Gud vil tilintetgøre Jerusalems fjender
1Det følgende er et budskab til Israel fra Herren, som udspændte himlen, lagde jordens fundament og gav mennesket liv og ånde:
2„Engang vil nabolandenes folkeslag angribe Judas land og belejre Jerusalem, men de vil få min vrede at føle, så de bliver helt fortumlede. 3Til den tid vil jeg gøre Jerusalem til en tung sten, som de ikke kan løfte. Prøver de på det, kommer de til skade. Alle jordens nationer vil samle sig imod mit folk. 4Men da vil jeg gøre alle fjendens heste panikslagne og rytterne vanvittige. Jeg vil stå vagt over mit folk og gøre fjenderne blinde. 5Da vil Judas ledere forstå, at Jerusalems indbyggere får deres styrke fra Herren, den almægtige Gud.
6Til den tid vil jeg gøre Juda til en ild, der antænder tørt brænde, en fakkel, der sætter neg i brand. Judas folk vil besejre nabolandene, så Jerusalems indbyggere kan få lov at være i fred. 7Herren vil først give sejr til hæren fra det judæiske opland, for at Jerusalems indbyggere og Davids slægt ikke skal tro, de er bedre end det øvrige Juda.
8Da vil Herren komme Jerusalems indbyggere til hjælp, så den svageste føler sig stærk som kong David, og Davids kongelige slægt skal lede dem med en autoritet, som svarer til Herrens engels, ja, med Guds egen autoritet. 9Til den tid vil jeg tilintetgøre alle de folkeslag, som angriber Jerusalem.
Folket omvender sig
10Til den tid vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd over Davids kongelige slægt og Jerusalems indbyggere, og de vil få øje på ham, som de har gennemboret. De vil sørge over ham, som man sørger over sin eneste søn, og klage, som man klager over sin førstefødtes død. 11Sorgen og klagen i Jerusalem skal være lige så stor som dødsklagen ved Hadad-Rimmon12,11 Hvor den gudfrygtige kong Josias blev dræbt af den egyptiske hær, jf. 2.Krøn. 35,20-25. i Megiddodalen. 12-14Der skal være landesorg, for hele Israels folk skal synke i knæ af gråd og anger, både kongeslægten, præsteslægterne og menigmand. Alle landets slægter skal sørge, mændene for sig og kvinderne for sig.
Wɔbɛsɛe Yerusalem Atamfoɔ
1Nkɔmhyɛ: Yei ne Awurade asɛm a ɛfa Israel ho.
Awurade a ɔtrɛ ɔsoro mu, deɛ ɔto asase fapem, deɛ ɔyɛ honhom a ɔte onipa mu asɛm nie: 2“Merebɛyɛ Yerusalem kuruwa a ɛbɛma aman a atwa ne ho ahyia no atɔ ntintan. Wɔbɛto ahyɛ Yuda ne Yerusalem so. 3Saa ɛda no a ewiase aman nyinaa aboa wɔn ho ano retia no no, mɛma Yerusalem ayɛ ɔbotantim ama aman no nyinaa. Wɔn a wɔbɛpɛ sɛ wopire no no nyinaa bɛpirapira wɔn ho. 4Saa ɛda no, mɛma ɔpɔnkɔ biara abɔ huboa, na mɛma ne sotefoɔ nso abɔ dam,” sɛdeɛ Awurade seɛ nie. “Mɛbue mʼani ahwɛ Yuda fie, na mɛfirafira aman ahodoɔ no apɔnkɔ ani. 5Na Yuda ntuanofoɔ bɛka wɔ wɔn akoma mu sɛ, ‘Yerusalemfoɔ yɛ ahoɔdenfoɔ, ɛfiri sɛ Asafo Awurade yɛ wɔn Onyankopɔn.’
6“Saa ɛda no, mɛyɛ Yuda ntuanofoɔ sɛ ogya ayowaa a ɛhyɛ nnyina mu, te sɛ ogyatɛn a ɛrederɛ wɔ wira a wɔaboa ano mu. Wɔbɛhye nnipa a wɔatwa wɔn ho ahyia nyinaa wɔ benkum ne nifa, nanso hwee renka Yerusalem wɔ baabi a ɔwɔ hɔ.
7“Awurade bɛbɔ Yuda atenaeɛ ho ban kane, sɛdeɛ Dawid fie ne wɔn a wɔte Yerusalem animuonyam renkyɛne Yudafoɔ animuonyam. 8Saa ɛda no, Awurade bɛbɔ wɔn a wɔte Yerusalem ho ban, deɛ ɔyɛ mmerɛ koraa wɔ wɔn mu no bɛyɛ sɛ Dawid. Na Dawid asefoɔ bɛyɛ sɛ Onyankopɔn, te sɛ Awurade Bɔfoɔ a ɔdi wɔn anim. 9Saa ɛda no, mɛhyɛ aseɛ asɛe aman a wɔko tia Yerusalem nyinaa.
Wotwa Adwo Ma Deɛ Wɔhwiree No No
10“Mehwie adom ne nkotosrɛ honhom agu Dawid fie ne wɔn a wɔte Yerusalem so. Wɔbɛhwɛ me a wɔahwire me, na wɔatwa adwo ama no te sɛ obi a ɔretwa adwo wɔ ɔba korɔ ho, na wɔasu yaaya te sɛ obi a ɔresu ne ba barima piesie. 11Saa ɛda no agyaadwo twerɛ a ɛwɔ Yerusalem no ano bɛyɛ den te sɛ Hadad-Rimon agyaadwo twerɛ wɔ Megido asase tam so. 12Asase no sofoɔ nyinaa bɛdi awerɛhoɔ, abusua biara ne wɔn yerenom; Dawid fie abusua ne wɔn yerenom, Natan fie abusua ne wɔn yerenom, 13Lewifie abusua ne wɔn yerenom, Simei abusua ne wɔn yerenom, 14ne mmusua a aka no nyinaa ne wɔn yerenom.
