摩西之歌
1“诸天啊，请留心听；
大地啊，请听我说。
2愿我的教导如雨降下，
愿我的话语如露滴落，
像水滴滋润嫩草，
像甘霖浇灌草木。
3我要宣扬耶和华的名，
你们要颂赞我们上帝的伟大。
4“祂是磐石，
祂的作为完美，
祂按公义行事，
祂信实可靠，公平正直。
5狡诈、堕落的一代啊，
你们却对祂不忠，行事败坏，
不配做祂的儿女。
6愚昧无知的人啊，
你们就这样报答耶和华吗？
祂是你们的父，你们的创造主，
祂创造了你们，塑造了你们。
7“要回顾往昔，追溯历史；
问你们的父亲，
他们必回答你们；
问你们的长者，
他们必告诉你们。
8当初，至高者赐万国产业，
把人类分开，
祂依照天使32:8 “天使”希伯来文是“以色列的儿子”。的数目，
为万族定疆界。
9但以色列人属于耶和华，
雅各是祂的产业。
10“在荒凉的旷野，
在野兽吼叫的荒野，
耶和华找到他们，
庇护他们，看顾他们，
保护他们如同保护眼中的瞳仁，
11又如老鹰搅动窝巢，
盘旋在雏鹰之上，展开双翼，
背着雏鹰飞翔。
12耶和华独自带领他们，
身边没有外族神明。
13耶和华使他们驰骋在大地的高处，
吃田间的五谷，
磐石中的蜂蜜，
石头地产的油；
14吃牛酪和羊奶，
肥美的羔羊，
巴珊的绵羊和山羊，
上好的麦子；
喝葡萄汁酿的酒。
15“但耶书仑32:15 “耶书仑”是以色列的昵称。吃饱喝足，
养肥长壮后，就得意忘形，
背弃造他们的上帝，
藐视救他们的磐石。
16他们拜外族的神明，令祂愤恨；
行可憎之事，惹祂发怒。
17他们祭拜的不是真神，
而是鬼魔，
是他们素不认识的新神明，
是他们祖先所不敬畏的。
18他们轻视生他们的磐石，
忘记养他们的上帝。
19“耶和华看见祂儿女的恶行，
就愤然厌弃他们，
20说，‘这堕落的子民，
不忠的儿女！
我要掩面不理他们，
看他们的结局如何。
21他们拜假神，让我愤恨；
供虚无之物，惹我发怒。
我要借无名之民挑起他们的嫉妒，
用愚昧的国民激起他们的怒气。
22我的怒火已经点燃，
要烧到阴间的尽头，
吞灭大地及其出产，
甚至烧毁山的根基。
23“‘我要使灾祸连连临到他们，
我的箭都射向他们。
24他们必饱受饥荒之苦，
被瘟疫和灾祸吞噬，
被猛兽和毒蛇袭击。
25外有刀剑杀戮，
内有恐惧笼罩，
少男、少女、婴儿、
老人无一幸免。
26我本要消灭他们，
使世人忘记他们；
27但我不愿让敌人夸口，
宣称这是他们的胜利，
而非我的作为。’
28“以色列人愚昧无知，毫无见识。
29如果他们有智慧，
就能明白这一切、
知道自己的结局。
30若不是他们的磐石卖掉他们，
若不是耶和华抛弃他们，
一人怎能赶散他们千人？
二人怎能击溃他们万人？
31我们的敌人也承认他们的磐石不如我们的磐石。
32他们犹如来自所多玛、
长在蛾摩拉的葡萄树，
结的葡萄粒粒有毒，串串苦涩；
33酿的酒如蛇的毒液，
如眼镜蛇的毒液。
34“祂说，‘我把这一切积存起来，
封在我的仓库里。
35申冤在我，我必报应，
到时候他们必站不住脚，
他们遭祸的日子近了，
他们的末日来了。’
36“耶和华见自己的子民力量衰竭，
奴隶和自由人所剩无几，
必为他们主持公道，
怜悯祂的仆人。
37祂必说，‘你们的神明在哪里？
庇护你们的磐石在哪里？
38它们吃你们祭牲的脂肪，
喝你们的奠酒。
让它们起来帮助你们，
庇护你们吧！
39“‘你们要知道，
唯有我是上帝；
除我之外，别无他神。
我掌管生死，我打伤、我医治；
无人能逃出我的掌心。
40我向天伸手，
凭我的永恒起誓，
41我要磨快闪亮的剑，
主持公道，报应仇敌，
惩罚恨我的人。
42我要使我的箭饱饮鲜血，
被杀被掳之人的血；
我的剑要吞噬人肉，
敌人将领的肉。’
43“列邦啊，
你们当与祂的子民一同欢乐！
因为祂要为自己的仆人报血仇，
报应祂的仇敌，
洁净祂的土地和子民。”
44摩西和嫩的儿子约书亚把这首诗歌读给会众听。
摩西的遗嘱
45读完后，摩西又对以色列人说： 46“要谨记我今天警告你们的话，要吩咐你们的子孙谨遵这律法上的话。 47这律法不是空话，而是你们的生命。你们若遵守这律法，就必长住在约旦河对岸你们将要占领的土地上。”
预言摩西的死
48当天，耶和华对摩西说： 49“你去耶利哥对面的摩押，登上亚巴琳山区的尼波山，观看我要赐给以色列人作产业的迦南。 50之后，你会死在山上，归到你祖先那里，如亚伦在何珥山离世归祖一样。 51因为在荀旷野，在加低斯的米利巴泉旁，你和亚伦对我不忠，没有在以色列人中尊我为圣。 52所以，你只能远远地观看我要赐给以色列人的土地，却不能进去。”
1-3Lyt efter, himmel og jord,
livgivende er mine ord,
forfriskende er min tale
som dug i grønne dale.
Om Herren jeg vil jer lære,
så I lever ham til ære!
4Som en klippe er Herren urokkelig,
en trofast Gud, helt uden svig.
5Men hans eget folk, åh, hvilken skam,
vendte ryggen til og svigtede ham.
6Hvilken tåbelighed at begå,
hvilken måde at lønne hans trofasthed på.
Er han ikke jeres skaber og far,
som har givet jer alt, hvad I har?
7Lad nu tankerne gå tilbage
og husk på fortidens dage.
Lad de, som er grånet af ælde,
om tegn og undere fortælle.
8Da Herren fordelte jorden
mellem folk fra syden til norden,
satte han landenes skel
med tanke på menneskers32,8 Mens den masoretiske tekst siger „Israel”, siger Dødehavsrullerne „Guds sønner” og LXX „Guds engle”. I betydningen „skabt af Gud” er alle mennesker Adams børn og Guds børn. Det er også muligt, at hvert land får tildelt en skytsengel. vel.
9Men Israel beholdt han selv.
Det folk blev hans ejendom.
10Han fandt dem i ødemarken tom
under ørkenhimlens brændende hvælv.
Han vogted’ dem fra det høje,
som man værner sit sårbare øje.32,10 Den hebraiske tekst taler om at beskytte pupillen, den mest sårbare del af øjet. Oversættelsen „øjesten” er sprogligt set ikke korrekt.
11Som en ørn, der skubber ungen ud af reden32,11 For at lære ungen at flyve og tvinge den til at bruge sine vinger. Hvis ungen har problemer med at flyve og falder til jorden, vil moderen hurtigt dykke ned og sprede sine vinger ud nedenunder den faldende unge for på den måde at opsamle den på sit vingefang.
og spreder vingerne ud forneden,
han løfted’ sit folk på sit vingefang
og bar dem fremad dagen lang.
12Herren ville selv dem føre,
ingen fremmed gud fik lov dem at røre.
13De bosatte sig i landet med bakker og slugter
og blev næret af markens og træernes frugter.
Fra klippens spalter fik de honning på bord,
de fik olivenolie trods den stenede jord.
14Mælk fra geder og køer kunne tørsten slukke,
kød fra Bashans tyre, væddere og bukke.
De høstede en hvede så fin,
og dertil den blodrøde druevin.
15Israel32,15 På hebraisk: Jeshurun, som betyder „den retfærdige”, et hædersnavn for Israel. blev forkælet og fed,
opblæst og egenrådig derved.
De forkastede deres Skaber og Gud,
foragtede deres Frelsers bud.
16At de vakte Guds vrede rørte dem ikke,
de forlod ham til fordel for nye skikke.
17De ofred’ til dæmoner, som kun er tomhed,
frugten af menneskers frygtsomhed.
Til væmmelige afguder de sig vendte,
nye guder, som fædrene ikke kendte.
18De glemte den Gud, som livet dem gav,
skubbede ham ud i glemslens hav.
19Derfor må han støde sine egne børn bort—
tænk at han skulle lide en så frygtelig tort!
20Herren siger:
„Jeg vender dem ryggen og ser, hvad der sker.
De børn kan jeg ikke regne med mer.
De lovede mig troskab og lydighed,
men var falske og utro til stadighed.
21De har provokeret mig med tomheds guder,
de har opført sig som en anden luder.
Så provokerer jeg dem ved at elske en anden,
jeg vil gøre dem jaloux på et ‚uvidende’ folk.
22Min vrede er blusset op på ny,
den rammer alt fra havets dyb til himlens sky.
Jorden lægges øde, der er intet at høste,
alverden skal i sin grundvold ryste.
23De mange ulykker giver dem ingen hvile,
jeg skyder på dem med alle mine pile.
24De bliver ramt af hungersnød og tørke,
hærget af pest og dødens mørke.
Rovdyrtænder vil flænse dem op,
giftige slanger vil hugge i deres krop.
25På gaden slår fjenden børnene ned,
i hjemmene er der hverken ro eller fred.
Både børn og unge vil miste livet.
De gamle har hvert et håb opgivet.
26At udrydde dem helt jeg havde i sinde,
jeg ville for evigt udslette deres minde.
27Men så ville det lyde i fjendens lejr:
‚Det var vores magt, der gav os sejr!’
28Mit folk er uden forstand,
fatter de da ingenting?
29Havde de bare haft visdom til at se,
havde de været klar over, hvad der ville ske.
30Kunne en enkelt fjende jage tusind af dem på flugt,
eller to fjender med ti tusind krigere få bugt,
hvis ikke jeg havde vendt dem ryggen,
hvis ikke deres beskytter32,30 Teksten taler om en „klippe”, altså et symbol på beskyttelse mod fjenden. havde trukket sig bort?
31Deres fjender har ikke en sådan beskytter,
og det ved de godt.32,31 Septuaginta siger: „vores fjender er uforstandige”, mens den masoretiske tekst siger: „vores fjender er dommere”. Det er uvist, hvad den oprindelige tekst sagde, og hvad meningen er.
32De er fordærvede som Sodoma,
lige så rådne som Gomorra,
de er som bitre vindruer
fra giftige drueklaser,
33deres ord er som bid fra en slange,
som spyt fra en kobra.
34Alt dette ligger gemt hos mig,
forseglet i mine arkiver.
35Det er mit ansvar at straffe dem,
en dag skal deres fødder vakle.
Undergangen nærmer sig,
den vil komme over dem med hast.”
36Men når der kun er en rest tilbage,
når Herren ser, at deres kraft er opbrugt,
da vil han genrejse sit folk,
forbarme sig over sine tjenere.
37Da vil han spørge: „Hvor er nu jeres guder,
dem I troede, der ville hjælpe jer?
38De åd jo fedtet fra jeres ofre
og drak den vin, I gav dem.
Lad dem komme jer til hjælp,
lad dem beskytte jer!
39Forstår I nu, at jeg er Gud?
Der findes ingen anden som mig.
Jeg slår ihjel, men jeg giver også liv,
jeg sårer, men jeg læger også.
Den, jeg dømmer, kan ingen redde.
40Jeg løfter min hånd og sværger:
Så sandt jeg lever evindelig,
41vil jeg hvæsse mit lynende sværd
og udføre min knusende dom.
Jeg vil hævne mig på mine fjender,
og hugge dem ned, som hader mig.
42Mine pile vil svømme i blod,
mit sværd vil svælge i kød.
Det udgyder faldnes og fangnes blod,
hugger de tapreste hoveder af.”
43Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk,
for Herren vil hævne sine tjeneres blod.
Han vil straffe fjenden
og skaffe soning for sit folks land.32,43 Betydningen usikker. Muligvis: „give sit folk deres land tilbage”.
44-45Moses stod med Josva ved sin side og fremsagde alle de her ord for hele Israels folk. 46Derefter sagde han:
„De love, jeg har pålagt jer i dag, skal I lægge jer grundigt på sinde, så I kan lære jeres børn at overholde dem. 47De er ikke tomme ord uden betydning. Jeres liv afhænger af dem! Hvis I adlyder dem, vil I få et langt og godt liv i det land, I skal over og tage i besiddelse på den anden side af Jordanfloden.”
Moses velsigner folket umiddelbart før sin død
48Samme dag sagde Herren til Moses: 49„Om kort tid skal du gå op på Nebos bjergtop i Abarimbjergene i Moabs land over for Jeriko og se ud over Kana’ans land, det land jeg nu vil give Israels folk. 50Når du har taget landet i øjesyn, skal du dø, ligesom din bror Aron måtte dø på Hors bjerg, 51for I var begge ulydige over for mig for øjnene af Israels folk, da I ved Meribas kilder uden for Kadesh i Zins ørken ikke gav mig ære. 52Du får lov at se ind i det land, jeg giver Israels folk, men du får ikke lov selv at komme ind i det.”
