约押劝告大卫
1有人告诉约押，说：“王在为押沙龙哀伤痛哭。” 2士兵们听说王为押沙龙哀痛，胜利的欢腾顿时变为一片哀愁。 3那一天，众人都静悄悄地回城去，好像败兵一样羞愧万分。 4王仍掩面痛哭：“我儿押沙龙啊！押沙龙！我儿！我儿啊！” 5约押就进到屋里，对王说：“你的仆人们救了你和你妻妾儿女的性命，你今天却使他们感到羞愧。 6仇视你的人，你倒去爱他；那些爱你的人，你反憎恶他们。这表明我王的心中根本没有我们这些将领和部下。我想，要是死去的不是押沙龙而是我们，你就高兴了。 7你现在应该出去安抚士兵们。我凭耶和华起誓，如果你不这样做，今天晚上必无一人再追随你。那将是你一生所遭遇的最大灾难！” 8于是王出去坐在城门口，众人听说后，都来到他面前。这时，跟随押沙龙的以色列人都各自逃回家去了。
大卫返回耶路撒冷
9以色列各支派的人都在纷纷议论：“王曾把我们从众仇敌和非利士人手中救出来。如今他为了躲避押沙龙而逃离本国。 10我们膏立为王的押沙龙已经死了，为什么无人说请王回来呢？”
11大卫王派人去对祭司撒督和亚比亚他说：“你们去问犹大的长老，‘全以色列已经准备迎接王回宫，你们为什么迟迟没有反应？ 12你们是王的弟兄，是王的骨肉，为什么迟迟没有迎接王回宫？’ 13你们也要对亚玛撒说，‘你是我的骨肉，要是我不立你为元帅取代约押，愿上帝重重地处罚我。’” 14王的这番话打动了所有犹大人的心，他们派人去请王和王的臣仆回来。
15王便启程回宫。他来到约旦河时，犹大人都到吉甲来迎接他，要护送他过河。 16来自巴户琳的便雅悯人基拉的儿子示每也急忙跟着犹大人赶来迎接大卫王， 17有一千便雅悯人跟示每一起去迎接大卫王。扫罗的仆人洗巴带着十五个儿子和二十个仆人也赶到约旦河。 18他们渡到河对面帮助王的家眷过河，为王效劳。王正要过河的时候，基拉的儿子示每就俯伏在他面前， 19说：“求我主饶恕仆人的罪过！仆人在我主我王离开耶路撒冷时所犯的罪，求我王不要记在心上。 20仆人自知有罪，所以今天我是整个约瑟家族中第一个迎接我主我王的人。” 21洗鲁雅的儿子亚比筛说：“示每曾经咒骂耶和华所膏立的君王，难道不应该处死他吗？” 22大卫说：“洗鲁雅的儿子，你为何这样说话？你今天是在跟我作对。今天在以色列怎么可以处死人呢？难道我不知道今天我是以色列的王吗？” 23于是大卫起誓不杀示每。
24扫罗的孙子米非波设也来迎接王。从王离开那天，直到大卫平安回来之日，他没有修过脚，没有剃过胡子，也没有洗过衣服。 25他到耶路撒冷来迎接王，王问他：“米非波设，当时你为什么不跟我一起走呢？” 26米非波设答道：“我主我王，我是瘸腿的，我本想预备一头驴骑着与我王同去，是我的仆人洗巴欺骗了我。 27他在我主我王面前毁谤我。我主我王就像上帝的天使，请王定夺。 28我父全家在我主我王面前都是该死的，但王却让我与王同席吃饭，我还能向王要求什么呢？” 29王对他说：“不要再提这事了，我决定让你和洗巴平分土地。” 30米非波设说：“把土地都给他吧，我主我王平安地回来就好了。”
31基列人巴西莱也从罗基琳下来护送王过约旦河，然后送王上路。 32那时，巴西莱已经是八十高龄了。王留在玛哈念的时候，他曾供应王食物，因为他非常富有。 33王对巴西莱说：“你跟我一同回耶路撒冷，我会照顾你。” 34巴西莱说：“我何必跟王一同去耶路撒冷呢？我还能活多久呢？ 35我已经八十岁了，美丑难分，食不知味，乐不辨音，何必为我主我王添麻烦呢？ 36仆人只不过是陪王过约旦河，王何必给我这么大的赏赐呢？ 37请准我回去，我好死在故乡，葬在父母的墓旁。这里有王的仆人金罕，让他跟我主我王一起去。你看怎么好，就怎么对待他吧。” 38王说：“金罕可以跟我去，我会照你的心愿待他。无论你有什么要求，我都会答应你。” 39王和众人过了约旦河以后，就亲吻巴西莱，为他祝福。巴西莱返回了家乡。
40王过河后，来到吉甲，金罕跟随着他。护送王的有犹大的士兵和半数的以色列士兵。 41后来，所有的以色列人来见大卫，说：“为什么我们的弟兄犹大人偷偷地送王、王的家眷和王的部下渡河？” 42犹大人答道：“我们这样做是因为王是我们的亲族。你们为什么生气呢？难道我们吃了王的供应，得了什么礼物吗？” 43以色列人说：“但我们以色列人十个支派和王有十份的情分，你们为什么轻视我们？难道不是我们首先提出要请王回来的吗？”
但犹大人的态度比以色列人还要强硬。
1Da brød kongen sammen og gik grædende op på taget over porten. „Åh, min søn Absalom! Min søn, min søn Absalom!” hulkede han. „Gid jeg var død i dit sted, Absalom—min søn, min søn!”
Joab går i rette med David
2Der gik straks bud til Joab om, at kongen græd og sørgede over Absalom, 3og da det rygtedes i hæren, hvor fortvivlet kongen var over sin søns død, blev glæden over sejren vendt til sorg. 4Alle krigerne luskede tilbage til byen, så skamfulde, at man skulle tro, de var flygtet fra kampen.
5Imens sad kongen med ansigtet begravet i hænderne og hulkede: „Åh, min søn Absalom! Absalom, min søn, min søn!”
6Da gik Joab til kongen og sagde: „I dag har vi frelst dit liv, og vi har reddet dine sønner, dine døtre, dine koner og medhustruer. Hvorfor opfører du dig, som om vi havde gjort noget forkert? 7Du sætter åbenbart større pris på dine fjender end dine venner! Havde Absalom været i live, ville det ikke have gjort dig noget, om alle vi andre var døde! 8Gå nu ud og ønsk krigerne til lykke, for jeg sværger ved Herren, at hvis du ikke gør det, deserterer de alle sammen i løbet af natten, og så vil det sidste blive værre for dig end det første!”
9Så gik kongen ud og satte sig i byporten, og da rygtet spredtes, at kongen var kommet ud, samledes alle hans krigere foran ham. Absaloms hær var allerede flygtet og vendt hjem.
David vender tilbage til Jerusalem som konge
10Nu begyndte man at diskutere situationen ud over hele landet: „David frelste os fra vores værste fjender, filistrene!” sagde folk til hinanden. „Ganske vist valgte vi Absalom til konge, og han jog David bort, 11men nu er Absalom død. Lad os derfor udråbe David til konge igen!”
12-13Da David hørte, hvad folk snakkede om, sendte han præsterne Zadok og Ebjatar til Judas ledere med følgende besked: „Hvorfor er I så længe om at slutte op om mig? Nordriget har besluttet sig, og nu mangler vi bare jer—til trods for, at jeg tilhører jeres stamme! 14Og sig til Amasa: Jeg sværger på, at du skal være min hærfører i stedet for Joab! Jeg er ikke din onkel for ingenting.”
15På den måde fik David Judas ledere over på sin side, og de vedtog, at David igen skulle være deres konge. De bad ham derfor komme tilbage til Jerusalem sammen med alle sine folk.
16Da kongen på hjemvejen kom til Jordanfloden, var Judas ledere samlet ved Gilgal for at byde ham velkommen og eskortere ham over floden. 17Selv Shimi, benjaminitten fra Bahurim, sluttede sig til judæerne for at gå kongen i møde, 18og han havde 1000 mand fra sin egen stamme med sig. Ziba, Sauls tjener, og hans 15 sønner og 20 tjenestefolk var også hurtigt taget over Jordanfloden for at møde kongen på den anden side. 19Så da han ankom til vadestedet, stod de parate for at eskortere ham og hans familie over.
Da kongen skulle til at gå over floden, kastede Shimi sig ned foran ham 20og bad: „Herre konge, tilgiv mig det, jeg gjorde, dengang du forlod Jerusalem! Vil du ikke nok glemme det? 21Jeg ved, at jeg var ond imod dig dengang, men jeg er den første fra Nordrigets område, der er kommet her i dag for at byde dig velkommen hjem!”
22Abishaj brød ind: „Nej, Shimi fortjener døden, fordi han forbandede Herrens salvede!”
23„Lad mig være i fred, Zerujas sønner!” svarede David. „I siger mig altid imod. Nej, i dag skal ingen lide døden. Lad os hellere feste, for i dag er jeg igen blevet konge i Israel!” 24Så vendte David sig om mod Shimi og svor: „Du skal ikke dø!”
25-26Også Mefiboshet, Sauls barnebarn, var kommet ned fra Jerusalem for at modtage kongen. Lige siden den dag David flygtede fra Jerusalem, og til han nu kom tilbage, havde Mefiboshet sørget over kongens skæbne og hverken vasket sine fødder eller sit tøj eller klippet sit skæg.
„Hvorfor fulgte du ikke med mig ud af Jerusalem, Mefiboshet?” spurgte kongen.
27Han svarede: „Herre konge, min tjener Ziba har løjet om mig. Jeg befalede ham at sadle mit æsel, så jeg kunne følge kongen, men han adlød mig ikke, og så havde jeg ikke noget valg, fordi jeg er lam. 28I stedet bagtalte han mig ved at påstå, at jeg nægtede at tage med. Men herre konge, du handler på Guds vegne, og derfor må du gøre, som du synes bedst. 29Både jeg selv og resten af min familie kunne lige så godt være blevet henrettet af dig, men i stedet viste du mig den ære at være blandt de udvalgte, der får lov at spise ved dit bord. Jeg kan ikke forvente flere nådesbevisninger fra din side.”
30„Javel,” svarede David, „i så fald skal Ziba afstå det halve af ejendommen til dig.”
31„Nej, giv ham bare det hele,” svarede Mefiboshet. „Jeg er bare glad for, at du er kommet tilbage i god behold!”
32-33Barzillaj fra Gilead, der havde givet kongen og hæren mad under deres eksil i Mahanajim, havde ledsaget kongen fra Rogelim til Jordanfloden. Barzillaj var en meget gammel mand, omkring 80 år, og han var meget rig.
34„Følg med mig over floden og slå dig ned i Jerusalem,” sagde kongen til ham. „Jeg skal nok sørge for dig!”
35„Nej tak,” svarede han, „det er jeg for gammel til. 36Jeg er nu 80 år gammel og har for længst mistet appetitten på livet. Mad og vin smager mig ikke længere, og jeg kan ikke høre, når der bliver sunget og spillet. Nej, der er ingen grund til, at jeg skal ligge kongen til byrde. 37At ledsage dig over floden er ære nok for mig! 38Derefter vil jeg vende tilbage og dø i min hjemby, så jeg kan blive begravet der, hvor min mor og far ligger. Tag i stedet min søn Kimham med dig, herre konge. Måske kan du gøre noget for ham.”
39„Godt,” svarede kongen, „så tager jeg Kimham med mig. Lad mig da vise min taknemmelighed mod ham i stedet for. Jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om.”
40Kongen og resten af følget gik nu over Jordanfloden. Derefter omfavnede kongen Barzillaj til afsked og velsignede ham, hvorefter Barzillaj vendte tilbage, hvor han kom fra. 41Kongen tog Kimham med sig til Gilgal, hvor det meste af Juda og det halve af Nordriget var mødt op for at byde ham velkommen.
Judæerne og israelitterne kommer i klammeri
42Nogle af mændene fra Nordriget beklagede sig til kongen over, at det udelukkende var mænd fra Juda, der havde fået den ære at eskortere ham, hans familie og alle hans mænd over Jordanfloden.
43„Og hvad så?” indvendte judæerne. „Kongen hører jo til Judas stamme! Er det noget at være vred over? Har vi måske udnyttet vores fortrin ved at søge kongens særlige gunst?”
44„Jamen Nordriget består af ti stammer,” svarede de andre. „Derfor har vi meget mere krav på kongen, end I har! Hvorfor har I da ikke indbudt os? Var det måske ikke os, der oprindelig ønskede at få kongen tilbage?”
Judæerne gav svar på tiltale, så det endte med et større skænderi mellem judæerne og dem fra Nordriget.
