Bibelen på hverdagsdansk

Salme 39

Et råb om hjælp i lidelse

1Til korlederen Jedutun: En sang af David.

Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,
    og jeg ville ikke sige noget overilet.
Jeg havde valgt at holde munden lukket,
    når der var gudløse mennesker til stede.
3-4 Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,
    men det hjalp bare ikke.
Uroen brændte i mit indre,
    og min frustration voksede.
Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,
    til sidst var jeg nødt til at tale:
„Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,
    dagene synes at flyve af sted.
Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,
    et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
        Vi er som skygger, der farer forbi.
Man slider for at samle sig rigdom,
    men ved ikke, hvem der får glæde af det.

Herre, hvad kan jeg forvente af livet?
    Du er mit eneste håb.
Red mig ud af syndens sump,
    så ikke tåberne skal hovere over mig.
10 Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar,
    for det er jo dig, som straffer mig.
11 Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere,
    jeg ligger knust under din hånd.
12 Når du straffer folk for deres synder,
    bliver de mast som møl.
Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.

13 Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb!
    Luk ikke ørerne for min gråd.
Jeg er jo blot en fremmed på jorden,
    en gæst på gennemrejse som mine forfædre.
14 Vend din vrede fra mig, Herre,
    så jeg kan opleve glæden igen,
        før jeg skal herfra.”

New Living Translation

Psalm 39

Psalm 39

For Jeduthun, the choir director: A psalm of David.

I said to myself, “I will watch what I do
    and not sin in what I say.
I will hold my tongue
    when the ungodly are around me.”
But as I stood there in silence—
    not even speaking of good things—
    the turmoil within me grew worse.
The more I thought about it,
    the hotter I got,
    igniting a fire of words:
Lord, remind me how brief my time on earth will be.
    Remind me that my days are numbered—
    how fleeting my life is.
You have made my life no longer than the width of my hand.
    My entire lifetime is just a moment to you;
    at best, each of us is but a breath.” Interlude

We are merely moving shadows,
    and all our busy rushing ends in nothing.
We heap up wealth,
    not knowing who will spend it.
And so, Lord, where do I put my hope?
    My only hope is in you.
Rescue me from my rebellion.
    Do not let fools mock me.
I am silent before you; I won’t say a word,
    for my punishment is from you.
10 But please stop striking me!
    I am exhausted by the blows from your hand.
11 When you discipline us for our sins,
    you consume like a moth what is precious to us.
    Each of us is but a breath. Interlude

12 Hear my prayer, O Lord!
    Listen to my cries for help!
    Don’t ignore my tears.
For I am your guest—
    a traveler passing through,
    as my ancestors were before me.
13 Leave me alone so I can smile again
    before I am gone and exist no more.