使徒行传 27 – CCB & BPH

Chinese Contemporary Bible (Simplified)

使徒行传 27:1-44

保罗前往罗马

1他们决定让我们坐船去意大利,于是将保罗和其他囚犯都交给一位皇家兵团的百夫长犹流看管。 2有一艘亚大米田的船准备沿着亚细亚海岸航行。我们上船启航,同船的还有帖撒罗尼迦马其顿亚里达古3第二天,船停泊在西顿港,犹流宽待保罗,准他探望当地的朋友,接受他们的照应。

4我们从那里启航后,由于遇到逆风,便沿着塞浦路斯的背风岸前行, 5经过基利迦旁非利亚附近的海域,来到吕迦每拉6百夫长在那里找到一艘从亚历山大驶往意大利的船,吩咐我们换搭那艘船。

7一连多日船速十分缓慢,好不容易才驶近革尼土。因为强风船无法前行,只好沿着克里特背风岸航行,经过撒摩尼角。 8船沿着海岸行进,几经艰难才到达拉西亚城附近的佳澳

9我们耽误了不少日子,禁食的节期27:9 指犹太人的赎罪日,约在阳历九月、十月间(参见利未记23:27)。已过,航行很危险,保罗劝告众人说: 10“各位,照我看来,如果我们继续航行,不只会损失货物和船只,甚至连我们的性命也难保。” 11但那百夫长只相信船主和舵手的话,不接受保罗的劝告。 12由于佳澳港不适宜过冬,大部分人赞成启航,以为或许可以赶到菲尼基过冬。菲尼基克里特的一个港口,一面向西南,一面向西北。

惊涛骇浪

13那时,南风徐徐吹来,他们以为可以按计划继续航行,于是起锚沿着克里特行进。 14可是出发不久,便遇到从岛上刮来的猛烈的东北风27:14 猛烈的东北风”希腊文是“友拉革罗飓风”。15船被刮得失去控制,我们只好任船随风漂流。 16船沿着一个叫高达的小岛的背风面前进,大家好不容易才控制住救生船。 17水手把救生船拉上甲板后,又用绳索加固船身。因为怕船会在赛耳底搁浅,于是收起船帆,任船漂流。 18第二天,风浪依然猛烈,他们开始把货物抛进海里。 19第三天,他们又亲手把船上的用具也抛掉了。 20一连好几天都看不到太阳、星辰,风浪肆虐,我们完全放弃了得救的指望。

保罗安慰众人

21这时大家已经多日没有进食,保罗站在他们当中说:“各位当初如果肯听我劝,不离开克里特,就不会遭受这些损失了。 22现在我劝大家放心,你们无人会丧命,只是这艘船保不住了。 23因为昨天晚上,我所归属、所事奉的上帝差遣天使站在我身旁, 24对我说,‘保罗,不用怕,你一定会站在凯撒面前,上帝也会保全所有和你同船的人。’ 25所以请各位放心,我深信上帝所说的话必然会成就。 26只是我们一定会在某个岛上搁浅。”

27第十四天的晚上,我们在亚得里亚海漂来漂去。到了午夜时分,水手都觉得离陆地不远了, 28就探测水深,结果约三十六米深,再往前一点,只有二十七米左右。 29他们怕会触礁,就从船尾抛下四个锚,暂停前进,期待天亮。 30水手们想要弃船逃生,假装要从船头抛锚,却偷偷地把救生船放到海里。 31保罗对百夫长和士兵们说:“除非他们留下来,否则你们都活不了!” 32士兵听了,就砍断绳索,让救生船漂走。

33到了黎明时分,保罗劝大家吃东西,说:“你们提心吊胆、不思饮食已经十四天了。 34我劝你们吃点东西,好活下去,你们必定毫发无损。” 35保罗说完后拿起饼,当众感谢上帝,然后掰开吃。 36于是大家都振作起来,吃了些东西。 37船上共有二百七十六人。 38吃饱了以后,为了要减轻船的重量,他们把麦子抛进海里。

安全登陆

39天亮的时候,水手发现了一片不认识的陆地,看见一个有沙滩的海湾,便决定尽可能在那里靠岸。 40于是砍断锚索,把锚丢在海里,松开舵绳,升起前帆,顺着风势驶向那沙滩。 41可是,遇到两流交汇的水域,就在那里搁了浅,船头卡在那里不能动弹,船尾被大浪撞裂了。

42士兵们想把囚犯全杀掉,怕有人乘机游泳逃走。 43但百夫长为了救保罗,不准他们轻举妄动,下令会游泳的先跳到海里游上岸。 44其余的人利用木板和船体的碎片游上岸。结果,全船的人都安全上岸了。

Bibelen på hverdagsdansk

Apostlenes Gerninger 27:1-44

Skibbrud under sejladsen til Rom

1Det var nu afgjort, at vi skulle sejle til Italien, og derfor blev Paulus sammen med en del andre fanger sat under opsyn af en officer ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling. 2Vi gik om bord i et skib, der var på vej hjem til Adramyttion og på turen skulle anløbe havne langs Lilleasiens kyst. Aristark fra Thessaloniki var også med os.

3Efter en dags sejlads gjorde vi et kort ophold i Sidon. Julius var meget venlig over for Paulus og lod ham gå i land, så han kunne besøge sine venner og nyde godt af deres gæstfrihed. 4Da vi skulle sejle videre mod vest, havde vi modvind, og derfor drejede vi i stedet mod nord og sejlede i læ af Cypern. 5Vi passerede efterhånden provinserne Kilikien og Pamfylien og lagde ind til byen Myra i Lykien.

6Dér fandt officeren et egyptisk skib med hjemsted i Alexandria. Eftersom det skulle til Italien, blev vi alle overført til det skib, og vi sejlede af sted. 7-8I flere dage gik det kun langsomt fremad, da vi havde stiv modvind, og med meget besvær nåede vi på højde med Knidos. Her blev vestenvinden os for stærk, så vi drejede mod syd for at komme i læ af Kreta. Da vi havde passeret Kap Salmone på øens østlige spids, sejlede vi med stort besvær vestpå langs kysten og kom endelig til „Gode Havne” i nærheden af byen Lasæa. 9På grund af den megen modvind havde vi spildt en masse tid. Det var allerede tiden for efterårsstormene,27,9 Teksten siger: „Fastedagen var allerede overstået”. Der henvises til den store jødiske fastedag, Yom Kippur, som falder sidst i september eller først i oktober, afhængig af månens cyklus. og en lang sørejse over åbent hav ville være yderst risikabel. Paulus advarede både kaptajnen, styrmanden og Julius. 10„Mine herrer,” sagde han, „jeg forudser vanskeligheder. Hvis vi fortsætter rejsen nu, vil det føre til skibbrud med tab af både skibet og lasten. Ja, også menneskeliv vil gå tabt.” 11Men Julius foretrak at lytte til styrmanden og kaptajnen frem for Paulus. 12Og da den lille havn, vi var i, var uegnet til overvintring, holdt et flertal af besætningen på, at de skulle sejle videre langs kysten til Føniks, der var en havneby på Kreta, som havde indsejling fra sydvest og kunne yde beskyttelse mod storme fra nordvest.27,12 Teksten er uklar. Mere ordret: „med udsigt til sydvest og mod nordvestenvinden”. Havnen ligger i bunden af en smal fjord i en større bugt med indsejling fra syd og sydvest. Dér kunne de så afvente, at det blev forår.

13Da der var en let vind fra syd, så det ud til, at de kunne gennemføre deres plan. De lettede derfor anker og sejlede langs kysten. 14Men inden længe slog vejret pludselig om, og der kom en orkan af den slags, som er kendt under navnet „Nordøstorkanen”. 15Der var ikke andet at gøre end at lade skibet drive for vinden og blive ført til havs. 16En kort tid lå vi i læ bag en lille ø, som hedder Kauda, hvor det med nød og næppe lykkedes os at få skibsjollen hevet indenbords. 17Derefter surrede mandskabet tov rundt om skibet og under kølen for at styrke skroget. Da de var bange for at blive blæst helt ned til den nordafrikanske kyst, hvor skibet ville gå på grund på sandbankerne, firede de drivankeret ned.27,17 Teksten er usikker og kan måske oversættes: „tog de sejlene ned”. På den måde drev skibet af sted for vinden. 18Næste dag var stormen lige voldsom, og besætningen begyndte at kaste skibets last over bord. 19Dagen efter kastede de også størstedelen af sejlene og skibsgrejet over bord.

20Den frygtelige storm rasede med uformindsket styrke i flere døgn. Vi så hverken sol eller stjerner, og der var ikke længere noget håb om redning. 21Ingen havde lyst til at tage føde til sig, men så kaldte Paulus besætningen sammen og sagde: „Folkens! I burde have lyttet til mig og aldrig have sejlet ud fra ‚Gode Havne’. Så havde I sparet os for de tab, vi allerede har lidt. 22Men nu beder jeg jer om at fatte nyt mod, for selv om skibet ikke kan reddes, vil ingen komme til at miste livet. 23I nat kom der en engel til mig fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, og han sagde: 24‚Vær ikke bange, Paulus! Det er Guds plan, at du skal stå foran den kejserlige domstol, og Gud vil også nådigt redde alle dem, der er i skibet sammen med dig.’ 25Da jeg er overbevist om, at det vil ske, som Gud har sagt til mig, skal I være ved godt mod. 26Men vi kommer til at strande på en ø.”

27Efter at vi i 14 dage havde drevet om i Middelhavet, fik sømændene midt om natten en formodning om, at der måtte være land forude. 28De loddede dybden og målte 20 favne27,28 En favn er ca. 1,80 meter, den længde, man kan favne med udstrakte arme. vand. Lidt efter loddede de igen og målte 15 favne. 29Det betød, at vi meget snart ville nå land, og da søfolkene var bange for, at der var klipper og skær langs kysten, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart ville blive lyst. 30Besætningsmedlemmerne lagde planer om at rømme skibet. De firede jollen i søen, idet de lod som om, de ville lægge ankre ud fra forstavnen. 31Men Paulus sagde til den romerske officer og soldaterne: „Hvis ikke de sømænd bliver om bord, kan I ikke blive reddet.” 32Så kappede soldaterne tovene til jollen og lod den drive bort.

33Da det første dagslys kunne skimtes, opfordrede Paulus alle til at spise noget. „I har ikke spist i 14 dage,” sagde han. 34„I skal sørge for at få noget mad, for det vil hjælpe jer til at blive reddet. Ingen af jer vil miste så meget som et hovedhår.” 35Så tog han selv et brød, takkede Gud for øjnene af dem alle, brækkede det i stykker og begyndte at spise. 36Alle de andre fik nyt mod og gav sig til at spise. 37Vi var 276 mennesker om bord. 38Da alle var blevet mætte, smed besætningen alt kornet over bord, for at skibet ikke skulle stikke så dybt.

39Da det blev lyst, kunne de se land, men ingen genkendte det. De så, at der var en strandbred ved en bugt, og derfor besluttede de at lade skibet løbe på grund der. 40De kappede ankrene og løsnede roret, som havde været surret fast med reb, hejste forsejlet og styrede skibet ind mod strandbredden. 41De kom til et sted, hvor to havstrømme mødtes, og dér satte de skibet på grund på en sandbanke. Forstavnen satte sig godt fast og blev stående urokkelig, mens agterskibet efterhånden blev slået i stykker af den voldsomme brænding. 42Soldaterne ville slå fangerne ihjel, for at ingen af dem skulle svømme i land og flygte. 43Men den romerske officer ville redde Paulus og forhindrede dem i at gøre det. Han gav ordre til, at alle, der kunne svømme, skulle springe over bord først, 44og at de øvrige skulle prøve at nå ind til land ved at klamre sig til planker eller vragrester fra skibet. Alle blev på den måde reddet i land i god behold.