Bibelen på hverdagsdansk

Salme 86

En bøn om hjælp

1En bøn af David.

Bøj dig, Herre, og lyt til min bøn,
    jeg føler mig ydmyget og elendig.
Hjælp mig, for jeg er tro imod dig.
    Red mit liv, for jeg tjener dig.
        Du er min Gud, og jeg stoler på dig.
Vær mig nådig, Herre,
    jeg råber til dig dagen lang.
Gør din tjener glad, Herre,
    det er dig, der er min redning.
Herre, du er god og tilgiver gerne,
    du er tro mod alle, der stoler på dig.
Åh Gud, hør min bøn,
    lyt til mit råb om nåde.
Jeg kalder på dig i min nød,
    for jeg ved, du vil svare mig.

Ingen afguder kan måles med dig, Herre,
    ingen anden kan gøre det, du gør.
Alle folkeslag er skabt af dig,
    og de skal komme og bøje deres knæ
        for at ære og tilbede dig.
10 For du er almægtig og gør store undere,
    du alene er den sande Gud.

11 Lær mig din vilje, så jeg kan gøre det rette,
    hjælp mig til at tjene dig helt og fuldt.
12 Jeg vil prise dig af hele mit hjerte,
    jeg vil altid ære dig, min Herre og Gud.

13 Din trofasthed er stor,
    og du vil redde mig fra dødens gab.
14 Jeg angribes af brutale mænd, Herre,
    voldsmænd prøver at slå mig ihjel.
        De har ingen respekt for dig.
15 Men du er en barmhjertig og nådig Gud,
    tålmodig, god og trofast.
16 Vis mig din nåde
    og frels din ydmyge tjener.
17 Kom med et bevis på din godhed, Herre,
    så mine fjender ser det og bliver ydmyget,
        for du, Herre, vil beskytte og hjælpe mig.