Bibelen på hverdagsdansk

Salme 42

Bøn i eksil

1Til korlederen: En visdomssang[a] af Koras slægt.

Som hjorten tørster efter rindende vand,
    sådan tørster min sjæl efter dig, Gud.
Jeg længes efter at se den levende Gud,
    hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham?
Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig:
    „Hvor bliver din Gud af?”
Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang,
    da jeg var med i den store flok.
Vi gik i procession til Guds hus,
    det var festdage med glædesråb og lovsang.
Men hvorfor være så trist og nedtrykt?
    Hvorfor længes efter gamle dage?
Jeg vil hellere sætte min lid til Gud.
    Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang.
Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud,
    mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde,
        ved foden af Hermonbjerget.
Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl.
    Jeg råber til dig fra min dybe nød,
        jeg håber at overdøve vandfaldets torden.

Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde.
    Hver nat synger jeg lovsange til ham.
        Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv.
10 Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham:
„Hvorfor har du glemt mig?
    Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?”
11 Det skærer mig i hjertet,
    når mine fjender håner mig.
De siger til mig dagen lang:
    „Hvor bliver din Gud af?”
12 Men så siger jeg til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
    Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
    vil jeg synge en takkesang til ham.

Notas al pie

  1. 42,1 På hebraisk: maskil. Ordets betydning kendes ikke med sikkerhed.

The Message

Psalm 42

A psalm of the sons of Korah

11-3 A white-tailed deer drinks
    from the creek;
I want to drink God,
    deep draughts of God.
I’m thirsty for God-alive.
I wonder, “Will I ever make it—
    arrive and drink in God’s presence?”
I’m on a diet of tears—
    tears for breakfast, tears for supper.
All day long
    people knock at my door,
Pestering,
    “Where is this God of yours?”

These are the things I go over and over,
    emptying out the pockets of my life.
I was always at the head of the worshiping crowd,
    right out in front,
Leading them all,
    eager to arrive and worship,
Shouting praises, singing thanksgiving—
    celebrating, all of us, God’s feast!

Why are you down in the dumps, dear soul?
    Why are you crying the blues?
Fix my eyes on God—
    soon I’ll be praising again.
He puts a smile on my face.
    He’s my God.

6-8 When my soul is in the dumps, I rehearse
    everything I know of you,
From Jordan depths to Hermon heights,
    including Mount Mizar.
Chaos calls to chaos,
    to the tune of whitewater rapids.
Your breaking surf, your thundering breakers
    crash and crush me.
Then God promises to love me all day,
    sing songs all through the night!
    My life is God’s prayer.

9-10 Sometimes I ask God, my rock-solid God,
    “Why did you let me down?
Why am I walking around in tears,
    harassed by enemies?”
They’re out for the kill, these
    tormentors with their obscenities,
Taunting day after day,
    “Where is this God of yours?”

11 Why are you down in the dumps, dear soul?
    Why are you crying the blues?
Fix my eyes on God—
    soon I’ll be praising again.
He puts a smile on my face.
    He’s my God.