Bibelen på hverdagsdansk

Salme 88

Et nødråb i sygdom

1Til korlederen: En sang af ezraitten Heman fra Koras slægt i mahalat-stil.[a]

Herre, min Gud, jeg råber til dig om dagen,
    jeg kalder på dig om natten.
Lad min bøn nå frem til dig,
    lyt til mit råb om hjælp.
Min sjæl er tynget af problemer,
    jeg befinder mig på gravens rand.
Man betragter mig allerede som død,
    et menneske, der har mistet sin kraft.
Man ser på mig som et lig,
    der ligger i sin grav,
som et menneske, der snart bliver glemt
    og ikke længere nyder godt af din hjælp.
Du har kastet mig i det dybe hul,
    i den mørkeste afgrund.
Din straf tynger mig til jorden,
    skyller over mig som brændingen.
Du har fået mine venner til at forlade mig,
    du har gjort det, så de væmmes ved mig,
        jeg er fanget og ser ingen udvej.
10 Mine øjne er matte af fortvivlelse.
    Åh, Herre, dagen lang råber jeg til dig,
        rækker hænderne op imod dig i bøn.
11 Mon du gør underværker for de døde?
    Står de op af graven for at lovprise dig?
12 Vil de døde fortælle om din nåde?
    Forkynder man din trofasthed i dødsrigets mørke?
13 Vil afgrunden opleve dine undere?
    Huskes din godhed i glemslens land?
14 Herre, jeg råber til dig om hjælp,
    hver morgen stiger mine bønner op til dig.
15 Hvorfor har du forkastet mig, Herre?
    Hvorfor skjuler du dit ansigt for mig?
16 Jeg er hjælpeløs og døden nær,
    fra min ungdom plaget af rædsel.
17 Din straf overvælder mig,
    så jeg er ved at gå til af angst.
18 Som en malstrøm hvirvler den omkring mig,
    slår sammen over mit hoved.
19 Mine venner og min familie har forladt mig,
    mine bekendte har efterladt mig i mørket.

Notas al pie

  1. 88,1 Betydningen af ordet mahalat kendes ikke.

The Message

Psalm 88

A Korah Prayer of Heman

11-9 God, you’re my last chance of the day.
    I spend the night on my knees before you.
Put me on your salvation agenda;
    take notes on the trouble I’m in.
I’ve had my fill of trouble;
    I’m camped on the edge of hell.
I’m written off as a lost cause,
    one more statistic, a hopeless case.
Abandoned as already dead,
    one more body in a stack of corpses,
And not so much as a gravestone—
    I’m a black hole in oblivion.
You’ve dropped me into a bottomless pit,
    sunk me in a pitch-black abyss.
I’m battered senseless by your rage,
    relentlessly pounded by your waves of anger.
You turned my friends against me,
    made me horrible to them.
I’m caught in a maze and can’t find my way out,
    blinded by tears of pain and frustration.

9-12 I call to you, God; all day I call.
    I wring my hands, I plead for help.
Are the dead a live audience for your miracles?
    Do ghosts ever join the choirs that praise you?
Does your love make any difference in a graveyard?
    Is your faithful presence noticed in the corridors of hell?
Are your marvelous wonders ever seen in the dark,
    your righteous ways noticed in the Land of No Memory?

13-18 I’m standing my ground, God, shouting for help,
    at my prayers every morning, on my knees each daybreak.
Why, God, do you turn a deaf ear?
    Why do you make yourself scarce?
For as long as I remember I’ve been hurting;
    I’ve taken the worst you can hand out, and I’ve had it.
Your wildfire anger has blazed through my life;
    I’m bleeding, black-and-blue.
You’ve attacked me fiercely from every side,
    raining down blows till I’m nearly dead.
You made lover and neighbor alike dump me;
    the only friend I have left is Darkness.