Livet synes uden mening
1Denne bog er af Prædikeren, som var søn af David og konge i Jerusalem.
2Der er ingen mening, livet er uden mening.
Det hele er meningsløst.
3Hvad får man ud af al sin møje?
Alt det, man her i livet må døje?
4Generationer kommer og går,
men verden kører videre og består.
5Solen står op, og solen går ned
dag efter dag i uendelighed.
6Vinden blæser mod syd og skifter om i nord,
det hele kører rundt, men ændrer ikke spor.
7Floder hælder vand i havet uden stop,
alligevel bliver havet aldrig fyldt op.
Vandet fordamper og kommer tilbage til floden,
sådan kører det bare rundt på hele kloden.
8Alting er så kedsommeligt,
fordi det er så forudsigeligt.
Det er altid det samme, man ser,
altid det samme, man hører.
9Hvad der før er sket, vil ske igen,
Hvad der før er gjort, vil blive gjort igen.
Der er intet nyt under solen.
10Der er intet nyt, der kommer op i nutiden,
som ikke også er sket i fortiden.
11De gamles heltemod huskes ikke mere,
i fremtiden vil nutiden ikke eksistere.
Menneskelig visdom kommer til kort
12Jeg, Prædikeren, var konge over Israel og boede i Jerusalem. 13Jeg besluttede mig for grundigt at udforske alt, hvad der foregår på jorden, og jeg kom til det resultat, at det er et træls og slidsomt liv, Gud har givet menneskene.
14Jeg så, at alt, hvad folk foretager sig, er omsonst, det er som at bygge luftkasteller. 15Man kan ikke gøre det falske ægte, og man kan ikke afhjælpe alle mangler.
16Jeg sagde til mig selv: „Jeg har større viden end nogen anden konge før mig i Jerusalem. Jeg er den klogeste og mest intelligente.” 17Derfor har jeg tænkt meget over fordelen ved at have visdom og kundskab frem for at være dum og uvidende. Men jeg opdagede, at selv det var formålsløst. 18Jo mere visdom, des større lidelse, jo mere kundskab, des større smerte.
Asán ni ohun ayé
1Ọ̀rọ̀ Oniwaasu, ọmọ Dafidi, ọba Jerusalẹmu:
2“Asán inú asán!”
oníwàásù náà wí pé,
“Asán inú asán!
Gbogbo rẹ̀ asán ni.”
3Kí ni ènìyàn rí jẹ ní èrè lórí gbogbo iṣẹ́ rẹ̀,
lórí èyí tí ó ń ṣe wàhálà sí lábẹ́ oòrùn?
4Bí ìran kan ti wá ni ìran mìíràn ń kọjá lọ,
síbẹ̀ ayé dúró títí láé.
5Oòrùn ń ràn, oòrùn sì ń wọ̀,
ó sì sáré padà sí ibi tí ó ti yọ.
6Afẹ́fẹ́ ń fẹ́ lọ sí ìhà gúúsù,
Ó sì ń fẹ́ yípo sí ìhà àríwá,
a sì tún padà sí ọ̀nà rẹ̀.
7Gbogbo odò ń sàn sí inú Òkun,
síbẹ̀síbẹ̀ Òkun kò kún.
Níbi tí àwọn odò ti wá,
níbẹ̀ ni wọ́n tún padà sí.
8Ohun gbogbo ni ó ń mú àárẹ̀ wá,
ju èyí tí ẹnu le è sọ.
Ojú kò tí ì rí ìrírí tí ó tẹ́ ẹ lọ́rùn,
bẹ́ẹ̀ ni, etí kò tí ì kún fún gbígbọ́.
9Ohun tí ó ti wà tẹ́lẹ̀ náà ni yóò sì máa wà, ohun tí a ti ṣe sẹ́yìn
òun ni a ó tún máa ṣe padà
kò sí ohun tuntun lábẹ́ oòrùn.
10Ǹjẹ́ ohun kan wà tí ẹnìkan le è sọ wí pé,
“Wò ó! Ohun tuntun ni èyí”?
Ó ti wà tẹ́lẹ̀ rí ní ọjọ́ tó ti pẹ́,
o ti wà ṣáájú tiwa.
11Kò sí ìrántí ohun ìṣáájú
bẹ́ẹ̀ ni ìrántí kì yóò sí fún
ohun ìkẹyìn tí ń bọ̀
lọ́dọ̀ àwọn tí ń bọ̀ ní ìgbà ìkẹyìn.
Asán ni ọgbọ́n ènìyàn
12Èmi, Oniwaasu ti jẹ ọba lórí Israẹli ní Jerusalẹmu rí. 13Mo fi àsìkò mi sílẹ̀ láti kọ́ àti láti ṣe àwárí pẹ̀lú ọgbọ́n, gbogbo ohun tí ó ń ṣẹlẹ̀ lábẹ́ ọ̀run. Háà! Ẹrù wúwo tí Ọlọ́run ti gbé lé àwọn ènìyàn: 14Èmi ti rí ohun gbogbo tí ó ń ṣẹlẹ̀ lábẹ́ oòrùn, gbogbo rẹ̀ kò ní ìtumọ̀ bí ẹní gbìyànjú àti mú afẹ́fẹ́ ni.
15Ohun tí ó ti wọ́ kò le è ṣe é tọ́ mọ́,
ohun tí kò sí kò le è ṣe é kà.
16Mo rò nínú ara mi, “Wò ó, mo ti dàgbà, ọgbọ́n mi sì ti pọ̀ ju ti ẹnikẹ́ni tí ó ti ṣe alákòóso Jerusalẹmu síwájú mi lọ, mo ti ní ìrírí púpọ̀ nípa ọgbọ́n àti ìmọ̀.” 17Nígbà náà ni mo fi ara jì láti ní ìmọ̀ nípa ọgbọ́n, àti pàápàá àìgbọ́n àti òmùgọ̀, ṣùgbọ́n mo rí, wí pé èyí pẹ̀lú bí ẹni ń gbìyànjú àti mú afẹ́fẹ́ ni.
18Nítorí pé ọgbọ́n púpọ̀ ìbànújẹ́ púpọ̀ ní ń mú wá,
bí ìmọ̀ bá sì ṣe pọ̀ tó náà ni ìbànújẹ́ ń pọ̀ tó.
