Salmernes Bog 109 – BPH & NTLR

Bibelen på hverdagsdansk

Salmernes Bog 109:1-31

Bøn under forfølgelse

1Til korlederen: En sang af David.

Gud, jeg lovsynger dig.

Forbliv ikke tavs og afvisende,

2mens onde mennesker lyver om mig,

bagtaler mig med deres falske anklager.

3De taler ondskabsfuldt om mig,

hader mig, skønt jeg intet har gjort.

4Jeg elsker dem og går i forbøn for dem,

men alligevel anklager de mig groft.

5De gengælder mig ondt for godt,

belønner min venlighed med had.

6Lad en anklager stå frem

og føre sag mod min fjende i retten.

7Lad ham blive kendt skyldig,

lad hans selviske bønner blive afsløret.

8Gør hans livstid kort,

lad en anden overtage hans lederfunktion.

9Lad hans børn blive faderløse

og hans hustru enke.

10Lad dem tigge sig til dagligt brød

og blive jaget fra hus og hjem.

11Lad hans kreditorer overtage hans ejendom,

lad fremmede røve hans formue.

12Lad ingen vise ham barmhjertighed

eller have ondt af hans efterladte børn.

13Lad hans slægt dø ud,

så hans navn for altid er glemt.

14Husk hans forfædres ondskab,

tilgiv ikke hans mors synd.

15Herre, husk altid på hans synder,

men lad hans slægt blive glemt.

16Han havde ikke tanke for andres vel,

men forfulgte de fattige, pinte de fortvivlede til døde.

17Han elskede at forbande,

så lad ham være forbandet.

Han brød sig ikke om din velsignelse,

så lad være med at velsigne ham.

18At forbande andre var en livsstil for ham,

det gennemtrængte ham fuldstændigt.

19Lad hans forbandelser ramme ham selv og dække ham

som det tøj, han har på, det bælte, han bærer.

20Det skal være din straf mod de fjender,

der udslynger løgne og dødstrusler imod mig.

21Herre, frels mig for din æres skyld.

Lad mig opleve din nåde og godhed.

22For jeg er i stor nød,

mit hjerte hamrer af angst.

23Mit liv er kortvarigt som en skygge, der forsvinder,

det bliver viftet væk som en flue.

24Jeg er så udmattet af at faste, at mine knæ ryster,

jeg er kun skind og ben.

25Folk ser på mig med foragt,

de ryster på hovedet, når de ser mig.

26Hjælp mig, min Herre og Gud,

red mig, for du er trofast.

27Så vil de se, at det er dig, der griber ind.

De vil forstå, Herre, at det var dig, der reddede mig.

28Lad dem bare forbande,

for du velsigner mig.

Deres angreb vil mislykkes,

så de ydmyges, mens jeg fryder mig.

29Lad mine fjender blive gjort skamfulde,

lad ydmygelsen omgive dem som en kappe.

30Da vil jeg takke dig, Herre, af hele mit hjerte.

Jeg vil prise dig i alles påhør.

31For du er på de svages side,

du forsvarer dem overfor deres fjender.

Nouă Traducere În Limba Română

Psalmii 109:1-31

Psalmul 109

Pentru dirijor. Un psalm al lui David.

1Dumnezeul laudei mele, nu tăcea!

2Iată că gura celui rău și gura celui înșelător

se deschid împotriva mea;

îmi vorbesc cu o limbă mincinoasă.

3Mă împresoară cu niște cuvinte de ură

și se luptă cu mine fără motiv.

4La dragostea mea ei răspund cu dușmănie,

dar eu mă rog.

5Ei îmi răsplătesc binele cu rău,

și dragostea mea – cu ură.

6Pune un om rău împotriva lui

și un acuzator6 Ebr.: satan, care înseamnă vrăjmaș, acuzator. Sau și pe Satan. să stea la dreapta lui!

7Când va fi judecat, să fie găsit vinovat,

iar rugăciunea să‑i fie considerată un păcat.

8Fie‑i zilele puține,

iar slujba lui s‑o ia altul!

9Să‑i rămână fiii orfani,

și soția lui – văduvă!

10Fiii lui să rătăcească cerșind

și căutând printre ruine!

11Cel ce l‑a împrumutat să‑i ia tot ce are,

și străinii să‑l jefuiască de rodul muncii lui!

12Să nu mai fie nimeni care să‑i arate îndurare

și să nu mai fie nimeni care să arate bunăvoință față de orfanii lui!

13Fie ca descendența lui să fie stârpită,

iar în generația următoare să le fie șters numele!

14Să rămână în amintire înaintea Domnului

nelegiuirea părinților lui

și să nu fie șters păcatul mamei lui!

15Să rămână întotdeauna înaintea Domnului,

iar El să le șteargă amintirea de pe pământ!

16Căci nu și‑a amintit să se poarte cu îndurare,

ci l‑a prigonit pe sărac și pe nevoiaș

și l‑a omorât pe cel cu inima zdrobită!

17A iubit blestemul; de el să aibă parte!17 blestemul; de el a avut parte.

Nu i‑a plăcut binecuvântarea; aceasta să stea departe de el!17 binecuvântarea; / aceasta stă departe de el.

18A îmbrăcat blestemul ca pe propria haină,

i‑a intrat în pântec ca apa

și în oasele lui ca uleiul.

19De aceea, el să‑i fie mantaua cu care se acoperă

și brâul cu care se încinge mereu!

20Aceasta să fie răsplata potrivnicilor mei din partea Domnului

și a celor ce mă vorbesc de rău!

21Dar Tu, Stăpâne Doamne,

de dragul Numelui Tău, fă‑Ți lucrarea cu mine!

Pentru că îndurarea Ta este bună, scapă‑mă!

22Căci sunt sărac și nevoiaș,

iar inima mi‑e rănită înăuntrul meu.

23Pier ca o umbră trecătoare;

sunt alungat ca o lăcustă.

24Genunchii îmi sunt slăbiți de post,

iar trupul mi‑e sleit din lipsă de grăsime.

25Am ajuns de disprețul lor;

cei ce mă văd dau din cap.

26Doamne, Dumnezeul meu, ajută‑mă!

În îndurarea Ta, izbăvește‑mă!

27Fă ca ei să recunoască în aceasta mâna Ta,

să recunoască faptul că Tu, Doamne, ai făcut lucrul acesta!

28Ei blestemă, dar Tu binecuvântezi.

Ei se ridică și rămân de rușine, dar robul Tău se va veseli.

29Acuzatorii mei se îmbracă cu batjocura,

se acoperă cu nerușinarea ca și cu o manta.

30Voi mulțumi mult Domnului cu gura mea,

Îl voi lăuda în mijlocul mulțimii.

31Căci El stă la dreapta celui nevoiaș,

ca să‑l izbăvească de judecătorii sufletului său.