Bibelen på hverdagsdansk

Salme 137

Sørgesang i Babylonien

1Ved Babyloniens floder sad vi og græd,
    når vi tænkte tilbage på Zion.
Harperne havde vi ikke lyst til at bruge,
    så vi hængte dem op i piletræerne.
Vore fangevogtere forlangte, at vi skulle synge,
    vore plageånder pålagde os at være glade:
        „Syng en sang om Zion for os!”
Hvordan skulle vi kunne synge for Herren,
    når vi sygner hen i et fremmed land?

Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
    må min højre hånd da blive lammet!
Gid min tunge må klæbe til ganen,[a]
    hvis jeg ikke husker på dig
        og sætter dig højere end alt andet.
Herre, husk, hvad edomitterne sagde,
    da Jerusalem blev indtaget af babylonierne:
        „Riv byen ned, jævn den med jorden!”
Babylon, du går din undergang i møde.
    Velsignet være dem, der gengælder dig,
        hvad du har gjort mod os.
Lad dem tage dine spædbørn
    og knuse dem mod klippen.

Notas al pie

  1. 137,6 Med lammet hånd kunne han ikke mere spille på harpen, og med tungen låst fast kunne han ikke synge mere.

New International Version - UK

Psalm 137

Psalm 137

By the rivers of Babylon we sat and wept
    when we remembered Zion.
There on the poplars
    we hung our harps,
for there our captors asked us for songs,
    our tormentors demanded songs of joy;
    they said, ‘Sing us one of the songs of Zion!’

How can we sing the songs of the Lord
    while in a foreign land?
If I forget you, Jerusalem,
    may my right hand forget its skill.
May my tongue cling to the roof of my mouth
    if I do not remember you,
if I do not consider Jerusalem
    my highest joy.

Remember, Lord, what the Edomites did
    on the day Jerusalem fell.
‘Tear it down,’ they cried,
    ‘tear it down to its foundations!’
Daughter Babylon, doomed to destruction,
    happy is the one who repays you
    according to what you have done to us.
Happy is the one who seizes your infants
    and dashes them against the rocks.