Om at sætte sin lid til Herren
1Halleluja!
Min sjæl, pris Herren!
2Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever,
synge til hans ære, så længe jeg trækker vejret.
3Stol ikke på stormænd,
for mennesker kan ikke frelse jer.
4De dør og bliver lagt i deres grav,
da er det slut med alle deres planer.
5Velsignede er de, der stoler på Israels Gud,
de, der sætter deres lid til Herren.
6Han skabte himlen og jorden,
havet og alt, hvad der lever deri.
Han er trofast til evig tid.
7Han står på de undertryktes side
og sørger for mad til de sultne.
Han sætter fanger i frihed
8og åbner de blindes øjne.
Han løfter de nedbrudte op,
han elsker dem, der gør hans vilje.
9Han tager sig af de fremmede,
viser omsorg for enker og forældreløse,
men de ondes planer forpurrer han.
10Herren skal regere for evigt!
Jerusalem, din Gud er konge fra slægt til slægt!
Halleluja!
Il fait droit aux opprimés
1Louez l’Eternel !
Que, de tout mon être, ╵je loue l’Eternel !
2Je veux louer l’Eternel ╵tant que je vivrai,
je célébrerai ╵mon Dieu en musique ╵tout au long ╵de mon existence.
3Ne placez pas votre foi ╵dans les puissants de ce monde
ni dans des humains ╵incapables de sauver !
4Dès qu’ils ont poussé ╵leur dernier soupir, ╵ils retournent à la terre
et, au même instant, ╵leurs projets s’évanouissent.
5Heureux l’homme ╵qui reçoit son aide ╵du Dieu de Jacob,
et dont l’espérance ╵est dans l’Eternel son Dieu.
6Car l’Eternel a créé ╵le ciel et la terre
ainsi que la mer, ╵avec tout ce qui s’y trouve146.6 Voir Ex 20.11 ; Ac 4.24 ; 14.15..
Il reste à jamais fidèle.
7Il fait droit aux opprimés ;
il nourrit les affamés ;
l’Eternel relâche ╵ceux qui sont emprisonnés.
8L’Eternel rend la vue aux aveugles.
L’Eternel relève ╵celui qui fléchit.
L’Eternel aime les justes.
9L’Eternel protège ╵l’étranger,
il est le soutien ╵de la veuve ╵et de l’orphelin.
Mais il fait dévier ╵le chemin qu’empruntent les méchants.
10L’Eternel est Roi ╵pour l’éternité,
lui qui est ton Dieu, ╵ô Sion, ╵de génération ╵en génération.
Louez l’Eternel !
