalem på den 14. dag i årets første måned. På den dag skulle påskelammene slagtes. Som en del af forberedelserne indsatte han præsterne i deres tjeneste og opmuntrede dem til at tage vare på deres arbejde i templet. Til levitterne, som skulle undervise Israels folk og var indviet til at tjene Herren, sagde han: „Da pagtens ark nu står i det tempel, Salomon fik bygget, og da I derfor ikke længere skal bruge tid og kræfter på at bære rundt på den, skal I i stedet bruge jeres tid på at tjene Herren og hans folk, Israel. I skal fordele arbejdet efter de skiftehold, som kong David og hans søn Salomon i sin tid etablerede, og som bygger på, hvilke slægter I kommer fra. Hvert hold skal så tage opstilling på deres angivne plads og hjælpe dem, der kommer for at ofre i templet. I skal slagte påskelammene og sørge for at være indviet til tjeneste, så I kan hjælpe hele folket, mens I følger alle forskrifterne i Mosesʼ lov.”

Kongen skænkede personligt 30.000 stykker småkvæg, enten lam eller gedekid, samt 3000 stykker hornkvæg til festen. Kongens embedsmænd og andre ledere gav også rundhåndet af, hvad de ejede, til præsterne, levitterne og de øvrige festdeltagere. Hilkija, Zekarja og Jehiel, som havde overopsyn med templet, forærede præsterne 2600 stykker småkvæg og 300 stykker hornkvæg. De levitiske ledere Konanja, hans brødre Shemaja og Netanel, Hashabja, Jeiel og Jozabad skænkede 5000 stykker småkvæg og 500 stykker hornkvæg til levitterne.

10 Da alle forberedelser til påskefesten var fuldført, stillede præsterne sig på deres post i templet, og levitterne tog opstilling i hold, som kongen havde befalet. 11 Levitterne slagtede påskelammene og gav det opsamlede blod til præsterne, der stænkede det på alteret, mens levitterne flåede og parterede dyrene. 12 De dele, der skulle bringes som brændofre, blev givet til familieoverhovederne, som så bragte dem til præsterne til ofring ifølge forskrifterne i Mosesʼ lov. De andre dyr blev på tilsvarende måde slagtet, flået og parteret i løbet af ugen. 13 De dele fra påskelammet, som folk måtte spise, blev stegt og givet til folk. Kødet fra de øvrige dyr blev derimod kogt i gryder, kar og pander og derefter givet til folket. 14 Da folket havde fået deres påskelam, tilberedte levitterne påskelammet til sig selv og præsterne, der hele dagen havde haft travlt med at ofre fedtet og det, der ellers skulle brændes på brændofferalteret.

15 Sangerne, som kom fra Asafs slægt, var på plads ifølge de regler, som kong David, Asaf, Heman og profeten Jedutun århundreder forinden havde bestemt. Portvagterne stod vagt, og de behøvede ikke at forlade deres post, for andre levitter klarede påskeofferet for dem.

16 Sådan blev der holdt påske for Herren den dag efter alle forskrifterne. Lammene blev slagtet og brændofrene bragt på det store alter, som kong Josias havde befalet. 17 Alle de israelitter, som boede i Jerusalem eller var rejst derhen, tog del i påskefesten, som de næste syv dage efterfulgtes af de usyrnede brøds fest. 18 Ikke siden profeten Samuels tid havde man fejret påske i Israel efter alle forskrifterne. Ingen konge før Josias havde holdt en så storslået påskehøjtid sammen med præsterne, levitterne og folk fra hele Jerusalem, Juda og Israel. 19 Denne begivenhed fandt sted i kong Josiasʼ 18. regeringsår.

Resten af Josiasʼ regeringstid

20 Nogle år efter at Josias havde restaureret templet, var kong Neko af Egypten på vej mod Karkemish ved Eufratfloden med sin hær. Josias drog ud med sin hær for at standse ham, 21 men Neko sendte følgende besked til Josias: „Denne krig angår ikke dig, judæerkonge! Lad mig være, så jeg kan koncentrere mig om at bekæmpe min fjende, for Gud har sagt, at jeg skal skynde mig. Lad være med at komme på tværs af Guds planer, ellers bliver du dræbt.”

22 Men Josias ville ikke lytte til den advarsel, som Gud gav ham gennem Neko. Han førte sin hær til kamp på sletten ved Megiddo. Af sikkerhedshensyn tog han dog sin kongedragt af, før kampen begyndte. 23 Alligevel blev han ramt af en dødbringende pil. „Hurtigt,” råbte han til sine livvagter, „tag mig væk fra fronten. Jeg er hårdt såret.”

24 Mændene skyndte sig at bære ham over i en anden stridsvogn, og derefter kørte de ham hjem til Jerusalem, hvor han døde kort efter. Han blev begravet i det kongelige gravsted tæt ved sine forfædre, og hele Juda og Jerusalem sørgede over hans død.

25 Profeten Jeremias digtede en sørgesang over kong Josias. Siden har mange sangere, både mænd og kvinder, sunget denne sørgesang, og den er nedskrevet i bogen med klagesange.

26-27 Resten af kong Josiasʼ liv og virke fra begyndelsen til enden, inklusive hans iver efter at tjene Herren og følge Toraen i et og alt, er beskrevet i Israels og Judas kongers krønikebog.