押沙龙回耶路撒冷
1洗鲁雅的儿子约押知道王想念押沙龙， 2就派人到提哥亚去召来一个聪明的妇人，对她说：“你假扮哀悼的人，穿上丧服，不要用油抹身，要装成哀悼很久的妇人， 3然后到王那里，对他这样这样说。”约押把应该说的话都告诉妇人。
4提哥亚妇人来到王面前，俯伏在地上说：“王啊，求你救救我吧！” 5王问她：“你有什么事？”妇人说：“婢女是个寡妇，丈夫死了。 6我本来有两个儿子，有一次他们在田间发生争执，当时没有人劝解，其中一个儿子被打死了。 7现在整个家族都起来反对婢女，说，‘把那打死亲兄弟的凶手交出来，我们要他以命偿命，除掉这个继承人。’他们要断了我家的香火，使婢女的丈夫既不能留名，也不能留后。” 8王说：“你回家去吧！我会为你作主。” 9提哥亚妇人说：“我主我王，愿罪过14:9 “罪过”可能指违背摩西律法杀人偿命的规定。都落在婢女和婢女家族，一切都与我王和王的王位无关。” 10王说：“若有人为难你，你就把他带来，他必不敢再找你的麻烦。” 11妇人说：“求王凭你的上帝耶和华起誓，不许报仇者杀人，留我儿一命。”王说：“我凭永活的耶和华起誓，你的儿子必毫发无损。”
12妇人说：“求我主我王再容婢女说一句。”王说：“说吧！” 13妇人说：“为什么王蓄意对上帝的子民行这样的事呢？王刚才所说的话正表明王的不是了，因为王不让被流放的儿子回来。 14人都难免一死，就像覆水难收。然而，上帝不是要夺取人的性命，而是要设法使流亡的人重新回来。 15我向我主我王说出这番话，是因为人们恐吓我。我想，不如向王请命，也许王会成全婢女的心愿。 16有人要害我和我儿子的性命，叫我们不得承受上帝所赐的产业，也许王能从这人手中救我们。 17婢女想，我主我王的话必能安慰我，因为我主我王就像上帝的天使一样能明辨是非。愿王的上帝耶和华常与王同在！”
18王对妇人说：“我有一件事要问你，你要实实在在地回答我。”妇人说：“我主我王请说。” 19王说：“这是不是约押的主意？”妇人说：“我敢在我主我王面前发誓，王所说的一点不错，这些话是你臣仆约押吩咐婢女说的。 20他这样做是希望扭转局面。我主如上帝的天使一样有智慧，洞悉天下之事。”
21于是，王对约押说：“我答应你的请求，你去把年轻的押沙龙带回来吧。” 22约押俯伏在地，叩谢王恩，说：“今天仆人在我主我王面前蒙了恩，因为王应允了仆人的请求。” 23约押便到基述把押沙龙接回耶路撒冷。 24王说：“让押沙龙回自己的家，不要让他来见我！”押沙龙便返回自己家中，没有朝见王。
25在整个以色列，没有人像押沙龙那样因相貌英俊而为人称道，他从头到脚毫无瑕疵。 26他的头发浓密，每年年终会很沉重，需要剪发，剪下的头发按王的重量标准约重两公斤。 27押沙龙有三儿一女，女儿名叫她玛，长得非常美丽。
28押沙龙在耶路撒冷住了两年，没有跟王见过面。 29他派人去请约押来，托他去求见王，但约押不肯来。第二次再请，他还是不肯来。 30押沙龙就吩咐仆人：“你们看，约押的田就在我的田旁边，他种了大麦，你们去放火把它烧了。”押沙龙的仆人便把麦田烧了。 31约押便来到押沙龙家里，问他：“你为什么叫仆人放火烧我的田？” 32押沙龙答道：“我派人请你来，希望你替我去问王，‘我为什么要从基述回来呢？倒不如仍然留在那里。’现在我要见王，如果我有什么罪过，就让他杀了我吧！” 33约押就去见王，把押沙龙的话告诉他，王便召见押沙龙。押沙龙来到王面前俯首叩拜，王就亲吻他。
Absalom og David forsones
1Da Joab blev klar over, hvor meget kongens tanker hele tiden kredsede om Absalom, 2-3sendte han bud til Tekoa efter en bestemt kvinde, som var kendt for sin visdom. „Du skal se ud som en, der sørger,” forklarede Joab. „Tag sørgedragt på og forsøm dit udseende, så du ligner en, der længe har sørget over en afdød. Træd så frem for kongen og sig det, som jeg nu fortæller dig.”
4Da kvinden trådte frem for kongen, bøjede hun sig underdanigt for ham og udbrød: „Herre konge, hjælp mig!”
5„Hvad er der galt?” spurgte han.
„Jeg er enke,” svarede hun. 6„Jeg havde to sønner, men en dag kom de i slagsmål ude på marken. Der var ingen til at lægge sig imellem, og derfor kom den ene til at slå den anden ihjel. 7Nu kræver resten af familien, at jeg udleverer den overlevende søn, så de kan henrette ham for at have myrdet sin bror. Men det er lige så meget for, at de på den måde kan få ryddet min nærmeste arving af vejen. Hvis jeg føjer dem, har jeg ingen sønner tilbage, og dermed uddør min afdøde mands slægt.”
8„Overlad den sag til mig,” svarede kongen. „Jeg skal nok sørge for, at ingen rører ham.”
9„Tak, herre!” udbrød hun. „Jeg skal nok tage ansvaret, hvis du senere bliver kritiseret for at have hjulpet mig.”
10„Det skal du ikke tænke på,” sagde kongen. „Hvis nogen gør indsigelser, så send dem bare til mig, og jeg skal sørge for, at de holder op med at genere dig.”
11Kvinden fortsatte: „Vil du sværge ved Herren din Gud på, at ingen får lov at hævne drabet og gøre min søn fortræd?”
„Det sværger jeg ved den levende Gud på!” svarede kongen. „Der skal ikke krummes et hår på hans hoved!”
12„Tillad mig endnu et par ord,” vedblev kvinden.
„Sig frem!” svarede kongen.
13Da spurgte kvinden: „Hvorfor viser du ikke samme velvilje overfor din egen slægt, som Gud har udvalgt, som du gør over for min? Med denne beslutning har du dømt dig selv, for du går med tanker om at slå din egen søn ihjel! 14Livet er som vandet, der hældes ud og synker ned i jorden—ingen kan samle det op igen, og ingen vender tilbage fra døden. Men Gud ønsker ikke døden. Han vil hellere finde en udvej for at kunne få en forvist søn hjem. 15Jeg kom til dig for at bede om hjælp, fordi jeg var bange for, hvad min familie ville gøre ved mig. 16Jeg tænkte, at du kunne redde os fra den mand, som er ude på at slå min søn ihjel og derved gøre det umuligt for vores slægt at få andel i det land, Gud har givet os. 17Jeg var overbevist om, at du nok skulle finde en udvej—hvad du også gjorde. Jeg ved, at min herre kongen har visdom fra Gud til at skelne mellem godt og ondt. Må Herren din Gud være med dig!”
18„Sig mig en ting!” sagde kongen.
„Ja, herre?” svarede kvinden.
19„Har Joab haft en finger med i spillet i alt det her?”
„Det kan ikke nægtes,” svarede kvinden, „for det var Joab, som sendte mig herhen med besked om, hvad jeg skulle sige. 20Hans hensigt var, at du skulle se sagen i et nyt lys. Din visdom, herre, er som en engels—intet undslipper din opmærksomhed.”
21Så sendte kongen bud efter Joab og sagde til ham: „Godt, du har overbevist mig! Bring Absalom tilbage til mig!”
22Joab bøjede sig ærbødigt for kongen og sagde: „Nu ved jeg, at du værdsætter mig, for du har indvilliget i at gøre det, jeg bad dig om.”
23Så rejste Joab til Geshur og hentede Absalom, som han førte med sig tilbage til Jerusalem. 24Absalom fik lov at komme tilbage til sit gamle hus på paladsets område, men kongen nægtede at se ham.
25Ingen i hele Israel var så beundret for sit udseende som Absalom. Der var intet at udsætte på ham fra top til tå. 26Når han lod sit lange hår klippe en gang om året, plejede han at veje det. Der var gerne over to kilo, og han lod det kun klippe, fordi det ellers blev for tungt at bære rundt på. 27Absalom havde tre sønner og en datter, som også fik navnet Tamar. Hun var en usædvanlig smuk kvinde.
28To år efter at Absalom var vendt hjem fra sit eksil, havde han endnu ikke fået foretræde for kongen. 29Derfor sendte han bud efter Joab, for at han skulle gå i forbøn for ham. Men Joab kom ikke—heller ikke da Absalom gentog opfordringen.
30Derfor gav Absalom sine folk ordre til at gå hen og sætte ild til Joabs bygmark, der grænsede op til hans egen. Det gjorde de så. 31Derefter kom Joab ind til Absalom og spurgte:
„Hvorfor gav du dine folk ordre til at sætte ild til min mark?”
32Absalom svarede: „For at få din opmærksomhed! Jeg vil gerne have, at du henvender dig til kongen og spørger ham, hvorfor han fik mig bragt tilbage fra Geshur, når han altid undgår mig. Jeg kunne jo lige så godt være blevet, hvor jeg var. Jeg ønsker, at du skal arrangere et møde mellem kongen og mig, og hvis han derefter stadig er overbevist om, at jeg er skyldig til døden, kan han for min skyld gerne henrette mig.”
33Så gik Joab til kongen og fortalte, hvad Absalom havde sagt. Da gav David efter og tilkaldte Absalom, og da Absalom mødte kongen, bøjede han sig ærbødigt for ham, og kongen omfavnede ham.
