Salmernes Bog 78 – BPH & CST

Bibelen på hverdagsdansk

Salmernes Bog 78:1-72

Israels Gud—historiens Gud

1En visdomssang af Asaf.

Mit folk, lyt til min belæring,

hør nøje efter, hvad jeg siger.

2Jeg vil tale i billeder,

fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse.

3Det er vore forfædres historier,

som er fortalt gennem mange generationer.

4Vi vil fortælle dem til vore børn,

som igen skal give dem videre til nye generationer.

De skal også høre om Herrens magt,

om de forunderlige ting, han har gjort.

5Han gav sine love til Jakobs slægt,

åbenbarede sin vilje for sit folk, Israel.

Han befalede vore forfædre

at undervise deres børn derom,

6så den næste generation ville vide besked,

så selv de børn, som endnu ikke var født,

til sin tid kunne belære deres børn,

7for at hvert slægtled må have tillid til Gud,

huske hans vældige gerninger

og adlyde hans befalinger,

8så de ikke bliver som deres forfædre,

der var stædige og oprørske,

som ikke vendte deres hjerte til Gud,

men var troløse og ulydige mod ham.

9Efraims krigere var udrustet med buer,

men flygtede alligevel i kampens hede.

10De overholdt ikke pagten med Gud,

og de nægtede at følge hans lov.

11De glemte, hvad Gud havde gjort,

alle de store undere, han havde udført.

12Han gjorde mirakler for deres forfædre,

da de kom fra Zoans slette i Egypten.

13Han delte havet og førte dem igennem,

vandet stod som en vold på begge sider.

14Om dagen ledte han dem ved en sky,

om natten var der en søjle af ild.

15Han kløvede ørkenens klipper

og skaffede masser af vand.

16En kilde sprang frem fra klippen,

så vandet flød som en flod.

17Men de fortsatte deres oprør mod Gud,

de vakte den Almægtiges vrede i ørkenen.

18De provokerede Gud med vilje,

forlangte deres egyptiske livretter.

19De fornærmede Gud ved at sige:

„Kan Gud dække bord i ørkenen?

20Han slog ganske vist på klippen,

så vandet strømmede ud.

Men kan han give os brød?

Kan han skaffe kød til sit folk?”

21Da Gud hørte det, blev han vred.

Hans vrede blussede op imod Israel,

22for de havde ikke tillid til deres Gud.

De troede ikke på, at han kunne tage sig af dem.

23Men han gav befaling til skyerne

og åbnede himlens sluser.

24Han lod det regne ned over dem med manna,

han gav dem brød fra himlen at spise.

25Han gav dem englemad,

så de havde rigeligt at spise.

26Han lod østenvinden fare hen over himlen,

styrede søndenvinden med sin mægtige hånd,

27lod kød hagle ned over dem,

fugle så talrige som sandkornene på stranden.

28Han lod dem falde ned midt i lejren,

de lå rundt omkring imellem teltene.

29Folket spiste sig overmætte,

Gud tilfredsstillede deres grådighed.

30Men mens de endnu havde munden fuld,

blev deres grådighed straffet.

31De blev ramt af Herrens vrede,

han dræbte deres stærkeste mænd,

gjorde det af med de bedste krigere.

32Alligevel blev de ved med at synde,

til trods for hans mægtige undere.

33Derfor dræbte han folk i deres bedste alder,

de blev alle grebet af rædsel.

34Når han dræbte en stor del af dem,

søgte resten tilbage til ham.

De angrede og vendte sig igen til Gud.

35Så huskede de, at Gud var deres redning,

den almægtige Gud var deres befrier.

36Men de dyrkede kun Gud med deres ord,

deres lovprisning var ikke andet end løgn.

37Deres hjerter var langt fra Gud,

de holdt ikke fast ved hans pagt.

38Alligevel var Gud barmhjertig,

han tilgav deres synd og udslettede dem ikke.

Ofte holdt han sin vrede tilbage,

lod ikke sit raseri få frit løb.

39Han vidste jo, at de kun var mennesker,

de var som et vindpust, der farer forbi.

40Hvor ofte gjorde de ikke oprør i ørkenen?

De vakte hans vrede og voldte ham sorg.

41De provokerede deres Gud gang på gang,

de var ulydige mod Israels Herre.

42De glemte hans underfulde kraft,

som befriede dem fra fjendens tyranni.

43De glemte, hvordan han sendte plager over egypterne,

gjorde mægtige undere på Zoans slette.

44Han forvandlede floderne til blod,

så vandet ikke kunne drikkes.

45Han sendte insekter, som stak dem,

et mylder af frøer, som ødelagde deres land.

46Han gav deres afgrøde til græshopperne,

hele deres høst blev ædt op.

47Han ødelagde deres vinstokke med hagl,

deres figentræer med den iskolde regn.

48Deres kvæg bukkede under for haglene,

deres får blev ramt af lynene.

49Han udøste sin vrede over dem,

sendte ødelæggelsen ind over dem.

50Han gav sin vrede frit løb

og sparede ikke egypternes liv,

men gjorde dem til ofre for de mange plager.

51Han dræbte alle Egyptens førstefødte,

symbolet på hver eneste families frugtbarhed.

52Men han førte sit eget folk i frihed,

ledte dem som en fåreflok gennem ørkenen.

53Han ledte dem frem i sikkerhed,

mens deres fjender blev begravet i havet.

54Han førte dem til det forjættede land,

det bjergland, han havde lovet at give dem.

55Han drev folkeslag bort foran dem,

han uddelte landet til dem ved lodkastning,

så Israels stammer kunne bosætte sig der.

56Men de trodsede igen den almægtige Gud,

de adlød ikke hans befalinger.

57De var troløse som deres forfædre og vendte sig bort,

de svigtede deres Gud som en bue, der er skæv.

58De krænkede ham med deres afgudsbilleder,

æggede ham med deres offerhøje.

59Gud så deres opførsel og blev meget vred,

han følte en stærk lede ved sit folk.

60Han forlod sin helligdom i Shilo,

hvor han havde lovet at bo blandt sit folk.

61Han tillod, at arken blev taget som bytte,

overgav symbolet på sin herlighed til fjenden.

62Han lod mange blive dræbt i krig,

for han var vred på sit udvalgte folk.

63De tapre krigere døde i deres ungdom,

de unge piger havde ingen at gifte sig med.

64Præsterne blev myrdet af fjendens soldater,

enkerne fik ikke lov at synge klagesange.

65Da rejste Herren sig som af søvne,

som en rasende kriger, der har fået for meget at drikke.

66Han drev fjenderne på flugt,

voldte dem et nederlag, der aldrig blev glemt.

67Men han forkastede Efraims krigere,

de der var efterkommere af Josef.

68I stedet valgte han Judas stamme,

og besluttede sig for Zions bjerg.

69Dér byggede han sin prægtige helligdom

på et fundament, som varer til evig tid.

70Han udvalgte sin tjener David,

som ikke var andet end en fårehyrde.

71Han fjernede ham fra faderens får

og gjorde ham til konge i Israel,

til hyrde for sit udvalgte folk.

72David blev en god og retfærdig konge,

han ledte folket med kyndig hånd.

Nueva Versión Internacional (Castilian)

Salmo 78:1-72

Salmo 78

Masquil de Asaf.

1Pueblo mío, atiende a mi enseñanza;

presta oído a las palabras de mi boca.

2Mis labios pronunciarán parábolas

y evocarán misterios de antaño,

3cosas que hemos oído y conocido,

y que nuestros padres nos han contado.

4No las esconderemos de sus descendientes;

hablaremos a la generación venidera

del poder del Señor, de sus proezas,

y de las maravillas que ha realizado.

5Él promulgó un decreto para Jacob,

dictó una ley para Israel;

ordenó a nuestros antepasados

enseñarlos a sus descendientes,

6para que los conocieran las generaciones venideras

y los hijos que habrían de nacer,

que a su vez los enseñarían a sus hijos.

7Así ellos pondrían su confianza en Dios

y no se olvidarían de sus proezas,

sino que cumplirían sus mandamientos.

8Así no serían como sus antepasados:

generación obstinada y rebelde,

gente de corazón fluctuante,

cuyo espíritu no se mantuvo fiel a Dios.

9La tribu de Efraín, con sus diestros arqueros,

se puso en fuga el día de la batalla.

10No cumplieron con el pacto de Dios,

sino que se negaron a seguir sus enseñanzas.

11Echaron al olvido sus proezas,

las maravillas que les había mostrado,

12los milagros que hizo a la vista de sus padres

en la tierra de Egipto, en la región de Zoán.

13Partió el mar en dos para que ellos lo cruzaran,

mientras mantenía las aguas firmes como un muro.

14De día los guio con una nube,

y toda la noche con luz de fuego.

15En el desierto partió en dos las rocas,

y les dio a beber torrentes de aguas;

16hizo que brotaran arroyos de la peña

y que las aguas fluyeran como ríos.

17Pero ellos volvieron a pecar contra él;

en el desierto se rebelaron contra el Altísimo.

18Con toda intención pusieron a Dios a prueba,

y le exigieron comida a su antojo.

19Murmuraron contra Dios, y aun dijeron:

«¿Podrá Dios prepararnos una mesa en el desierto?

20Cuando golpeó la roca,

el agua brotó en torrentes;

pero ¿podrá también darnos de comer?,

¿podrá proveerle carne a su pueblo?»

21Cuando el Señor oyó esto, se puso muy furioso;

su enojo se encendió contra Jacob,

su ira ardió contra Israel.

22Porque no confiaron en Dios,

ni creyeron que él los salvaría.

23Desde lo alto dio una orden a las nubes,

y se abrieron las puertas de los cielos.

24Hizo que les lloviera maná, para que comieran;

pan del cielo les dio a comer.

25Todos ellos comieron pan de ángeles;

Dios les envió comida hasta saciarlos.

26Desató desde el cielo el viento solano,

y con su poder levantó el viento del sur.

27Cual lluvia de polvo, hizo que les lloviera carne;

¡nubes de pájaros, como la arena del mar!

28Los hizo caer en medio de su campamento

y en los alrededores de sus tiendas.

29Comieron y se hartaron,

pues Dios les cumplió su capricho.

30Pero el capricho no les duró mucho:

aún tenían la comida en la boca

31cuando el enojo de Dios vino sobre ellos:

dio muerte a sus hombres más robustos;

abatió a la flor y nata de Israel.

32A pesar de todo, siguieron pecando

y no creyeron en sus maravillas.

33Por tanto, Dios hizo que sus días

se esfumaran como un suspiro,

que sus años acabaran en medio del terror.

34Si Dios los castigaba, entonces lo buscaban,

y con ansias se volvían de nuevo a él.

35Se acordaban de que Dios era su roca,

de que el Dios Altísimo era su redentor.

36Pero entonces lo halagaban con la boca,

y le mentían con la lengua.

37No fue su corazón sincero para con Dios;

no fueron fieles a su pacto.

38Sin embargo, él tuvo compasión de ellos;

les perdonó su maldad y no los destruyó.

Una y otra vez contuvo su enojo,

y no se dejó llevar del todo por la ira.

39Se acordó de que eran simples mortales,

un efímero suspiro que jamás regresa.

40¡Cuántas veces se rebelaron contra él en el desierto,

y lo entristecieron en los páramos!

41Una y otra vez ponían a Dios a prueba;

provocaban al Santo de Israel.

42Jamás se acordaron de su poder,

de cuando los rescató del opresor,

43ni de sus señales milagrosas en Egipto,

ni de sus portentos en la región de Zoán,

44cuando convirtió en sangre los ríos egipcios

y no pudieron ellos beber de sus arroyos;

45cuando les envió tábanos que los devoraban,

y ranas que los destruían;

46cuando entregó sus cosechas a los saltamontes,

y sus sembrados a la langosta;

47cuando con granizo destruyó sus viñas,

y con escarcha sus higueras;

48cuando entregó su ganado al granizo,

y sus rebaños a las centellas;

49cuando lanzó contra ellos el ardor de su ira,

de su furor, indignación y hostilidad:

¡todo un ejército de ángeles destructores!

50Dio rienda suelta a su enojo

y no los libró de la muerte,

sino que los entregó a la plaga.

51Dio muerte a todos los primogénitos de Egipto,

a las primicias de su raza en los campamentos de Cam.

52A su pueblo lo guio como a un rebaño;

los llevó por el desierto, como a ovejas,

53infundiéndoles confianza para que no temieran.

Pero a sus enemigos se los tragó el mar.

54Trajo a su pueblo a su tierra santa,

a estas montañas que su diestra conquistó.

55Al paso de los israelitas expulsó naciones,

cuyas tierras dio a su pueblo en heredad;

¡así estableció en sus tiendas a las tribus de Israel!

56Pero ellos pusieron a prueba a Dios:

se rebelaron contra el Altísimo

y desobedecieron sus estatutos.

57Fueron desleales y traidores, como sus padres;

¡tan falsos como un arco defectuoso!

58Lo irritaron con sus santuarios paganos;

con sus ídolos despertaron sus celos.

59Dios lo supo y se puso muy furioso,

por lo que rechazó completamente a Israel.

60Abandonó el tabernáculo de Siló,

que era su santuario aquí en la tierra,

61y dejó que el símbolo de su poder y gloria

cayera cautivo en manos enemigas.

62Tan furioso estaba contra su pueblo

que dejó que los mataran a filo de espada.

63A sus jóvenes los consumió el fuego,

y no hubo cantos nupciales para sus muchachas;

64a filo de espada cayeron sus sacerdotes,

y sus viudas no pudieron hacerles duelo.

65Despertó entonces el Señor,

como quien despierta de un sueño,

como un guerrero que, a causa del vino,

lanza gritos desaforados.

66Hizo retroceder a sus enemigos,

y los puso en vergüenza para siempre.

67Rechazó a los descendientes78:67 a los descendientes. Lit. al tabernáculo. de José,

y no escogió a la tribu de Efraín;

68más bien, escogió a la tribu de Judá

y al monte Sión, al cual ama.

69Construyó su santuario, alto como los cielos,78:69 santuario, alto como los cielos. Lit. santuario como las alturas.

como la tierra, que él afirmó para siempre.

70Escogió a su siervo David,

al que sacó de los apriscos de las ovejas,

71y lo quitó de andar arreando los rebaños

para que fuera el pastor de Jacob, su pueblo;

el pastor de Israel, su herencia.

72Y David los pastoreó con corazón sincero;

con mano experta los dirigió.