Забур 78 – CARS & BPH

Священное Писание

Забур 78:1-13

Песнь 78

Песнь Асафа.

1О Всевышний, чужие народы вторглись в Твой удел,

осквернили святой храм Твой

и превратили Иерусалим в развалины.

2Они отдали трупы Твоих рабов

на съедение небесным птицам,

тела верных Тебе – земным зверям.

3Они пролили кровь их, как воду,

вокруг всего Иерусалима,

и некому было похоронить их.

4Мы сделались посмешищем у наших соседей;

окружающие презирают и упрекают нас.

5Как долго, Вечный, Твой гнев будет длиться – бесконечно?

Как долго Твоя ревность будет пылать, как огонь?

6Пролей Свой гнев на народы, которые не знают Тебя,

и на царства, которые не призывают Твоего имени,

7потому что они истребили потомков Якуба

и землю их опустошили.

8Не вмени нам грехов наших предков;

пусть милость Твоя поспешит к нам навстречу,

потому что мы в полном отчаянии.

9Помоги нам, Всевышний, наш Спаситель,

ради славы имени Твоего.

Избавь нас и прости нам наши грехи

ради имени Твоего.

10Для чего народам говорить: «Где их Бог?»

Пусть станет известно между народами,

как отомстил Ты за пролитую кровь Твоего народа,

и пусть это увидят наши глаза.

11Пусть дойдёт до Тебя стенание узника;

сильной рукою Своею сохрани обречённых на смерть.

12Семикратно возврати нашим соседям их оскорбление,

которое они Тебе нанесли, о Владыка.

13А мы, народ Твой и овцы пастбищ Твоих,

вечно будем восхвалять Тебя

и возвещать о славе Твоей

из поколения в поколение.

Bibelen på hverdagsdansk

Salmernes Bog 78:1-72

Israels Gud—historiens Gud

1En visdomssang af Asaf.

Mit folk, lyt til min belæring,

hør nøje efter, hvad jeg siger.

2Jeg vil tale i billeder,

fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse.

3Det er vore forfædres historier,

som er fortalt gennem mange generationer.

4Vi vil fortælle dem til vore børn,

som igen skal give dem videre til nye generationer.

De skal også høre om Herrens magt,

om de forunderlige ting, han har gjort.

5Han gav sine love til Jakobs slægt,

åbenbarede sin vilje for sit folk, Israel.

Han befalede vore forfædre

at undervise deres børn derom,

6så den næste generation ville vide besked,

så selv de børn, som endnu ikke var født,

til sin tid kunne belære deres børn,

7for at hvert slægtled må have tillid til Gud,

huske hans vældige gerninger

og adlyde hans befalinger,

8så de ikke bliver som deres forfædre,

der var stædige og oprørske,

som ikke vendte deres hjerte til Gud,

men var troløse og ulydige mod ham.

9Efraims krigere var udrustet med buer,

men flygtede alligevel i kampens hede.

10De overholdt ikke pagten med Gud,

og de nægtede at følge hans lov.

11De glemte, hvad Gud havde gjort,

alle de store undere, han havde udført.

12Han gjorde mirakler for deres forfædre,

da de kom fra Zoans slette i Egypten.

13Han delte havet og førte dem igennem,

vandet stod som en vold på begge sider.

14Om dagen ledte han dem ved en sky,

om natten var der en søjle af ild.

15Han kløvede ørkenens klipper

og skaffede masser af vand.

16En kilde sprang frem fra klippen,

så vandet flød som en flod.

17Men de fortsatte deres oprør mod Gud,

de vakte den Almægtiges vrede i ørkenen.

18De provokerede Gud med vilje,

forlangte deres egyptiske livretter.

19De fornærmede Gud ved at sige:

„Kan Gud dække bord i ørkenen?

20Han slog ganske vist på klippen,

så vandet strømmede ud.

Men kan han give os brød?

Kan han skaffe kød til sit folk?”

21Da Gud hørte det, blev han vred.

Hans vrede blussede op imod Israel,

22for de havde ikke tillid til deres Gud.

De troede ikke på, at han kunne tage sig af dem.

23Men han gav befaling til skyerne

og åbnede himlens sluser.

24Han lod det regne ned over dem med manna,

han gav dem brød fra himlen at spise.

25Han gav dem englemad,

så de havde rigeligt at spise.

26Han lod østenvinden fare hen over himlen,

styrede søndenvinden med sin mægtige hånd,

27lod kød hagle ned over dem,

fugle så talrige som sandkornene på stranden.

28Han lod dem falde ned midt i lejren,

de lå rundt omkring imellem teltene.

29Folket spiste sig overmætte,

Gud tilfredsstillede deres grådighed.

30Men mens de endnu havde munden fuld,

blev deres grådighed straffet.

31De blev ramt af Herrens vrede,

han dræbte deres stærkeste mænd,

gjorde det af med de bedste krigere.

32Alligevel blev de ved med at synde,

til trods for hans mægtige undere.

33Derfor dræbte han folk i deres bedste alder,

de blev alle grebet af rædsel.

34Når han dræbte en stor del af dem,

søgte resten tilbage til ham.

De angrede og vendte sig igen til Gud.

35Så huskede de, at Gud var deres redning,

den almægtige Gud var deres befrier.

36Men de dyrkede kun Gud med deres ord,

deres lovprisning var ikke andet end løgn.

37Deres hjerter var langt fra Gud,

de holdt ikke fast ved hans pagt.

38Alligevel var Gud barmhjertig,

han tilgav deres synd og udslettede dem ikke.

Ofte holdt han sin vrede tilbage,

lod ikke sit raseri få frit løb.

39Han vidste jo, at de kun var mennesker,

de var som et vindpust, der farer forbi.

40Hvor ofte gjorde de ikke oprør i ørkenen?

De vakte hans vrede og voldte ham sorg.

41De provokerede deres Gud gang på gang,

de var ulydige mod Israels Herre.

42De glemte hans underfulde kraft,

som befriede dem fra fjendens tyranni.

43De glemte, hvordan han sendte plager over egypterne,

gjorde mægtige undere på Zoans slette.

44Han forvandlede floderne til blod,

så vandet ikke kunne drikkes.

45Han sendte insekter, som stak dem,

et mylder af frøer, som ødelagde deres land.

46Han gav deres afgrøde til græshopperne,

hele deres høst blev ædt op.

47Han ødelagde deres vinstokke med hagl,

deres figentræer med den iskolde regn.

48Deres kvæg bukkede under for haglene,

deres får blev ramt af lynene.

49Han udøste sin vrede over dem,

sendte ødelæggelsen ind over dem.

50Han gav sin vrede frit løb

og sparede ikke egypternes liv,

men gjorde dem til ofre for de mange plager.

51Han dræbte alle Egyptens førstefødte,

symbolet på hver eneste families frugtbarhed.

52Men han førte sit eget folk i frihed,

ledte dem som en fåreflok gennem ørkenen.

53Han ledte dem frem i sikkerhed,

mens deres fjender blev begravet i havet.

54Han førte dem til det forjættede land,

det bjergland, han havde lovet at give dem.

55Han drev folkeslag bort foran dem,

han uddelte landet til dem ved lodkastning,

så Israels stammer kunne bosætte sig der.

56Men de trodsede igen den almægtige Gud,

de adlød ikke hans befalinger.

57De var troløse som deres forfædre og vendte sig bort,

de svigtede deres Gud som en bue, der er skæv.

58De krænkede ham med deres afgudsbilleder,

æggede ham med deres offerhøje.

59Gud så deres opførsel og blev meget vred,

han følte en stærk lede ved sit folk.

60Han forlod sin helligdom i Shilo,

hvor han havde lovet at bo blandt sit folk.

61Han tillod, at arken blev taget som bytte,

overgav symbolet på sin herlighed til fjenden.

62Han lod mange blive dræbt i krig,

for han var vred på sit udvalgte folk.

63De tapre krigere døde i deres ungdom,

de unge piger havde ingen at gifte sig med.

64Præsterne blev myrdet af fjendens soldater,

enkerne fik ikke lov at synge klagesange.

65Da rejste Herren sig som af søvne,

som en rasende kriger, der har fået for meget at drikke.

66Han drev fjenderne på flugt,

voldte dem et nederlag, der aldrig blev glemt.

67Men han forkastede Efraims krigere,

de der var efterkommere af Josef.

68I stedet valgte han Judas stamme,

og besluttede sig for Zions bjerg.

69Dér byggede han sin prægtige helligdom

på et fundament, som varer til evig tid.

70Han udvalgte sin tjener David,

som ikke var andet end en fårehyrde.

71Han fjernede ham fra faderens får

og gjorde ham til konge i Israel,

til hyrde for sit udvalgte folk.

72David blev en god og retfærdig konge,

han ledte folket med kyndig hånd.