安息年的条例
1耶和华在西奈山上对摩西说： 2“你把以下条例告诉以色列人。
“你们到了我将要赐给你们的土地后，要让土地每七年在耶和华面前休耕一年。 3六年之内，你们可以耕种田地，修整葡萄园，收获出产。 4但第七年是安息年，土地要休息，以尊崇耶和华。你们不可耕种，不可修整葡萄园。 5不可收割自生自长的庄稼，也不可摘未经修剪而结的葡萄。这一年土地要休耕。 6但安息年间土地里自生自长的，你们和你们的仆婢、雇工与住在你们中间的外族人都可以吃， 7你们的牲畜和境内的野兽也可以吃。
禧年的条例
8“你们要计算七个安息年，即七个七年，共四十九年。 9第五十年的七月十日赎罪日那天，你们要在境内各地吹号。 10你们要以这年为圣年，向境内所有居民宣告自由。这年将成为你们的禧年。各人要得回卖掉的祖业，卖身为奴的可以自由回家。 11第五十年是你们的禧年。这一年你们不可耕种，不可收割自生自长的庄稼，也不可摘未经修剪而结的葡萄。 12这是禧年，是你们的圣年，你们可以吃土地里自生自长的。 13在禧年，各人要得回卖掉的地业。 14因此，你们和同胞买卖田地时，不可彼此亏负。 15买卖双方要按照距下个禧年的年数多少定价。 16距下个禧年的年数多，价钱就高；年数少，价钱就低。因为卖的是田地收成的次数。 17要敬畏你们的上帝，不可彼此亏负。我是你们的上帝耶和华。 18你们要遵行我的律例，持守我的典章，就可以在那片土地上安居。 19土地会出产丰富，使你们丰衣足食、安然居住。 20你们可能会问，‘第七年不种不收，我们吃什么？’ 21我要在第六年赐福给你们，使田地的出产够你们吃三年。 22第八年开始耕种时，你们仍会吃陈粮，一直吃到第九年的收割季节。
赎回土地的条例
23“你们不可永远卖掉土地，因为土地是我的，你们只不过是寄居在那片土地上的过客。 24你们购买每一块土地时，都必须让原主保留赎回的权利。 25如果有人因贫穷而卖掉土地，他的近亲要把卖掉的土地赎回来。 26如果无人为他赎回，而他自己渐渐富裕起来，有能力赎回， 27他要计算卖掉土地的年数，退还距下个禧年所剩年数的地价，便可以赎回自己的土地。 28如果他没有能力赎回，所卖的土地在禧年之前要属于买主。到了禧年，买主必须把土地归还原主。
赎回房屋的条例
29“如果有人卖掉自己城里的房子，要保留一年赎回权。卖掉房子的一年之内，他可以赎回。 30如果一年之内他没有赎回，房子便永远归买主所有，就是到了禧年也不用归还。 31如果房子在四围无墙的乡村，要视房子为乡下的土地，原主可以赎回；到了禧年，买主必须将房子归还。 32在利未人的城邑里，利未人有权随时赎回所卖的房子。 33如果他们没有赎回，到了禧年要把房子归还他们；因为在利未人的城里，利未人的房屋是他们在以色列人中所拥有的产业。 34但不可出卖利未人城郊的草场。那是他们永远拥有的产业。
照顾同胞的条例
35“如果你们的同胞生活日益贫穷，难以维生，你们要像照顾外族人和寄居者一样照顾他的生活，让他住在你们当中。 36你们不可从中谋利，要敬畏上帝，让他住在你们当中。 37你们借钱给他，不可收取利息；借粮给他，不可谋利。 38我是你们的上帝耶和华。我曾经带领你们离开埃及，为要把迦南赐给你们，并做你们的上帝。
买卖奴隶的条例
39“如果你们的同胞穷得把自己卖给你们，不可把他当作奴隶， 40要待他像雇工和寄居者一样。他要为你工作到禧年。 41到了禧年，他和孩子们便可以离开你们，回到自己的宗族和祖业。 42因为以色列人是我的仆人，是我从埃及带出来的，所以他们不可卖身为奴。 43你们也不可苛待他们，要敬畏你们的上帝。 44你们可以从邻国购买奴隶， 45也可以买居住或出生在你们境内的外族人。这些人可以作你们的产业。 46你们可以将他们作为产业传给你们的子孙，使他们终身做奴隶。但你们不可苛待自己的同胞。
47“如果你们中间的外族人渐渐富裕，你们同胞中却有人日益贫穷，把自己卖给外族人或他们的族人， 48他可以保留赎身的权利。他的兄弟、 49叔伯、堂兄弟或其他近亲都可以赎回他。如果他富裕起来，也可以赎回自己。 50他要和买主计算从自己卖身为奴到下个禧年之间的年数，然后按雇工的工价，照年数计算赎价。 51如果离禧年还有很多年，他就要按比例偿还大部分卖身款为自己赎身。 52如果离禧年只有不多的几年，他就要按年数偿还卖身款为自己赎身。 53买主要待他如按年雇佣的工人。你们要确保买主不会苛待他。 54如果禧年来临前他没有被赎回，到了禧年他和孩子们都要获得自由。 55因为以色列人是我的仆人，是我从埃及领出来的仆人。我是你们的上帝耶和华。
Sabbatår og jubelår
1Dengang Moses var på Sinaibjerget, sagde Herren til ham: 2„Du skal give Israels folk følgende instruktioner: Når I kommer ind i det land, som jeg vil give jer, skal landet hvert syvende år ligge uopdyrket hen som en sabbatshvile. 3I seks år kan I tilså jeres marker, beskære jeres vinstokke og høste jeres afgrøder, 4men hvert syvende år skal landet ligge brak. Det er en sabbatshvile for Herren. I det år må I ikke pløje jorden eller tilså jeres marker. I må heller ikke arbejde i jeres vingårde. 5Det korn, der vokser på markerne fra resterne af det foregående års afgrøde, og de druer, der alligevel gror på vinrankerne, må I heller ikke indhøste, for i det år skal jorden hvile sig. 6Men I må gerne spise de frugter og andet, der gror vildt. Den regel gælder også jeres daglejere og slaver og de fremmede, som bor iblandt jer. 7Kvæget og de vilde dyr skal også leve af det, der gror vildt.
8-10Tæl nu syv gange syv år frem. Efter 49 år, når forsoningsdagen er inde, på den 10. dag i den syvende måned, skal der blæses i vædderhorn ud over landet. Hvert syvende sabbatår skal være et jubelår, og i hele landet skal både jorden og daglejerne frigives. Enhver skal sættes fri til at vende tilbage til sin slægt og sit tidligere jordstykke. 11I jubelåret må I ikke tilså landet eller høste jeres korn og druer på sædvanlig vis. 12Jubelåret skal holdes helligt, men I må gerne spise det, der gror vildt.
13I det år skal enhver af jer tage sit tidligere jordstykke i besiddelse igen. 14-16Hvis jorden købes eller sælges i perioden mellem to jubelår, skal I enes om en rimelig pris ved at tælle frem til næste jubelår. Hvis jubelåret ligger langt ude i fremtiden, skal prisen være højere, end hvis jubelåret er nært forestående, for når I sælger jeres jord, er det i virkeligheden jeres årsafgrøder, I sælger til den nye ejer, og afgrøderne fra jorden tilhører så ham indtil næste jubelår. 17I skal have ærefrygt for jeres Gud og ikke være urimelige, så I udnytter hinanden, for jeg er Herren.
18Adlyd mine love, så skal I bo trygt i landet. 19Ja, hvis I adlyder mig, skal I opleve en god høst, have rigeligt at spise og have fred i landet. 20Nu vil I spørge: ‚Jamen, hvad skal vi spise hvert syvende år, hvis vi ikke må så noget i det år og derfor ingen høst får?’ 21Svaret lyder: ‚Det, I sår og høster i det sjette år, vil jeg velsigne så meget, at I har mad nok til tre25,21 Dvs. sidste del af det sjette år, hele det syvende år og det ottende år. Året begyndte i september, og man plantede både byg og hvede omkring oktober eller november ved den første regn. Byggen blev høstet omkring marts (påsketid) og hveden omkring maj (pinsetid). år. 22I skal tilså jeres marker i det ottende år, og det opmagasinerede korn vil vare ved til begyndelsen af det niende år. Når den nye høst kommer, kan I begynde at spise af den.’
23Landet tilhører jo i virkeligheden mig. Derfor må I ikke sælge noget af jeres jord for bestandig, for I er forpagtere og har kun fået det til låns. 24I enhver salgsaftale skal der indgå den klausul, at jorden kan købes tilbage. 25Hvis en mand er tvunget til at sælge noget af sin jord, skal det være muligt for de nærmeste slægtninge at købe jorden tilbage. 26Men hvis der ingen slægtninge findes, som kan gøre det, og hvis han selv efterhånden får skrabet tilstrækkeligt med penge sammen, 27skal han selv have mulighed for at købe jorden tilbage for en pris, der skal fastsættes efter antallet af årsafgrøder, der endnu er tilbage til næste jubelår. Når han har gjort det, kan han flytte tilbage til sin jord. 28Men hvis han ikke er i stand til at købe jorden tilbage, skal den være på den nye ejers hænder frem til næste jubelår. Til den tid skal den gives tilbage til den tidligere ejer.
29Hvis en mand sælger sit hus i en by med mure omkring, har han tilbagekøbsret i op til et år. 30Hvis han ikke har købt huset tilbage ved årets udgang, tilfalder det den nye ejer, og i det tilfælde forbliver det den nye ejers ejendom—også efter næste jubelår. 31Men huse i bebyggelser uden mure omkring regnes som landejendomme, og for dem gælder de samme regler for tilbagekøb som for landejendomme: Tilbagekøbsretten gælder på ubegrænset tid, og i jubelåret skal en landejendom under alle omstændigheder overdrages til den tidligere ejer.
32Med hensyn til salg af huse i byerne er der en enkelt undtagelse, der kommer levitterne til gode: Deres huse kan købes tilbage når som helst 33og skal under alle omstændigheder gives tilbage i jubelåret. Levitterne får nemlig ikke jord som de øvrige stammer, kun huse i byerne og tilhørende græsmarker til deres kvæg. 34De græsmarker må ikke sælges, for de tilhører levitterne for altid.
35Hvis din landsmand er kommet ud i så store problemer, at han ikke længere kan forsørge sig selv, er du ansvarlig for at hjælpe ham. Du kan støtte ham økonomisk eller lade ham bo hos dig. 36Vis ærefrygt for din Gud ved at tilbyde den pågældende mad og logi, og kræv ikke renter af de penge, du låner ham. 37Du skal give ham, hvad han har behov for, og ikke drage økonomisk fordel af ham. 38For jeg, Herren jeres Gud, førte jer ud af Egyptens land, så I kunne få Kana’ans land i eje, og jeg kunne være jeres Gud.
39Hvis din landsmand er blevet nødt til at sælge sin arbejdskraft til dig, må du ikke behandle ham som en slave, 40men som en daglejer eller en gæst, og han skal arbejde for dig indtil næste jubelår. 41På det tidspunkt står det ham frit for at rejse—og tage sin familie med sig—så han kan vende tilbage til sin slægt og sin tidligere ejendom, 42for jeg er den, som førte jer ud af Egypten, og I er mine tjenere! Derfor må I ikke behandle hinanden som almindelige slaver 43eller undertrykke hinanden på nogen måde. I skal vise ærefrygt for jeres Gud.
44Derimod må I gerne opkøbe slaver fra de fremmede folkeslag, som bor omkring jer, 45og I må også gerne købe efterkommere af disse fremmede, selv om de er født i landet. 46De skal være jeres slaver på livstid, og I kan overdrage dem til jeres børn efter jer. Men jeres israelitiske landsmænd må I ikke undertrykke på nogen måde.
47Hvis en af de fremmede, som bor iblandt jer, bliver rig, og en af jeres egne landsmænd bliver så fattig, at han er nødsaget til at sælge sig selv som slave til den fremmede eller til en efterkommer af en fremmed, 48kan en af hans brødre løskøbe ham, 49eller hans farbror, farbroderens søn eller en anden nær slægtning kan gøre det. Endelig kan han løskøbe sig selv, hvis han kan skrabe pengene sammen. 50Prisen for hans frihed skal udregnes efter antallet af år frem til næste jubelår og svare til den løn, en daglejer ville få i samme periode. 51Jo længere ude i fremtiden, jubelåret ligger, des tættere ligger løsesummen på det beløb, han oprindelig solgte sig selv for, 52men hvis jubelåret er nært forestående, bliver løsesummen et lille beløb i forhold til salgssummen. 53Hvis han sælger sig til en af de fremmede iblandt jer, skal den fremmede behandle ham, som hans egne landsmænd ville gøre, nemlig som en daglejer. Han må ikke undertrykke ham eller behandle ham som en slave. 54Og hvis han stadig ikke er løskøbt, når jubelåret oprinder, skal han og hans familie have deres frihed. 55For Israels folk er mine tjenere, og jeg er Herren deres Gud, som førte dem ud af Egypten.
