约伯的回答
1约伯回答说：
2“你们要折磨我多久？
用言语压碎我到何时？
3你们侮辱我已有十次之多，
苦待我也不以为耻。
4即使我真有过错，
也由我独自承担。
5你们若真要妄自尊大，
利用我的耻辱来指责我，
6也该知道是上帝冤枉了我，
用网罗套住我。
7我喊冤，却无人回应；
我呼救，却不见公道。
8上帝筑起墙垒，阻断我的路，
祂使黑暗笼罩我的路途。
9祂剥去我的荣耀，
摘走我头上的冠冕。
10祂从四面攻击我，直到我消逝；
祂把我的希望像树一样连根拔除。
11祂向我发烈怒，
视我为仇敌。
12祂的大军蜂拥而来，
在我帐篷四周扎营，
将我团团围住。
13“祂使我的弟兄远离我，
我的熟人完全背弃我。
14我的亲属离开我，
我的挚友忘记我。
15我的客人和婢女都视我如陌路，
把我当作外族人。
16我呼唤仆人，他却不回应；
我哀求他，他也不理睬。
17我妻子厌恶我的气息，
我的手足都嫌弃我。
18连小孩子都鄙视我；
我一出现，他们就嘲笑我。
19我的密友都憎恶我，
我爱的人也反对我。
20我瘦得只剩下皮包骨，
我离死亡仅一线之隔19:20 “我离死亡仅一线之隔”希伯来文是“我只剩牙皮逃脱”。。
21“我的朋友啊，可怜我吧！可怜我吧！
因为上帝的手击打我。
22你们为何像上帝一样逼我？
为何吃了我的肉还不满足？
23但愿把我的话写下来，
记录在书卷上，
24用铁笔和铅镌刻在磐石上，
直存到永远。
25我知道我的救赎主活着，
最后祂必站在地上。
26我的皮肉虽然要朽烂，
但我必活着19:26 “活着”或译“在肉体之外”。见上帝。
27我要亲自见祂，
我要亲眼见祂。
我心中充满渴望！
28你们说祸根在我身上，
还想继续迫害我。
29你们自己应当畏惧刀剑，
因为烈怒会带来刀剑的惩罚，
那时你们将知道有审判。”
Jobs sjette tale: Et svar til Bildad
1Job gav følgende svar:
2„Hvor længe bliver I ved med at håne mig?
Hvor længe vil I plage mig med jeres fornærmelser?
3I anklager mig nu for tiende gang,
mishandler mig uden barmhjertighed.
4Hvis jeg har gjort noget forkert,
så er det mit problem og ikke jeres.
5I mener, at I er bedre end mig,
og at mine lidelser er straf for min synd.
6Forstår I ikke, at Gud gør mig uret
ved at sende disse ulykker over mig?
7Jeg råber om hjælp, men får intet svar.
Jeg skriger højt, men ingen griber ind.
8Gud har spærret vejen for mig,
han har indhyllet mit liv i mørke.
9Han har berøvet mig min ære,
ødelagt mit gode omdømme.
10Han angreb mig fra alle sider, så jeg faldt.
Han har taget ethvert håb fra mig.
11Hans vrede blussede op imod mig,
han behandlede mig som en fjende.
12Han sender en hær af ulykker imod mig,
de omringer mit hus og falder over mig.
13Mine slægtninge har slået hånden af mig,
mine bekendte vil ikke kendes ved mig.
14Min familie har vendt mig ryggen,
mine nærmeste venner ignorerer mig.
15Mine gæster ser på mig som en fremmed,
mine tjenestepiger gør intet for mig.
16Min tjener kommer ikke, når jeg kalder,
ikke engang når jeg trygler ham om hjælp.
17Min kone føler afsky ved min ånde,
mine brødre kan ikke udholde stanken.
18Selv børnene regner mig ikke for noget.
Når jeg rejser mig op, håner de mig.
19Mine bedste venner viser mig afsky,
de, jeg holder mest af, har vendt mig ryggen.
20Jeg er ikke andet end skind og ben,
med nød og næppe undgik jeg døden.
21Vis dog lidt barmhjertighed, venner!
Hav medlidenhed, for Guds vrede har ramt mig.
22Hvorfor vil I straffe mig, som Gud gør?
Har jeg ikke lidt tilstrækkeligt allerede?
23Ak, gid mine ord blev skrevet ned,
gid nogen ville optegne dem i en bog.
24Gid nogen ville mejsle dem i sten,
indridse dem i en klippe for evigt.
25Men jeg ved, at der er en, som vil befri mig,
engang skal han stå frem på jorden.
26Jeg ved, at selv om min krop går til grunde,
får jeg mulighed for bagefter at se Gud.
27Jeg skal se ham med mine egne øjne.
Jeg kan næsten ikke rumme den tanke.
28Hvor vover I da at anklage mig
og påstå, at min lidelse er en velfortjent straf?
29Pas på, at I ikke selv bliver straffet,
bliver ramt af Guds vrede og dom.”
