以利法的责难
1提幔人以利法回答说：
2“若有人向你进言，
你会厌烦吗？
可是，谁能忍住不说呢？
3你曾教导许多人，
使无力的手强壮。
4你的话使人免于跌倒，
你使颤抖的膝硬朗。
5但现在苦难一来，
你便灰心丧胆；
灾祸来临，
你便惊慌失措。
6你敬畏上帝还没有信心吗？
你行为纯全还没有盼望吗？
7你想一想，
哪有无辜的人灭亡？
哪有正直的人遭殃？
8据我所见，
播恶收恶，
种祸得祸。
9他们被上帝的气息所毁，
被上帝的怒气所灭。
10狮子咆哮，猛狮吼叫，
壮狮的牙齿被敲掉。
11雄狮因无食而死，
母狮的幼崽离散。
12“有信息暗暗地传给我，
一声低语传入我耳中。
13夜间人们沉睡的时候，
在搅扰思绪的异象中，
14恐惧袭来，
令我战栗不已，
全身发抖。
15有灵从我脸上拂过，
使我毛骨悚然。
16那灵停住，
我无法辨认其模样。
眼前出现一个形状，
寂静中听见有声音说，
17‘在上帝面前，世人岂算得上公义？
在创造主面前，凡人岂算得上纯洁？
18连上帝的仆人都无法令祂信任，
连祂的天使都被祂找出过错，
19更何况源自尘土、
住在土造的躯壳里、
脆弱如蛾的世人呢？
20早晚之间，他们便被毁灭，
永远消逝，无人察觉。
21他们帐篷的绳索被拔起，
他们毫无智慧地死去。’
Elifaz’ første tale til Job
1Da svarede Elifaz:
2„Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget,
men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.
3Du har opmuntret mange i tidens løb
og været til trøst for de sørgende.
4Du har støttet dem, der var ved at segne,
givet nyt mod til dem, der var ved at give op.
5Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs,
dine egne problemer har helt slået dig ud!
6Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid.
De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.
7Bliver en uskyldig overøst med ulykker?
Straffer Gud en retskaffen mand?
8Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd,
også må høste, hvad de har sået.
9Når Gud ånder på dem, går de til grunde,
hans vredes pust gør det af med dem.
10En løve kan brøle, så meget den vil,
ungløven vise tænder,
men Gud har al magten,
han brækker med lethed løvens tænder.
11Da dør selv den stærkeste løve af sult,
dens unger må klare sig selv.
12Der kom et ord til mig i det skjulte,
mit øre opfangede den svage hvisken.
13Det kom i et syn om natten,
mens andre sov deres søde søvn.
14Jeg blev bange og skælvede af skræk,
jeg rystede over hele kroppen,
15et vindpust strøg hen over mit ansigt,
hårene rejste sig på mit hoved.
16Jeg kunne ane en skikkelse foran mig,
men kunne ikke se, hvem det var.
Den standsede op,
og jeg hørte en hviskende stemme:
17‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne?
Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’
18Gud kan ikke engang stole på englene,
hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.
19Hvad så med mennesker, støvets børn,
som har deres hjem på jorden?
De mases så let som møl,
20der går til grunde på et øjeblik.
Uden at man skænker dem en tanke,
knuses de og forsvinder for evigt.
21Deres liv slutter brat, og de dør
midt i al deres uvidenhed.
