1En klog kvinde opbygger sit hjem,
en tåbelig kone river det ned.
2Den, der vandrer ret, viser ærefrygt for Herren,
den, der er i oprør, viser sin foragt.
3Tåbelige ord får ubehagelige følger,14,3 Eller: „fører til stolthed.” Den hebraiske tekst er uklar og måske kopieret forkert.
de vise tænker, før de taler.
4Har man ingen okser, sparer man foderet,
men stærke trækdyr kan give en stor høst.
5Et trofast vidne lyver aldrig,
et falsk vidne udspyr løgne.
6Den, der arrogant søger visdom, finder den ikke,
men med ydmyg fornuft vinder man viden.
7Hold dig borte fra tåben,
for dér får du ingen gode råd.
8De kloge overvejer de skridt, de tager,
tåben går rundt i blinde.
9Tåber er ligeglade med, om de synder,
de retskafne ønsker at gøre Guds vilje.
10Ingen kan helt forstå en andens sorg
eller fuldt ud føle en andens glæde.
11Den gudløses hjem går til grunde,
den gudfrygtiges familie blomstrer.
12Man kan være helt sikker på at have ret
og alligevel ende med et nederlag.
13Et smil kan dække over hjertesorg,
når smilet er væk, er smerten der stadig.
14Den troløse må lide for sin utroskab,
den trofaste får sin belønning.
15Den naive tror på hvad som helst,
den kloge tænker sig godt om.
16Den kloge er forsigtig og holder sig fra det onde,
tåben er overmodig og uden hæmninger.
17Den hidsige handler uoverlagt,
den fornuftige udholder meget.14,17 Oversat fra LXX, da den hebraiske tekst sandsynligvis ikke er original.
18Den uforstandige øger sin dumhed,
den kloge vokser i visdom.
19De onde skal bukke i respekt for de gode
og stå med hatten i hånden ved deres dør.
20Den fattige har ingen venner,
men alle flokkes om den rige.
21At se ned på den fattige14,21 Efter LXX, jf. v. 31. Kan også oversættes „sin næste”. er syndigt,
men at hjælpe en stakkel giver velsignelse.
22De, der har onde planer, ender i ulykke,
de, der har godt i sinde, oplever14,22 Eller: „viser”. trofast kærlighed.
23Hårdt arbejde giver godt udbytte,
tom snak fører til fattigdom.
24Den vises liv ender med succes,
tåbens liv ender i tåbeligheder.
25Et sandfærdigt vidne redder liv,
et falsk vidne er en forræder.
26De, der har ærefrygt for Herren, opnår fred og tryghed,
og deres børn beskyttes af Gud.
27Ærefrygt for Herren er kilden til liv,
for den frelser fra dødens fælde.
28En leder for et stort folk bliver æret,
men en konge uden et folk er intet værd.
29Den, der er tålmodig, udviser klogskab,
den opfarende skilter med sin dumhed.
30Fred i sindet giver helse til kroppen,
bitterhed14,30 Eller: „jalousi”. æder én op indefra.
31At udnytte de magtesløse er at håne deres Skaber,
at hjælpe de nødlidende er at ære Gud.
32Onde mennesker går til grunde i deres ondskab,
de retskafne er i sikkerhed, selv når døden banker på.14,32 Eller ud fra LXX: „Den onde falder på grund af sin ondskab, men den retskafne reddes af sin retskaffenhed.”
33Visdommen tager bolig i et forstandigt menneske,
men den finder ikke fodfæste i en tåbe.14,33 Efter LXX. Den hebraiske tekst mangler ordet ikke.
34Retskaffenhed ophøjer en nation,
synd er en skamplet på ethvert folk.
35En klog tjener nyder velvilje hos kongen,
en skamløs tjener får hans vrede at føle.
1حِكْمَةُ الْمَرْأَةِ تَبْنِي بَيْتَهَا، وَحَمَاقَتُهَا تَهْدِمُهُ بِيَدَيْهَا. 2السَّالِكُ بِاسْتِقَامَتِهِ يَتَّقِي الرَّبَّ، وَذُو الطُّرُقِ الْمُعْوَجَّةِ يَسْتَخِفُّ بِهِ. 3فِي أَقْوَالِ فَمِ الْجَاهِلِ سَفَاهَةٌ تُخْزِي كِبْرِيَاءَهُ، أَمَّا شِفَاهُ الْحُكَمَاءِ فَتَصُونُهُمْ. 4الْحَظِيرَةُ الْخَاوِيَةُ مِنَ الْبَقَرِ مَعْلِفُهَا فَارِغٌ، وَوَفْرَةُ الْغِلالِ بِقُوَّةِ الثَّوْرِ. 5الشَّاهِدُ الأَمِينُ لَا يَكْذِبُ، وَالشَّاهِدُ الزُّورُ يَنْفُثُ كَذِباً. 6عَبَثاً يَلْتَمِسُ الأَحْمَقُ حِكْمَةً، أَمَّا الْعِلْمُ فَمُتَيَسِّرٌ لِلْفَطِنِ. 7انْصَرِفْ مِنْ حَضْرَةِ الْجَاهِلِ إِذْ لَا عِلْمَ فِي أَقْوَالِهِ. 8حِكْمَةُ الْعَاقِلِ فِي تَبَيُّنِ حُسْنِ مَسْلَكِهِ، وَغَبَاوَةُ الْجُهَّالِ فِي ارْتِكَابِ خِدَعِهِمْ. 9كُلُّ جَاهِلٍ يَسْتَهْزِئُ بِالإِثْمِ، أَمَّا بَيْنَ الْمُسْتَقِيمِينَ فَيَشِيعُ رِضَى اللهِ. 10الْقَلْبُ وَحْدَهُ يَعْرِفُ عُمْقَ مَرَارَةِ نَفْسِهِ، وَلا يُقَاسِمُهُ فَرَحَهُ غَرِيبٌ.
11بَيْتُ الأَشْرَارِ يَنْهَارُ، وَخِبَاءُ الْمُسْتَقِيمِينَ يَزْدَهِرُ. 12رُبَّ طَرِيقٍ تَبْدُو لِلإِنْسَانِ قَوِيمَةً، وَلَكِنَّ عَاقِبَتَهَا هُوَّةُ الْمَوْتِ. 13فِي الضَّحِكِ أَيْضاً تَطْغَى الْكَآبَةُ عَلَى الْقَلْبِ، وَعَاقِبَةُ الْفَرَحِ الْغَمُّ. 14ذُو الْقَلْبِ الْمُرْتَدِّ يُجَازَى بِمُقْتَضَى طُرُقِهِ، وَالصَّالِحُ يُثَابُ. 15الْغَبِيُّ يُصَدِّقُ كُلَّ كَلِمَةٍ تُقَالُ لَهُ، وَالْعَاقِلُ يَتَنَبَّهُ إِلَى مَوْقِعِ خَطْوَاتِهِ. 16الْحَكِيمُ يَخْشَى الشَّرَّ وَيَتَفَادَاهُ، وَالْجَاهِلُ يَتَصَلَّفُ وَيَدَّعِي الثِّقَةَ بِالنَّفْسِ. 17ذُو الطَّبْعِ الْحَادِّ يَتَصَرَّفُ بِحُمْقٍ، وَذُو الْمَكَائِدِ مَمْقُوتٌ. 18يَرِثُ الأَغْبِيَاءُ الْحَمَاقَةَ، وَيُتَوَّجُ الْعُقَلاءُ بِالْعِلْمِ. 19يَنْحَنِي الأَشْرَارُ فِي مَحْضَرِ الأَخْيَارِ، وَالأَثَمَةُ لَدَى الصِّدِّيقِ.
20الْفَقِيرُ مَكْرُوهٌ حَتَّى عِنْدَ جَارِهِ، أَمَّا مُحِبُّو الْغَنِيِّ فَكَثِيرُونَ. 21مَنْ يَحْتَقِرُ صَاحِبَهُ يَأْثَمُ، وَطُوبَى لِمَنْ يَرْحَمُ الْبَائِسِينَ.
22أَلا يَضِلُّ مُخْتَرِعُو الشَّرِّ؟ أَمَّا الْعَامِلُونَ خَيْراً فَيُلاقُونَ رَحْمَةً وَصِدْقاً. 23فِي كُلِّ جَهْدٍ مَبْذُولٍ رِبْحٌ، أَمَّا مُجَرَّدُ الْكَلامِ فَيُؤَدِّي إِلَى الْفَقْرِ. 24تَاجُ الْحُكَمَاءِ غِنَى حِكْمَتِهِمْ، وَالْحَمَاقَةُ إِكْلِيلُ الْجُهَّالِ. 25شَاهِدُ الْحَقِّ يُنَجِّي النُّفُوسَ، وَالنَّاطِقُ بِالزُّورِ يَنْفُثُ كَذِباً. 26فِي تَقْوَى الرَّبِّ ثِقَةٌ شَدِيدَةٌ؛ فِيهَا يَجِدُ أَبْنَاؤُهُ مَلاذاً. 27تَقْوَى الرَّبِّ يَنْبُوعُ حَيَاةٍ لِتَفَادِي أَشْرَاكِ الْمَوْتِ. 28فِي كَثْرَةِ الشَّعْبِ فَخْرٌ لِلْمَلِكِ، وَفِي فُقْدَانِ الرَّعِيَّةِ دَمَارٌ لِمَقَامِ الأَمِيرِ. 29الْبَطِيءُ الْغَضَبِ ذُو فَهْمٍ كَثِيرٍ، أَمَّا السَّرِيعُ إِلَى السَّخْطِ فَيُبْدِي حَمَاقَةً. 30الْقَلْبُ الْمُطْمَئِنُّ يَهَبُ أَعْضَاءَ الْجَسَدِ حَيَاةً، وَالْحَسَدُ يَنْخُرُ فِي الْعِظَامِ. 31مَنْ يَجُورُ عَلَى الْفَقِيرِ يُهِينُ صَانِعَهُ، وَمَنْ يَرْحَمُ الْبَائِسَ يُكْرِمُ خَالِقَهُ، 32يُعَاقَبُ الشِّرِّيرُ بِمُقْتَضَى سُوءِ تَصَرُّفَاتِهِ، أَمَّا الصِّدِّيقُ فَلَهُ مُعْتَصَمٌ عِنْدَ مَوْتِهِ. 33فِي قَلْبِ الْفَطِنِ تَسْتَقِرُّ الْحِكْمَةُ، وَيَخْلُو مِنْهَا قَلْبُ الْجُهَّالِ. 34الْبِرُّ يَسْمُو بِالأُمَّةِ، وَالْخَطِيئَةُ عَارٌ لِكُلِّ شَعْبٍ. 35الْعَبْدُ الْعَاقِلُ يَحْظَى بِرِضَى الْمَلِكِ، وَالْعَبْدُ الْمُخْزِي يَسْتَجْلِبُ سُخْطَهُ.
