Guds storhed og omsorg
1Til korlederen: En sang af David.
Herre, du ved alt om mig,
du kender mit hjerte til bunds.
2Du er klar over alt, hvad jeg gør,
du kender mine inderste tanker.
3Du ved, hvor jeg går om dagen og sover om natten,
du lægger mærke til al min færden.
4Du ved, hvad jeg vil sige,
før jeg kan nå at åbne munden.
5Du omgiver mig på alle sider,
lægger din skærmende hånd på mig.
6Det er næsten for godt til at være sandt.
Jeg fatter ikke din uendelige godhed.
7Jeg når aldrig uden for din rækkevidde,
hvor jeg end er, er du nær hos mig.
8Farer jeg op til himlen, da møder du mig der.
Stiger jeg ned i dødsriget, da møder du mig der.
9Flyver jeg mod øst på morgenrødens vinger,
rejser jeg mod vest over det store hav,
10så vil din hånd også lede mig der,
din højre hånd holde mig fast.
11Bad jeg mørket om at skjule mig,
befalede jeg dagen at blive til nat,
12så ville mørket ikke være mørkt for dig,
for nat eller dag gør ingen forskel.
13Du har skabt mig som den, jeg er,
du formede mig i min mors mave.
14Tak, Gud, at du skabte mig så forunderligt,
dit skaberværk er fantastisk.139,14 Teksten er uklar.
15Du så på mig, da jeg blev dannet i det skjulte,
da jeg langsomt voksede i livmoderens mørke.
16Mens jeg endnu var et foster, så du mig.
Mine livsdage var lagt fast og skrevet ned i din bog,
længe før jeg så dagens lys.
17Forunderlige og fuldkomne er dine tanker, Gud,
de overgår langt, hvad jeg kan fatte.
18Kunne de tælles, ville de være talrige som sandet.
Jeg ville aldrig nå til ende med dem.139,18 Teksten er uklar.
19Jeg ville ønske, du ville udrydde de gudløse,
få de morderiske mænd til at lade mig være i fred.
20De vanærer dit navn og håner dig,
de er blasfemiske og taler ondt om dig.
21Herre, jeg hader enhver, der hader dig,
jeg føler lede ved dem, der er imod dig.
22Dine fjender er også mine fjender,
jeg hader dem af hele mit hjerte.
23Undersøg mig og se på mit hjerte, Gud!
Gransk mine motiver og afslør mine tanker!
24Hvis du ser, at jeg er kommet på afveje,
så led mig tilbage til det evige livs vej.
Псалам 139
Хоровођи. Давидов Псалам.
1О, Господе, ти ме проничеш
и теби сам познат!
2Знаш ме и кад седим и кад стојим,
познајеш ми мисли издалека.
3Посматраш ме док ходам, док лежим,
и свестан си свих мојих путева.
4Елем, још ми речи на језику нема,
а ти, ето, о, Господе, познајеш баш сваку!
5Обухваташ ме и спреда и страга,
руку своју на мене полажеш.
6Чудесно ми је то сазнање, узвишено,
немоћан сам да га схватим!
7Од твог Духа где да одем?
Од твог лица куда да побегнем?
8Дигнем ли се до небеса – ти си тамо;
спустим ли се у Свет мртвих – и тамо си!
9Винем ли се зориним крилима
и преселим на крај мора;
10и тамо ме рука твоја води,
придржава ме десница твоја.
11Све и да кажем –
„Тама ће ме свакако прекрити,
светло око мене ко ноћ ће постати“ –
12од тебе ме ни тама не скрива
и ноћ попут дана сија,
јер и тама ти је као светло!
13Да, ти си ми нутрину створио,
саткао ме у утроби мајке моје!
14Хвалићу те што сам такав саздан,
запањујуће диван,
што су ти дела чудесна;
а душа је моја тога добро свесна.
15Моје кости теби нису сакривене биле,
док сам био стваран на тајноме месту;
док сам био обликован у дубини земље.
16Очи су ме твоје ко заметак гледале;
у твојој су књизи записани дани моји одређени,
а да још ни један од њих постојао није!
17И како су ми драгоцене твоје мисли, Боже!
Како их је много кад се зброје!
18Да их бројим,
више их је него песка;
а када се пробудим,
још увек сам са тобом.
19О, Боже, кад би хтео зликовца да смакнеш!
Одлазите од мене, крвници!
20Они против тебе сплеткаре,
лажи о теби шире твоји противници.
21О, Господе, зар да не мрзим те што тебе мрзе?
Богобораца се гнушам!
22Мржњом крајњом ја их мрзим!
Душмани су они моји!
23Проникни ме, о, Боже! Срце ми упознај,
окушај ме, забринуте мисли моје сазнај!
24Види да ли идем путем застрањења
и води ме путем из давнина.
