雅各全家定居埃及
1约瑟来到法老面前，对他说：“我父亲和我的弟兄们已经带着他们的羊群、牛群和所有的一切从迦南来了，现在就在歌珊。” 2约瑟从弟兄中带了五个人去见法老。 3法老问他们：“你们做什么工作？”他们回答说：“仆人们祖祖辈辈都是牧羊的。 4迦南的饥荒很严重，羊群没有草吃，所以我们到这里来寄居，求你准许仆人们住在歌珊。” 5法老对约瑟说：“你父亲和弟兄们都来了， 6整个埃及就在你面前，尽管安排他们住在国中最好的地方。他们可以住在歌珊。如果你知道他们中间有能干的人，可以派他们看管我的牲畜。”
7约瑟又带父亲雅各去见法老，雅各就为法老祝福。 8法老问雅各：“你多大岁数了？” 9雅各回答说：“我在世上寄居一百三十年了，我的日子又苦又短，不像我祖先那样高寿。” 10雅各为法老祝福后，就告退了。 11约瑟遵照法老之命把埃及最好的地方——兰塞境内的土地给他父亲和弟兄们居住，作他们的产业。 12约瑟按各家人口提供粮食给父亲、弟兄及其他家人。
饥荒
13饥荒很严重，到处都缺粮，埃及和迦南都饱受饥荒之苦。 14约瑟把埃及人和迦南人向他买粮的银子收集起来，存放在法老的库房里。 15埃及人和迦南人的银子都用光了，埃及人就来见约瑟，对他说：“我们的钱财都用光了，求你给我们粮食，免得我们饿死在你面前。” 16约瑟说：“你们的钱财如果用尽了，可以用你们的牲畜来交换粮食。” 17于是，他们把牲畜赶到约瑟那里，用他们的牛、羊、驴和马跟约瑟换粮食。那一年，他们就依靠换来的粮食生活。
18到了第二年，他们又来见约瑟，对他说：“不瞒我主，我们的钱都用光了，牲畜也给你了，除了我们自己和田地以外，我们一无所有。 19求你不要让我们人死地荒。我们愿意用自己和我们的田地来换粮食，我们和我们的田地都归法老。求你给我们种子，我们好活下去，不致饿死，土地也不致荒废。”
20埃及人为饥荒所迫，纷纷卖掉自己的田地。约瑟替法老收购了埃及全国的田地，最后，所有的田地都归法老了。 21约瑟使埃及全境的人都成为法老的奴仆。 22约瑟唯独没有买祭司的田地，因为祭司吃法老的俸禄，有足够的供给，不用卖地。 23约瑟对百姓说：“我为法老买了你们和你们的土地，这里有种子，你们可以拿去耕种。 24但是你们要把收成的五分之一给法老，其余的，你们可以留下来作种子和全家人的口粮。” 25他们说：“你救了我们的命，求你恩待我们，让我们做法老的奴仆吧。” 26于是，约瑟立下一条法令，到今天还有效，就是埃及出产的五分之一归给法老。只有祭司的田地不归法老。
27以色列人住在埃及的歌珊，在那里获得了产业，人口兴旺。 28雅各在埃及住了十七年，他一共活了一百四十七岁。
29他快要离世的时候，把儿子约瑟叫来，说：“你如果恩待我，请你把手放在我大腿底下起誓，你会以慈爱和信实待我，不把我葬在埃及。 30我与祖先同眠后，你要把我带出埃及安葬在我祖先的身边。”约瑟说：“我必照你说的做。” 31雅各要约瑟起誓，约瑟照做了。于是，以色列在床头47:31 “在床头”或译“拄着拐杖”。敬拜上帝。
Farao byder Jakob og hans familie velkommen
1Josef vendte så tilbage til Farao og sagde: „Min far og mine brødre er ankommet fra Kana’an med deres får, geder, kvæg og alt, hvad de ejer. De befinder sig lige nu i Goshen.” 2Josef havde fem af sine brødre med sig. Dem præsenterede han for Farao, 3og Farao spurgte dem: „Hvad er jeres beskæftigelse?”
„Vi er hyrder ligesom vores forfædre,” svarede de. 4„Vi er kommet for at bo som gæster i Egypten. Der er ikke mere græs til vores dyr i Kana’an, for hungersnøden er meget streng der. Vi beder derfor om tilladelse til at bo i Goshen.”
5Henvendt til Josef sagde Farao: „Nu, da din far og dine brødre er kommet, 6må du lade dem slå sig ned i den bedste del af landet. Hvis de gerne vil bosætte sig i Goshen, så lad dem gøre det. Og hvis nogle af dem er særlig gode hyrder, kan du give dem opsyn med mit kvæg.”
7Derefter bragte Josef sin gamle far Jakob til Farao, og Jakob hilste på Farao med en velsignelse.
8„Hvor gammel er du?” spurgte Farao ham.
9Jakob svarede: „I mine 130 år har jeg rejst i mange lande og været igennem et utal af problemer, men jeg har ikke levet nær så længe, som mange af mine forfædre.” 10Jakob velsignede igen kongen som afsked og forlod ham.
11Så gav Josef den bedste del af Egypten—området omkring byen Ramses—til sin far og sine brødre, sådan som Farao havde sagt. 12Og han sørgede for korn til sin far og sine brødre i forhold til størrelsen af deres familier.
Hungersnøden bliver værre
13Hungersnøden blev værre og værre, og der var stadig ingenting at høste hverken i Egypten eller i Kana’an, hvor jorden blev totalt udtørret. 14Alle de penge, Josef havde modtaget som betaling for korn, der var solgt til folk i Egypten og Kana’an, opbevarede han i Faraos skatkammer. 15Men selv om folks penge var sluppet op både i Egypten og Kana’an, kom alle egypterne alligevel til Josef og tiggede om mad. „Vores penge er sluppet op,” sagde de. „Men giv os korn alligevel! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig?”
16„Hvis I ingen penge har, så giv mig jeres dyr,” svarede Josef, „så skal I få korn i bytte.” 17Derfor kom de til Josef med deres husdyr og byttede dem for mad, og han forsørgede dem det år med korn. Inden længe tilhørte alle landets heste, køer, får, geder og æsler Farao.
18Da året var omme kom folk tilbage og sagde: „Nu har vi hverken penge eller dyr tilbage. Det eneste, vi råder over, er vores arbejdskraft og vores jord. 19Lad os ikke dø for øjnene af dig. Køb os og vores jord og gør os til Faraos fæstebønder. Og giv os så korn og såsæd, så vi ikke skal dø, og så markerne ikke skal ligge brak.”
20Således opkøbte Josef al Egyptens jord til Farao, for egypterne havde ingen anden udvej end at sælge deres jord, fordi hungersnøden fortsatte. På den måde kom hele landet til at tilhøre Farao, 21og alle landets indbyggere blev fæstebønder. 22Kun præsternes jord blev ikke opkøbt, for de fik deres løn direkte fra Farao og behøvede derfor ikke at sælge deres jord.
23Josef sagde derpå til folket: „Jeg har nu købt jer og jeres jord til Farao. Her er såsæd, så I kan tilså jeres marker. 24Når I til sin tid høster, skal en femtedel af afgrøden tilhøre Farao. De fire femtedele må I beholde og bruge til mad til jer selv og jeres børn og til såsæd næste år.”
25„Du har reddet vores liv,” svarede de. „Vi er taknemmelige og vil med glæde være Faraos fæstebønder.” 26Josef gjorde det til en lov i Egypten, som gælder den dag i dag, at Farao skulle have en femtedel af alle landets produkter. Men siden Farao ikke havde købt præsternes jord, blev de fritaget fra at betale denne afgift.
27Israelitterne slog sig altså ned i Goshen i Egypten, hvor de trivedes godt og hurtigt voksede i antal. 28Jakob levede 17 år efter sin ankomst til Egypten, så han var 147 år, da han døde. 29Da han mærkede, at hans sidste time nærmede sig, sendte han bud efter sin søn Josef og sagde: „Læg din hånd under min lænd og sværg på, at du vil opfylde min sidste bøn: Begrav mig ikke her i det fremmede land, 30men lov mig, at du vil bringe mig ud af Egypten og begrave mig hos mine forfædre.” Det lovede Josef, 31men Jakob insisterede: „Sværg på, at du vil gøre, som jeg siger!” Det svor Josef på, og Jakob bøjede hovedet over sin stav47,31 Ifølge den græske oversættelse, Septuaginta. Den hebraiske tekst siger: „over hovedgærdet af sin seng.” Formodentligt har Jakob siddet på kanten af sin seng og støttet sig til sin stav. Verset er citeret i Hebr. 11,21 fra den græske oversættelse. i tilbedelse.
