1Tænk på din Skaber, mens du er ung,
for de dystre dage kommer, før du aner det.
Engang vil du sige til dig selv:
„Det er ikke længere en glæde at leve.”
2Tænk på din Skaber, før livet rinder ud,
som solen forsvinder om aftenen,
som månen og stjernerne blegner om morgenen,
som skyen fordufter, når den er tømt for regn.
3Tænk på din Skaber, før hænderne ryster,
før din ranke ryg bøjes af ælde,
før tænderne bliver få,
før synet begynder at svigte,
4før hørelsen langsomt forsvinder,
så du ikke hører larmen fra livet omkring dig,
før du vågner samtidig med fuglene,
men alligevel ikke kan nyde deres sang,
5før det bliver en kamp at gå op ad en bakke,
og du bliver bange for at falde om på vejen,
før håret bliver hvidt som nyfalden sne,
og du dårligt kan slæbe dig af sted,
og før din appetit på livet er forbi.
Da nærmer du dig gravens rand,
og dine pårørende går sørgende omkring.
6Ja, tænk på din Skaber, før sølvsnoren brister,
før den gyldne lampe slukkes,
før hjertet slår det sidste slag,
og livets hjul går i stå.
7Da vender støvet tilbage til jorden, hvorfra det kom,
og ånden vender tilbage til Gud, som gav den.
8Der er ingen mening, livet er uden mening.
Det hele er meningsløst.
Epilog
9Fordi Prædikeren var så vis, delte han ud af sin visdom til folket. Han samlede mange ordsprog og satte dem i system, 10så de præcist og rammende udtrykte den sandhed, han ville formidle. 11Den vises ordsprog er som hyrdens pigstav, hans ord står fast som søm, der er hamret i bund, og de kommer fra en af samfundets spidser.
12Pas på, min søn, for der er ingen ende på alle de meninger, som luftes i alskens bøger. At studere for meget gør dig bare træt.
13Efter at alt det her er sagt, er min konklusion: Hav ærefrygt for Gud og adlyd hans befalinger, for det er alle menneskers pligt. 14Gud vil dømme alle vores handlinger—onde som gode—ja, selv de skjulte motiver.
1Kae wo Bɔfoɔ
wɔ wo mmeranteberɛ mu,
ansa na nnabɔne no aba
na mfeɛ a wobɛka sɛ,
“Menni mu anigyeɛ biara” no reba,
2ansa na owia ne hann,
ɔsrane ne nsoromma aduru sum,
na omununkum asane aba osutɔ akyi.
3Ɛberɛ a efie no awɛmfoɔ ho popo,
na mmarima ahoɔdenfoɔ akom,
ɛberɛ a ayamfoɔ agyae adwumayɛ, sɛ wɔsua enti
na wɔn a wɔhwɛ mpoma mu no ani so ayɛ kusuu;
4ɛberɛ a wɔatoto abɔntene no apono mu
na ayammeeɛ nnyegyeeɛ ano abrɛ ase;
ɛberɛ a nnipa te nnomaa su na wɔanyane,
nanso wɔn nnwontoɔ ano brɛ ase;
5ɛberɛ a nnipa suro ɛsoro kɔ
ne mmɔntene so amanenyasɛm;
ɛberɛ a sorɔno dua bɛgu nhyerɛnne
na abɛbɛ wea korɔ
na nkatedeɛ ho adwodwoɔ.
Afei onipa kɔ ne daa homeɛ mu
na agyaadwotwafoɔ tu gu mmɔntene so.
6Kae no, ansa na dwetɛ ahoma no ate,
anaasɛ sikakɔkɔɔ ayowaa no abɔ;
ansa na sukuruwa no abobɔ wɔ asutene ho,
anaasɛ asubura so nkyimiiɛ abubu,
7na dɔteɛ sane kɔ asase a ɛfiri mu baeɛ,
na honhom no tu kɔ Onyankopɔn a ɔde maeɛ no nkyɛn.
8“Ahuhudeɛ mu ahuhudeɛ” ɔsɛnkafoɔ no na ɔseɛ.
“Biribiara yɛ ahuhudeɛ!”
Asɛm No Awieeɛ
9Ɔsɛnkafoɔ no yɛ onyansafoɔ na ɔde nimdeɛ maa nnipa nso. Ɔdweneeɛ na ɔyɛɛ nhwehwɛmu na ɔbubuu mmɛ bebree. 10Ɔsɛnkafoɔ no hwehwɛɛ sɛ ɔbɛnya nsɛm a ɛfata, na deɛ ɔtwerɛeɛ no yɛ pɛ na ɛyɛ nokorɛ nso.
11Anyansafoɔ nsɛm te sɛ anantwikafoɔ mpea. Wɔn nsɛm a wɔaboa ano te sɛ nnadewa a wɔde abobɔ dua mu ma akɔ mu yie. Saa nsɛm yi nyinaa firi Odwanhwɛfoɔ baako nkyɛn. 12Mebɔ wo kɔkɔ sɛ twe wo ho firi biribiara a ɛka yeinom ho, me babarima.
Nwoma bebrebe atwerɛ nni awieeɛ, na ne sua pii no ma honam yɛ mmerɛ.
13Afei ne nyinaa atɔ asom;
nsɛm no awieeɛ nie:
Suro Onyankopɔn na di nʼahyɛdeɛ so,
na onipa asɛdeɛ nyinaa nie.
14Onyankopɔn bɛbu adeyɛ biara atɛn,
deɛ wɔayɛ asie nso ka ho,
sɛ ɛyɛ papa anaa bɔne.
