Salmernes Bog 90 – BPH & CST

Bibelen på hverdagsdansk

Salmernes Bog 90:1-17

Moses’ bøn

1En bøn af Guds tjener Moses.

Herre, du er vores tilflugt,

du har hjulpet os fra slægt til slægt.

2Du var til, før bjergene blev skabt,

du levede, før jorden blev dannet.

Din eksistens har ingen begyndelse

og kommer aldrig til en afslutning.

3Men menneskers liv får ende,

på din befaling bliver de til støv.

4Tusinde år er for dig som en enkelt dag er for os,

den varer nogle timer, og så er den forbi.

5Du gør ende på menneskers liv,

og de sover ind.

Om morgenen er græsset grønt og frisk,

6det glinser og er fuldt af liv.

Men om aftenen er det tørret ind

og vissent.

7Vi sygner hen under din fortærende vrede,

vi skælver under din voldsomme harme.

8Du ser vore skjulte synder,

vore fejl ligger udbredt for dine øjne.

9Vi mærker din vrede hver dag,

vi ender vores liv med et suk.

10Vi kan forvente at leve, til vi er halvfjerds,

måske nogle kan nå at blive firs.

Selv vore bedste år har nok af problemer,

men tiden flyver af sted, snart er alt forbi.

11Hvem kender styrken af din vrede?

Din harme fylder os med ærefrygt.

12Hjælp os til at huske, at livet er kort,

så vi kan vokse i visdom.

13Åh, Herre, se i nåde til os!

Hvor længe skal vi lide under din straf?

Vær barmhjertig imod dit eget folk.

14Mæt os hver morgen med din kærlighed,

så vi oplever glæde dag efter dag.

15Vi har været ulykkelige i umindelige tider.

Giv os nu lige så mange lykkelige år.

16Lad dit folk igen opleve dine undere,

lad vore børn få din herlighed at se.

17Vis os din nåde, Herre, vor Gud,

giv os gode tider og fremgang.

Nueva Versión Internacional (Castilian)

Salmo 90:1-17

LIBRO IV

Salmos 90–106

Salmo 90

Oración de Moisés, hombre de Dios.

1Señor, tú has sido nuestro refugio

generación tras generación.

2Desde antes que nacieran los montes

y que crearas la tierra y el mundo,

desde los tiempos antiguos

y hasta los tiempos postreros,

tú eres Dios.

3Tú haces que los hombres vuelvan al polvo,

cuando dices: «¡Volveos al polvo, mortales

4Mil años, para ti, son como el día de ayer, que ya pasó;

son como unas cuantas horas de la noche.

5Arrasas a los mortales. Son como un sueño.

Nacen por la mañana, como la hierba

6que al amanecer brota lozana

y por la noche ya está marchita y seca.

7Tu ira en verdad nos consume,

tu indignación nos aterra.

8Ante ti has puesto nuestras iniquidades;

a la luz de tu presencia, nuestros pecados secretos.

9A causa de tu ira se nos va la vida entera;

se esfuman nuestros años como un suspiro.

10Algunos llegamos hasta los setenta años,

quizás alcancemos hasta los ochenta,

si las fuerzas nos acompañan.

Tantos años de vida,90:10 Tantos años de vida. Lit. Su orgullo. sin embargo,

solo traen pesadas cargas y calamidades:

pronto pasan, y con ellos pasamos nosotros.

11¿Quién puede comprender el furor de tu enojo?

¡Tu ira es tan grande como el temor que se te debe!

12Enséñanos a contar bien nuestros días,

para que nuestro corazón adquiera sabiduría.

13¿Cuándo, Señor, te volverás hacia nosotros?

¡Compadécete ya de tus siervos!

14Sácianos de tu amor por la mañana,

y toda nuestra vida cantaremos de alegría.

15Días y años nos has afligido, nos has hecho sufrir;

¡devuélvenos ahora ese tiempo en alegría!

16¡Sean manifiestas tus obras a tus siervos,

y tu esplendor a sus descendientes!

17Que el favor90:17 Que el favor. Alt. Que la belleza. del Señor nuestro Dios

esté sobre nosotros.

Confirma en nosotros la obra de nuestras manos;

sí, confirma la obra de nuestras manos.