Ordsprogenes Bog 7 – Bibelen på hverdagsdansk BPH

Bibelen på hverdagsdansk

Ordsprogenes Bog 7:1-27

1Glem ikke mine gode råd, min søn,

hav dem altid i tanke.

2Lyt til mine råd, så du får et godt liv,

pas på dem som på en dyrebar skat.

3Skriv dig dem bag øret,

så du aldrig glemmer dem.

4Elsk visdom som en søster,

lad indsigten være din bedste ven.

5Lad dem værne dig mod en andens hustru,

beskytte dig mod løsagtige kvinders smiger.

6En dag, jeg sad ved mit vindue

og kiggede ud gennem gitteret,

7så jeg blandt de uforstandige unge mænd

en, der virkede utrolig naiv.

8Jeg så ham gå hen ad gaden,

på vej mod en bestemt kvindes hus.

9Tusmørket var faldet på,

og snart ville natten komme.

10Da kom kvinden ham i møde,

smilende og udfordrende klædt.

11Det er en højrøstet og trodsig kvinde,

som ikke bare kan sidde derhjemme.

12Hun står altid på lur efter de unge mænd

i en døråbning eller på et gadehjørne.

13Hun greb fat i den unge mand og kyssede ham,

mens hun skamløst forklarede:

14„Jeg har lige bragt et takoffer til Gud,

så jeg har masser af kød i huset!

15Jeg var netop på vej for at opsøge dig,

så det var godt, at jeg mødte dig.

16Min seng er redt med puder og tæpper

og det fineste spraglede linned fra Egypten.

17Jeg har stænket dem med parfume

af myrra, aloe og kanel.

18Kom, lad os beruse os i elskov,

lad os more os til morgenen gryr.

19Min mand er ikke hjemme,

han er taget på en lang rejse.

20Han tog en hel sæk penge med,

så det varer længe, før han kommer hjem.”

21Hun besnærede ham med sin talestrøm,

forførte ham med sine sukkersøde ord.

22Hurtigt fulgte han efter hende,

som en tyr på vej til slagtning,

som en hjort, der går i fælden

23og kun venter på at få en pil gennem hjertet,

som en fugl, der er fanget i nettet

og ikke ved hvilken skæbne, der venter den.

24Hør godt efter, min søn,

læg nøje mærke til, hvad jeg siger.

25Lad dig ikke besnære af sådanne kvinder,

hold dig på lang afstand af dem.

26Utallige mænd har de fået i saksen,

mange har mistet livet på grund af dem.

27Døren til deres hus er indgangen til døden,

den fører direkte ned i dødsriget.