Chinese Contemporary Bible (Simplified)

耶利米哀歌 1

凄惨的耶路撒冷

1从前人烟稠密的城,
现在何其荒凉!
从前扬威万邦的强国,
现在竟像寡妇一样。
从前在诸省做公主的,
现在却沦为奴婢。

她在夜间痛哭,泪流满面。
情人中没有一个前来安慰。
朋友都出卖她,与她为敌。

犹大饱受苦难和奴役,
被掳往远方,流落异邦,
找不到安居之所。
她在走投无路之际被追敌擒获。

通往锡安[a]的道路满目凄凉,
因为无人前去过节。
她的城门冷落,
她的祭司悲叹,
她的少女哀伤,她痛苦不已。

敌人做了她的主人,
兴旺发达。
因为她作恶多端,
耶和华叫她饱受困苦,
她的孩子被敌人掳去。

锡安的尊荣消逝,
她的首领像找不到草吃的鹿,
无力逃脱敌人的追赶。

在困苦流离中,
耶路撒冷想起昔日的荣华。
如今,她的人民落在敌人手中,
无人援救。
仇敌看见她,都嘲笑她的灭亡。

耶路撒冷罪大恶极,
沦为污秽之物。
从前尊重她的人看见她赤身裸体,就蔑视她。
她只能哀叹、退避。

她的裙子沾满污秽,
她未曾想过自己的结局。
她的败落无比凄惨,
无人安慰。
她哭喊道:“耶和华啊,
仇敌已经获胜,
求你垂顾我的苦难!”

10 敌人伸手夺去她的一切珍宝。
她目睹外族人闯入圣殿——那是耶和华禁止他们进入的地方。

11 她的人民呻吟着四处觅食,
用珍宝换取粮食维生。

耶路撒冷的哀叹

她说:“耶和华啊,求你眷顾我,
因为我被人蔑视。

12 “路人啊,你们都无动于衷吗?
你们看看,
耶和华向我发烈怒,降祸于我,
还有谁比我更痛苦呢?

13 “祂从高天降下火来,
焚烧我的骨头;
祂在我脚前设下网罗,
使我返回;
祂使我凄凉孤寂,终日痛苦。

14 “我的罪恶连接成轭,
祂亲手把它们编在一起,
绑在我的颈项上,
使我筋疲力尽。
主把我交给我无力抵挡的敌人。

15 “主藐视我所有的勇士,
召集军队攻击我,
打垮我的青年。
主践踏犹大人[b]
如同在榨酒池踩踏。

16 “我为此哭泣,
泪流满面,
却无人安慰、鼓励我。
我的儿女凄凉孤苦,
因为仇敌已经得胜。”

17 锡安伸手求助,却无人理睬。
耶和华已命四周邻国与雅各为敌。
耶路撒冷在他们当中成了污秽之物。

18 “但耶和华是公义的,
因为我违背了祂的命令。
万国啊,请听我的话,
看看我的痛苦!
我的年轻男女都被掳去。

19 “我向情人们求助,
他们却欺骗我。
我的祭司和长老在觅食求生时,
倒毙在城中。

20 “耶和华啊,
看看我是多么痛苦!
我的内脏搅动,
我的心灵翻腾,
因为我背叛了你。
街上有屠杀,
家中有死亡。

21 “人们听见我的哀叹,
却无人安慰我。
敌人看见你降给我的灾难,
都幸灾乐祸。
愿你应许的审判之日来临,
叫他们像我一样受苦!

22 “愿他们的恶行都摆在你眼前!
你怎样因我的罪恶而惩罚我,
愿你也照样惩罚他们!
我叹息不绝,心中哀伤。”

Notas al pie

  1. 1:4 锡安”又称“耶路撒冷”。
  2. 1:15 犹大人”希伯来文是“犹大的纯洁少女”。

Bibelen på hverdagsdansk

Klagesangene 1

Jerusalem i sorg

1Ak ja, den travle by er nu folketom.
    Den storslåede by sidder tilbage som en fattig enke.
        Dronningen blandt byer blev degraderet til tjenestepige.
Byen jamrer og græder natten lang.
    Ingen kommer for at trøste hende i sorgen.
        Alle de gamle venner har svigtet hende.
Det judæiske folk blev mishandlet og ført bort som slaver.
    De vansmægter nu i det fremmede uden at finde hvile.
        De kunne ikke undslippe, da fjenden oversvømmede byen.
Efter at templet blev ødelagt, er det forbi med højtid og fest.
    Vejene op til Jerusalem er øde, og byens gader tomme.
        Præsterne sørger, pigerne græder, hele byen er fortvivlet.
Fjenderne gik af med sejren og plyndrede byen.
    Det var Herrens straf for al folkets ulydighed.
        Alle byens indbyggere blev ført bort som slaver.
Glansen er fuldstændig gået af den før så herlige by.
    Byens ledere var udhungrede som hjorte, der forgæves leder efter føde.
        De var for udmattede til at undslippe deres forfølgere.
Hjemløs og fattig sidder Jerusalem og mindes de skatte, hun[a] har mistet.
    Ingen af hendes venner kom hende til hjælp mod fjendens angreb.
        Hun blev hånet og spottet af den overlegne fjende.
Ingen vil længere se op til Jerusalem, som de gjorde engang.
    Hun blev ydmyget og plyndret på grund af sine mange synder.
        Nu sidder hun og jamrer, afklædt og skamfuld.
Jerusalem var utro mod Herren uden at tænke på følgerne.
    Hun fik en frygtelig straf, og der er ingen, der trøster hende.
        „Se min elendighed!” råber hun til Herren. „Min fjende foragter mig!”
10 Katastrofen er ikke til at bære, for alt er tabt.
    Ikke alene blev alle byens værdier plyndret,
        men fremmede folkeslag brød ind i templet og vanhelligede det.
11 Lidelsen ramte alle, som boede i byen.
    Hungersnøden tvang dem til at sælge deres sidste ejendele for lidt mad.
        Byen råber i sin nød: „Ak, Herre, se dog, hvor foragtet jeg er!
12 Mon der findes en større smerte end min?
    Hvad mener I, der står og ser på min ulykke?
        Det er jo Herren selv, der har sendt sin straf.
13 Nettet blev kastet ud over mig, og han fangede mig i fælden.
    Dommen kom ned fra himlen som en fortærende ild.
        Ensom og forladt sidder jeg her i min stadige pine.
14 Om halsen på mig ligger en byrde, som tynger mig til jorden.
    Alle mine synder har han lagt som et åg på mine skuldre.
        Jeg kunne intet gøre mod de mægtige fjender, han sendte.
15 På slagmarken ligger mine døde, tapre krigere.
    Han sendte en mægtig hær mod mine unge soldater.
        Han trampede på os, som man tramper druer i vinpersen.
16 Resultatet er en stadig strøm af tårer.
    Der er ingen til at trøste og hjælpe mig.
        Alt er håbløst, for fjenden har besejret os totalt.”

17 Selv om byen beder om nåde, er der ingen trøst at hente.
    Det var Herren, der befalede nabofolkene at gå imod Israel.
        De ser nu på Jerusalem som det værste skidt.

18 „Trods mine lidelser,” siger Jerusalem, „ved jeg, at Herrens dom var retfærdig,
    for vi gjorde oprør imod alle hans befalinger.
        Forstå min smerte, alle I folkeslag: Mine indbyggere er ført bort som slaver.
19 Uanset mit råb om hjælp blev jeg svigtet af mine nærmeste venner.
    Mine præster og ledere bukkede under for hungersnøden,
        forgæves søgte de efter mad nok til at overleve.
20 Vær mig nådig, Herre, for jeg erkender min synd.
    De, der vovede sig ud på gaden, blev dræbt af sværdet,
        men de, der blev inde i husene, bukkede under for sulten.
21 Ynkelige suk er alt, hvad jeg kan ytre, og der kommer ingen for at trøste mig.
    Mine fjender fryder sig over den dom, du har afsagt over mig.
        Gid du snart vil fælde dom over dem, ligesom du dømte mig.
22 Åh, Herre, glem ikke al deres ondskab!
    Straf dem, som du har straffet mig!
        Mit hjerte er fuldt af sorg, og jeg sukker konstant.”

Notas al pie

  1. 1,7 Byer er i bibelsk poesi altid hunkøn.