Bibelen på hverdagsdansk

Salme 38

En bøn om hjælp i lidelse

1En sang af David og en bøn til Herren om nåde.

Herre, straf mig ikke i vrede,
    irettesæt mig ikke i harme.
Dine pile sidder dybt i mig,
    din straffende hånd hviler tungt på mig.
Min krop sygner hen på grund af din vrede,
    mit helbred er nedbrudt som følge af synd.
Min skyld vokser mig over hovedet,
    min syndebyrde er ikke til at bære.
Mine sår er betændte og stinker
    på grund af min tåbelige synd.
Jeg er nedtrykt og meget bedrøvet,
    dagen igennem sørger jeg dybt.
Det føles som ild i mit indre,
    hele min krop er syg af feber.
Jeg er lamslået og knust,
    stønner i fortvivlelse og smerte.

10 Herre, du ved, hvad jeg længes efter!
    Du hører alle mine suk.
11 Mit hjerte hamrer, min kraft er borte,
    mine øjne har mistet deres glans.
12 Min lidelse holder slægt og venner borte,
    mine kære holder sig på afstand.
13 Mine fjender stiller fælder for mig,
    de, som ønsker mig død, lægger onde planer.
        De har altid kun forræderi i tanke.
14 Jeg er som en døv, der ikke kan høre,
    som en stum, der ikke kan tale.
15 Jeg lader, som om jeg ikke hører,
    undlader at svare på spørgsmål.
16 Jeg venter på, at du gør noget, Herre.
    Jeg længes efter at få et svar, min Gud.
17 Lad ikke mine fjender hovere over min tilstand,
    eller glæde sig over at se mig falde.
18 Jeg er på randen af et sammenbrud,
    jeg lider af konstante smerter.

19 Men jeg vil bekende min synd
    og angre det onde, jeg har gjort.

20 Mange er imod mig uden årsag,
    mange hader mig uden grund.
21 De gengælder godt med ondt.
    De er imod mig, fordi jeg ønsker at gøre det gode.

22 Herre, lad mig ikke i stikken,
    hold dig ikke borte fra mig.
23 Skynd dig at gribe ind,
    hjælp mig, min Herre og Frelser!

The Message

Psalm 38

A David Psalm

11-2 Take a deep breath, God; calm down—
    don’t be so hasty with your punishing rod.
Your sharp-pointed arrows of rebuke draw blood;
    my backside smarts from your caning.

3-4 I’ve lost twenty pounds in two months
    because of your accusation.
My bones are brittle as dry sticks
    because of my sin.
I’m swamped by my bad behavior,
    collapsed under gunnysacks of guilt.

5-8 The cuts in my flesh stink and grow maggots
    because I’ve lived so badly.
And now I’m flat on my face
    feeling sorry for myself morning to night.
All my insides are on fire,
    my body is a wreck.
I’m on my last legs; I’ve had it—
    my life is a vomit of groans.

9-16 Lord, my longings are sitting in plain sight,
    my groans an old story to you.
My heart’s about to break;
    I’m a burned-out case.
Cataracts blind me to God and good;
    old friends avoid me like the plague.
My cousins never visit,
    my neighbors stab me in the back.
My competitors blacken my name,
    devoutly they pray for my ruin.
But I’m deaf and mute to it all,
    ears shut, mouth shut.
I don’t hear a word they say,
    don’t speak a word in response.
What I do, God, is wait for you,
    wait for my Lord, my God—you will answer!
I wait and pray so they won’t laugh me off,
    won’t smugly strut off when I stumble.

17-20 I’m on the edge of losing it—
    the pain in my gut keeps burning.
I’m ready to tell my story of failure,
    I’m no longer smug in my sin.
My enemies are alive and in action,
    a lynch mob after my neck.
I give out good and get back evil
    from God-haters who can’t stand a God-lover.

21-22 Don’t dump me, God;
    my God, don’t stand me up.
Hurry and help me;
    I want some wide-open space in my life!