创世记 45 – CCB & BPH

Chinese Contemporary Bible (Simplified)

创世记 45:1-28

约瑟与弟兄相认

1约瑟再也控制不住自己,于是令所有的随从都出去。这样,约瑟跟弟兄们相认时,没有外人在场。 2约瑟放声大哭,埃及人听见了他的哭声,法老家也听到了这个消息。 3约瑟对他的弟兄们说:“我是约瑟!我的父亲还健在吗?”他的弟兄们吓得一句话也说不出来。

4约瑟叫他们走近一点,等他们靠近了,便说:“我是你们卖到埃及的弟弟约瑟5现在,你们不要因为把我卖到这里而自怨自责。上帝差我先来这里,是为了保住大家的性命。 6地上的饥荒已经两年了,我们还有五年不能种、不能收。 7上帝差我先来,是要为你们保留后代,又要大施拯救,保住你们的性命。 8这样看来,不是你们,是上帝把我送到这里的。祂使我成为法老的宰相,管理他的家和整个埃及9你们快回去告诉父亲,他儿子约瑟说,‘上帝已经使我管理整个埃及,请他立刻来这里。 10他可以带着他的子孙、牛羊及一切所有住在歌珊。那里离我很近, 11我可以奉养他,以免他和全家老少及仆婢牲畜都陷入绝境,因为还有五年的饥荒。’ 12你们和我弟弟便雅悯都看见了,这是我亲口对你们说的。 13你们要把我在埃及享有的尊荣和你们见到的一切都告诉父亲,尽快把他接来。” 14约瑟和弟弟便雅悯抱头痛哭, 15然后又亲吻其他弟兄,抱着他们痛哭,弟兄们跟他交谈起来。

16约瑟弟兄们到来的消息传到法老的王宫,法老和他的臣仆都为约瑟感到高兴。 17法老对约瑟说:“你去吩咐你的弟兄备好驴回迦南18把你们的父亲和家眷都接到我这里。我要把埃及最好的土地赐给他们,让他们享受这里肥美的物产。 19吩咐你的弟兄从埃及带着车去把他们的妻子、儿女和你们的父亲接来。 20不要担心你们在迦南的产业,因为埃及全国的美物都是你们的。”

21以色列的儿子们答应了。约瑟遵照法老的吩咐,为他的弟兄们预备好车辆和路上需用的粮食, 22又给他们每人一套新衣服,但给了便雅悯五套新衣服和三百块银子。 23约瑟送给父亲十头公驴,驮着埃及的美物,还送了十头母驴,驮着粮食、饼和其他食物,让父亲路上用。 24约瑟送弟兄们回去,嘱咐他们路上不要争吵。

25于是,他们离开埃及回到在迦南的父亲雅各那里, 26对父亲说:“约瑟还活着,并且做了埃及的宰相。”雅各惊呆了,不敢相信他们的话。 27雅各听了他们转述约瑟的话,又看见约瑟派来接他的车,才回过神来。 28以色列说:“我信了!我儿约瑟还活着,我要在死之前去见他。”

Bibelen på hverdagsdansk

1. Mosebog 45:1-28

Josef giver sig til kende for sine brødre

1Da kunne Josef ikke længere beherske sig. „Ud, alle sammen!” beordrede han sine tjenere, for han ville være alene med brødrene. 2Så brast han i gråd. Han hulkede så højt, at alle i huset hørte det—ja, rygtet om hans gråd nåede helt til Faraos palads.

3„Jeg er Josef!” sagde han. „Er min far stadig i live?” Hans brødre var lamslåede og kunne ikke få et ord frem.

4„Kom herhen,” sagde han. De trådte nærmere, og han sagde igen: „Jeg er Josef, jeres bror, som I solgte til Egypten. 5Men I må ikke bebrejde jer selv på grund af det, I gjorde, for Gud var med i det! Han sendte mig hertil i forvejen, for at I kunne blive reddet. 6Hungersnøden har nu hærget i to år, og den vil hærge fem år endnu. I al den tid vil der hverken blive pløjet eller sået. 7Derfor sendte Gud mig hertil, så at I og jeres familier kan overleve og blive til et stort folk. 8Ja, det var Gud, som sendte mig hertil—ikke jer. Og han har gjort mig til Faraos rådgiver, ansvarlig for hans ejendom og hersker over hele Egypten.

9Skynd jer nu tilbage til min far og fortæl ham, at Gud har gjort hans søn Josef til hersker over Egypten. Sig til ham, at han skal komme med det samme 10og slå sig ned i Goshens land, så han kan bo i nærheden af mig med alle sine børn og børnebørn, sine fåre- og kvægflokke og alt, hvad han ejer. 11Så kan jeg hjælpe jer, for der er stadig fem år, til hungersnøden er slut. Ellers vil I alle ende i den yderste fattigdom.”

12Josef fortsatte: „I kan selv se, at jeg er Josef—også Benjamin kan bekræfte det. 13Fortæl min far, at det er gået mig godt i Egypten. Fortæl om den magt, jeg har, og om alt, hvad I har set og hørt her—og skynd jer så at bringe ham herhen.”

14Da omfavnede Josef sin bror Benjamin, og med hinanden om halsen græd de to brødre. 15Derefter omfavnede han grædende hver enkelt af sine brødre, og først da fik de mælet igen. 16Nyheden om Josefs brødre nåede også Farao og hans hof, og alle glædede sig over det bevægede gensyn.

17Farao sagde da til Josef: „Sig til dine brødre, at de skal læsse deres æsler og skynde sig hjem til Kana’an 18og hente deres far og øvrige familie. De kan roligt komme herned og bo. Giv dem denne besked fra mig: Farao vil overdrage jer den bedste jord, der er i Egypten. I skal leve af landets overflod. 19Og sig til dine brødre, at de må tage vogne med sig fra Egypten, så deres koner og børn og deres far kan blive kørt hertil. 20Sig også til dem, at de ikke skal bekymre sig om de ting, de må lade tilbage, for det bedste af det bedste her i Egypten skal være deres.”

21Så gav Josef dem vogne og rejseproviant, sådan som Farao havde befalet, og brødrene gjorde, som der blev sagt. 22Josef gav alle sine brødre smukke dragter, og Benjamin gav han fem dragter og tre hundrede sølvstykker. 23Til sin far læssede han ti æsler med alle mulige specialiteter fra Egypten—og endnu ti æsler med korn og andre livsfornødenheder, som skulle være proviant på hans rejse til Egypten. 24Så tog han afsked med sine brødre: „Lad nu være med at skændes på vejen,” var hans sidste ord til dem, 25hvorefter de tog af sted og kom hjem til deres far i Kana’an.

26„Josef er i live!” fortalte de i munden på hinanden. „Og han regerer over hele Egypten!” Men Jakob var skeptisk. Han kunne simpelthen ikke tro det. 27Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt, og da Jakob så vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, livede han op 28og sagde: „Det må jo være sandt, at min søn Josef lever! Jeg må af sted og se ham, før jeg dør.”