Når Gud tilsyneladende ikke svarer
1Til korlederen Jedutun: En sang af Asaf.
2Jeg råber til Gud uden ophør.
Jeg håber, han hører min bøn.
3Jeg er i nød og søger hen til min herre.
Hele natten løfter jeg hænderne i bøn til ham.
Jeg har ikke ro i min sjæl, før han svarer.
4Jeg tænker på Gud og stønner i min nød,
jeg sukker af længsel efter hans hjælp.
5Jeg kan ikke sove, før han griber ind.
Jeg er fortvivlet, kan dårligt nok bede.
6Jeg mindes de gamle dage,
den tid, som nu er forbi.
7Dengang sang vi af glæde til langt ud på natten.
Nu sidder jeg og spørger mig selv:
8Har Herren forkastet mig for evigt?
Vil han aldrig igen være nådig?
9Er hans trofasthed opbrugt?
Gælder hans løfter ikke længere?
10Har Gud glemt at være god?
Har han lukket sit hjerte i vrede?
11Jeg kan ikke udholde den tanke,
at den Almægtige skulle have mistet sin magt.
12Jeg husker miraklerne i gamle dage,
de fantastiske ting, Gud gjorde engang.
13De er altid i mine tanker,
jeg kan ikke lade være at grunde over dem.
14Du er helt speciel, Gud,
ingen guder kan måles med dig.
15Du er undernes og miraklernes Gud,
du viste din magt, så alverden hørte om det.
16Du befriede dit folk med din vældige styrke,
det var Jakobs og Josefs slægt.
17Havet så dig og trak sig tilbage af frygt,
Det Røde Hav skælvede ved synet af dig.
Havdybet rystede af skræk,
18skyerne sendte strømme af regn.
Tordenen rullede hen over himlen,
dine lynpile fløj til alle sider.
19Tordenen rumlede som vognhjul,
lynene oplyste himlen.
Hele jorden rystede og bævede.
20Du banede en vej gennem havet,
du vandrede igennem de vældige vande,
men du efterlod dig ingen fodspor.
21Som en fårehyrde førte du dit folk,
Moses og Aron var dine hjælpere.
Psalm 77In Hebrew texts 77:1-20 is numbered 77:2-21.
For the director of music. For Jeduthun. Of Asaph. A psalm.
1I cried out to God for help;
I cried out to God to hear me.
2When I was in distress, I sought the Lord;
at night I stretched out untiring hands,
and I would not be comforted.
3I remembered you, God, and I groaned;
I meditated, and my spirit grew faint.77:3 The Hebrew has Selah (a word of uncertain meaning) here and at the end of verses 9 and 15.
4You kept my eyes from closing;
I was too troubled to speak.
5I thought about the former days,
the years of long ago;
6I remembered my songs in the night.
My heart meditated and my spirit asked:
7“Will the Lord reject forever?
Will he never show his favor again?
8Has his unfailing love vanished forever?
Has his promise failed for all time?
9Has God forgotten to be merciful?
Has he in anger withheld his compassion?”
10Then I thought, “To this I will appeal:
the years when the Most High stretched out his right hand.
11I will remember the deeds of the Lord;
yes, I will remember your miracles of long ago.
12I will consider all your works
and meditate on all your mighty deeds.”
13Your ways, God, are holy.
What god is as great as our God?
14You are the God who performs miracles;
you display your power among the peoples.
15With your mighty arm you redeemed your people,
the descendants of Jacob and Joseph.
16The waters saw you, God,
the waters saw you and writhed;
the very depths were convulsed.
17The clouds poured down water,
the heavens resounded with thunder;
your arrows flashed back and forth.
18Your thunder was heard in the whirlwind,
your lightning lit up the world;
the earth trembled and quaked.
19Your path led through the sea,
your way through the mighty waters,
though your footprints were not seen.
20You led your people like a flock
by the hand of Moses and Aaron.
