Beskyttet under Herrens nåde
1Til korlederen: Brug fløjterne. En sang af David.
2Herre, hør min bøn,
lyt til mine dybe suk.
3Min Konge og min Gud, hør mit råb om hjælp,
for til dig vil jeg klage min nød.
4Om morgenen løfter jeg min røst til dig,
jeg lægger min sag frem for dig og venter.
5Gud, du hader grusomheder
og kan ikke acceptere ondskab.
6Oprørere får ikke adgang til dig,
for du hader de onde.
7Du tilintetgør dem, der lyver,
du afskyr vold og bedrageri.
8Men jeg kan gå ind i dit tempel
på grund af din trofaste nåde
og tilbede dig i ærefrygt.
9Herre, led mig ad den rette vej,
så mine fjender ikke fælder mig.
Vis mig den vej, jeg skal gå,
og fortæl mig, hvad jeg skal gøre.
10Mine fjender lyver konstant,
de er kun ude på at gøre fortræd.
Deres strube stinker som en åben grav,
deres tunge er belagt med smiger.
11Drag dem til ansvar, oh, Gud,
fang dem i deres egne fælder.
Straf dem for deres trodsighed,
for det er dig, de gør oprør imod.
12Men lad alle, som stoler på dig, juble.
Lad dem råbe af fryd til hver en tid.
Du beskytter dem, der følger dig trofast,
så de altid er fyldt med glæde.
13Du velsigner jo de gudfrygtige, Herre,
dækker dem med din nådes skjold.
Conduis-moi sur le chemin
1Dédié au chef de chœur. A chanter avec accompagnement d’instruments à vent. Un psaume de David.
2O Eternel, ╵écoute mes paroles
et entends mes soupirs !
3O toi, mon Roi, mon Dieu, ╵sois attentif à mon appel,
car c’est toi que je prie.
4Eternel, au matin, ╵ma voix se fait entendre,
car, dès le point du jour, ╵je me présente à toi, ╵et puis j’attends…
5Car tu n’es pas un Dieu ╵qui prend plaisir au mal.
Auprès de toi, ╵le mal n’a pas de place.
6Les insolents ne peuvent pas ╵subsister devant toi.
Tu hais tous ceux qui font le mal.
7Tu fais périr tous les menteurs.
Les assassins et les trompeurs ╵sont en horreur à l’Eternel.
8En vertu de ta grâce immense ╵je peux venir à ta maison,
et avec crainte ╵me prosterner pour t’adorer ╵devant ton sanctuaire.
9Eternel, conduis-moi, ╵toi qui es juste, ╵car j’ai des ennemis.
Aplanis le sentier ╵que tu veux que j’emprunte.
10Dans leurs propos, ╵il n’y a aucune sincérité,
et ils ne pensent qu’à détruire.
Dès qu’ils se mettent à parler, ╵on dirait un tombeau qui s’ouvre ;
leur langue se fait enjôleuse5.10 Cité en Rm 3.13..
11O Dieu, fais-leur payer leurs crimes
et que, par leurs machinations, ╵ils provoquent leur propre ruine,
et, pour leurs méfaits répétés, ╵ô Dieu, qu’ils soient chassés
car ils te sont rebelles.
12Mais que tous ceux ╵qui trouvent un refuge en toi ╵soient à jamais dans l’allégresse
et poussent de grands cris de joie, ╵car ils sont sous ta protection ;
et que tous ceux qui t’aiment
se réjouissent grâce à toi.
13Eternel, tu bénis le juste
et tu le couvres de ta grâce, ╵comme d’un bouclier.