耶和华惩罚耶路撒冷
1主的怒气像乌云一样遮盖锡安城2:1 “城”希伯来文是“女子”，可能是对锡安的昵称，下同2:4、10；4:22。，
祂使以色列的荣美从天上坠下。
祂发怒的时候并不顾念自己的脚凳。
2主毫不留情地毁灭雅各一切的住处，
祂在烈怒中夷平犹大的堡垒，
让以色列及其首领蒙羞。
3祂发烈怒毁灭以色列全军。
敌人袭来时，祂收回大能的手。
祂像烈焰一样吞噬雅各。
4祂抬起右手张弓搭箭，
宛若仇敌，
杀戮一切悦人眼目的人，
将祂的怒火撒向锡安城的帐篷。
5主像敌人一样毁灭以色列，
吞噬她的宫殿，夷平她的堡垒，
使犹大人哀哭不止。
6祂摧毁自己的居所，
如同摧毁花园；
祂摧毁自己规定的聚会之处，
使锡安的人民忘记安息日和节期。
祂在烈怒中弃绝所有的君王和祭司。
7主撇弃自己的祭坛，
憎恶自己的圣所，
把耶路撒冷的殿墙交给敌人。
他们像过节一样，
在耶和华的殿中喧嚷吵闹。
8耶和华决意拆毁锡安的城墙，
祂拉了准线，
定意毁灭，决不停止。
祂使城墙和壁垒一同悲哀哭泣。
9锡安的城门陷入地中，
主摧毁、砍断她的门闩。
她的君王和首领流落异乡，
律法不复存在，
她的先知得不到从耶和华而来的异象。
10锡安城的长老腰束麻布，
头蒙灰尘，坐在地上，
默然不语；
耶路撒冷的少女垂头至地。
11我哭得眼睛失明，
心如刀割，肝胆欲碎，
因为人民惨遭毁灭，
儿童和婴孩昏倒在街头。
12孩子们问母亲：
“哪里有饼和酒呢？”
他们像受伤的勇士，
昏倒在城中的街头，
在母亲怀中奄奄一息。
13耶路撒冷啊，我该说什么呢？
谁能与你的苦难相比呢？
锡安啊，我用什么话语才能安慰你呢？
你的伤口深如海洋，
谁能医治你呢？
14你的先知所见的异象虚假无用。
他们没有揭露你的罪恶，
以致你被掳。
他们给你的预言虚假谬误。
15路人都拍掌嘲笑你。
他们向耶路撒冷城摇头，
嗤笑道：
“这就是那被誉为完美无瑕、
普世喜悦的城吗？”
16敌人都幸灾乐祸地讥讽你，
他们咬牙切齿地说：
“我们吞灭了她！
这是我们期待已久的日子！
我们终于见到这一天了！”
17耶和华实现了祂的计划，
成就了祂很久以前的应许。
祂毫不留情地毁灭了你，
使你的仇敌幸灾乐祸，
耀武扬威。
18锡安的城墙啊，
你要从心里向主呼求！
你的眼泪要像江河一样昼夜涌流，
不歇不眠。
19你要在夜间起来，
在主面前整夜呼求，
向祂倾心吐意；
你要为饿昏街头的孩童向主举手祷告。
20“耶和华啊，求你看看，
你曾这样对付过谁呢？
母亲岂能吃自己的孩子？
祭司和先知岂能在主的圣所中被杀？
21“老人和小孩陈尸街头，
少男少女都丧身刀下。
你在发怒的日子杀了他们，
毫不留情。
22“你从四面八方召人攻击我，
如同召集人过节。
耶和华发怒的日子，
无人得以逃脱，无人得以幸免。
敌人杀光了我养育的孩子。”
Guds dom over Jerusalem
1Ak, som en sort og truende tordensky lå Herrens vrede over Jerusalem.
Israels himmelske herlighed ligger knust i støvet.
End ikke Herrens eget tempel blev forskånet for hans vrede.
2Befolkningen i Juda blev nådesløst jaget fra hus og hjem.
Herren nedbrød i sin vrede hver eneste befæstet by.
Han ødelagde hele kongeriget til skam for dets ledere.
3Den samlede israelitiske hær blev løbet over ende.
Herren trak sin beskyttende hånd væk, da fjenden angreb.
Hans vrede hærgede landet som en fortærende ild.
4Eliten blandt landets ungdom blev dræbt.
Herren blev vores fjende og gjorde det af med os.
Han udgød sin vrede over Jerusalems indbyggere.
5Fjenderne viste sig at være sendt af Herren.
De ødelagde alle paladser og fæstninger i landet
og skabte sorg og smerte overalt i Juda.
6Grundlaget for at holde sabbat og højtid forsvandt,
da Herren nedrev sit tempel, som var det et skur.
Han forstødte i vrede både konger og præster.
7Han forkastede sit alter, forlod sit tempel,
lod fjenderne nedbryde palads og bymur.
De jublede i templet som på en højtidsdag.
8Intet i Jerusalem undgik ødelæggelsens svøbe.
Herren havde besluttet, at bymuren skulle falde.
Alle fæstningsværker og tårne blev lagt i ruiner.
9Jerusalems portslåer blev smadret og portene splintret.
Kongen og landets ledere blev ført bort til et fremmed land.
Toraen bliver glemt og profetisk åbenbaring er forbi.
10Klædt i sæk og med aske på hovedet
sidder de tilbageblevne ledere tavse på jorden.
De unge kvinder går nedbøjede omkring.
11Lidelsen er ikke til at bære, mine tårer er brugt op.
Mit hjerte er knust ved at se mit folks smerte.
Børn og spædbørn dør af sult midt på gaden.
12„Mad! Vand!” klager de små og besvimer.
De falder om som sårede soldater i byens gader.
Langsomt dør de i armene på deres mødre.
13Nøden og pinen i byen er ufattelig.
Åh, Jerusalem, din trøstesløse sorg er uden sidestykke.
Det er umuligt at lindre din grænseløse smerte.
14Ordene I hørte fra jeres såkaldte profeter, var falske.
Hvis de havde påtalt jeres synd i stedet for at lyve,
havde I måske kunnet undgå denne frygtelige skæbne.
15På vejen uden for byen går folk nu forbi og råber hånligt:
„Er det den by, man kaldte verdens skønneste?
Den skulle ellers have bragt glæde til hele jorden.”
16Raseriet står malet i deres ansigter, mens de håner dig:
„Endelig kom Jerusalem ned med nakken!
Det har vi set frem til meget længe.”
17Så fik Herren til sidst gjort alvor af sin trussel.
Han gennemførte uden skånsel den straf, han havde lovet.
Han gav fjenderne sejr og lod dem tage æren for det.
18Tårerne skal strømme som en flod dag og nat.
Græd øjnene ud af hovedet, Jerusalem, råb til Herren.
Lad selv dine nedbrudte mure hulke af gråd.
19Udgyd dine tårer for Herren natten igennem.
Løft hænderne og bønfald ham om at redde dine indbyggere,
som er ved at dø af sult i dine gader.
20„Vær nådig, Herre,” råber Jerusalem. „Stands denne frygtelige straf.
Skal mødre virkelig spise deres egne børn, som sad på deres skød?
Skal præster og profeter myrdes i dit hellige tempel?
21Yngre så vel som ældre ligger døde i gadens snavs.
Både unge mænd og piger blev hugget ned af sværdet.
Herre, du slog dem i din vrede og uden barmhjertighed.
22Ødelæggeren skabte rædsel overalt, så alle måtte smage din vrede.
Du inviterede mine fjender til at komme, som var det en festdag.
Fjenden dræbte alle mine kære, som var født og opvokset hos mig.”
