Chinese Contemporary Bible (Simplified)

约伯记 7

1“人生在世岂不像服劳役吗?
他有生之年岂不像个雇工吗?
他像切望阴凉的奴隶,
又如盼望报酬的雇工。
同样,我注定要度过虚空的岁月,
熬过悲惨的黑夜。
我躺在床上,想着何时起来。
长夜漫漫,我辗转难眠,直到拂晓。
我身上布满蛆虫、伤疤,
皮肤破裂,流脓不止。
我的年日飞逝,比梭还快,
转眼结束,毫无盼望。

“上帝啊,别忘了我的生命不过是一口气,
我再也看不见幸福。
注视我的眼睛将再也看不见我,
你将寻找我,而我已不复存在。
人死后一去不返,
就像烟消云散;
10 他永不再返回家园,
故土也不再认识他。

11 “因此我不再缄默不语,
我要吐露胸中的悲愁,
倾诉心里的苦楚。
12 上帝啊,我岂是大海,岂是海怪,
值得你这样防范我?
13 我以为床铺是我的安慰,
卧榻可解除我的哀愁,
14 你却用噩梦惊我,
用异象吓我,
15 以致我宁愿窒息而死,
也不愿这样活着。
16 我厌恶生命,不想永活。
不要管我,因为我的日子都是虚空。

17 “人算什么,你竟这样看重他,
这样关注他?
18 你天天早上察看他,
时时刻刻考验他。
19 你的视线何时离开我,
给我咽口唾沫的时间?
20 鉴察世人的主啊,
我若犯了罪,又于你何妨?
为何把我当成你的箭靶?
难道我成了你的重担?
21 为何不赦免我的过犯,
饶恕我的罪恶?
我很快将归于尘土,
你将寻找我,
而我已不复存在。”

Bibelen på hverdagsdansk

Job 7

Jobs spørgsmål til Gud

1„Det er hårdt at være menneske,
    at slide som en slave dagen lang.
Men en slave kan se frem til, at dagen får ende,
    en arbejder får sin løn, når arbejdet er gjort.
Men jeg belønnes med elendighed,
    smertefulde nætter i massevis.
Når jeg går til ro, tænker jeg:
    ‚Gid det snart bliver lyst, så jeg kan stå op.’
Natten lang vender og drejer jeg mig i sengen,
    jeg finder ingen ro før daggry.
Min krop er dækket af ækle sår,
    min hud er betændt og væsker.
Mit liv forsvinder som sand mellem fingrene,
    dagene går uden håb om en ændring.
Mit liv er som et vindpust,
    aldrig mere får jeg lykken at se.
Snart vil mit liv være slut,
    jeg forsvinder fra jordens overflade.
Når mennesker når til livets afslutning,
    er de som en sky, der opløses og forsvinder.
10 De er borte for evigt, ses ikke mere,
    vender aldrig tilbage til deres hjem.
11 Derfor kan jeg ikke bare tie stille,
    for smerten i min sjæl tvinger mig til at tale,
    bitterheden i mit indre kræver at få afløb.

12 Åh Gud, er jeg da et farligt uhyre,
    siden du har lukket mig inde i et bur?
13 Når jeg lægger mig til at sove
    for at glemme mine smerter en stund,
14 skræmmer du mig med syner,
    med onde drømme og mareridt.
15 Jeg foretrækker at blive kvalt,
    jeg vil hellere dø end være i evig pine.
16 Jeg kan ikke holde livet ud længere!
    Lad mig være i fred den korte tid, jeg har tilbage!
17 Hvad betyder et enkelt sølle menneske for dig,
    hvorfor gøre så stort et nummer ud af mig?
18 Hvorfor plager du mig hver morgen,
    udfordrer min tålmodighed dagen lang?
19 Hvorfor ikke bare ignorere mig,
    lade mig være i fred længe nok til at synke mit spyt?
20 Selv om jeg skulle have syndet,
    går der vel ikke skår af din almagt for det?
        Du holder jo øje med hele verdens befolkning.
Hvorfor er jeg blevet skydeskive?
    Hvad har jeg gjort for at fortjene din vrede?
21 Hvorfor tilgiver du ikke bare min skyld
    og lukker øjnene for mine fejltrin?
Snart ligger jeg i min grav,
    leder du efter mig, er jeg borte.”