Nehemiasʼ Bog 9 – BPH & NVI-PT

Bibelen på hverdagsdansk

Nehemiasʼ Bog 9:1-37

Folket bekender deres synd

1Den 24. dag i den syvende måned samledes folket igen i Jerusalem. Denne gang fastede de og klædte sig i sækkelærred og kom jord på hovedet for at vise deres sorg. 2Israelitterne skilte sig ud fra alle de fremmede og bekendte deres egen og deres forfædres synd. 3-4I tre timer blev der læst op af Toraen, mens folk stod op og lyttede. I de næste tre timer bekendte folket deres synd og tilbad Herren deres Gud under ledelse af levitterne Jeshua, Bani, Kadmiel, Shebanja, Bunni, Sherebja, Bani og Kenani, der alle stod på trapper eller forhøjninger.

5Derefter råbte levitterne Jeshua, Kadmiel, Bani, Hashabneja, Sherebja, Hodija, Shebanja og Petaja til folket: „Rejs jer og pris Herren, jeres Gud, fra evighed og til evighed! Højlovet være Herren, han som er langt større end nogen kan fatte og udtrykke.” Derefter ledte Ezra9,5 Oversat fra LXX, da den hebraiske tekst mangler indledningen. lovsangen:

6„Du er Gud, du er den eneste!

Du skabte himlen med alle dens stjerner,

jorden med alt, hvad den rummer,

havene med alt, hvad der findes i dem.

Fra dig udspringer alt liv,

og hele himlen tilbeder dig.

7Det var dig, Herre, vor Gud,

som udvalgte Abram,

førte ham ud af Ur i Kaldæa

og gav ham navnet Abraham.

8Du så hans hjertes trofasthed.

Derfor sluttede du pagt med ham

og gav ham løftet om landet,

hvor kana’anæerne og hittitterne,

amoritterne og perizzitterne,

jebusitterne og girgashitterne boede.

Og du holdt dit løfte, som du altid gør!

9Du så vores forfædres nød i Egypten,

hørte deres råb ved Det Røde Hav.

10Du fældede Farao og alle hans folk,

du vidste, hvor hovmodige de var.

Med tegn og undere greb du ind.

Derfor er du æret den dag i dag!

11Du kløvede havet for folkets øjne

og lod dem vandre tørskoet over.

Men deres fjender fejede du bort.

Du druknede dem på havets bund,

de sank som sten i bølgernes brus.

12Med en skysøjle viste du vej om dagen,

en ildsøjle lyste for dem om natten.

13Du steg ned på Sinais bjerg

og talte til folket fra Himlen.

Du gav dem retfærdige regler,

gode love, bud og befalinger.

14Du bød dem at holde Sabbatten hellig,

gav dem din lov gennem Moses, din tjener.

15Du stillede deres sult med brød fra himlen,

slukkede deres tørst med vand fra en klippe.

Du bød dem gå hen og indtage landet,

det land, du havde lovet dem.

16Men vores forfædre blev hovmodige,

hørte ikke på dine bud.

De adlød ikke dine befalinger,

17men fortsatte i deres ulydighed.

De glemte alle de undere,

som du gjorde engang.

De nægtede stædigt at ydmyge sig,

ville hellere tilbage til Egyptens slaveri!

Men du, oh Gud, er barmhjertig og god.

Du vredes nødigt, men tilgiver gerne.

Stor er din nåde og trofasthed,

du lod dem ikke i stikken.

18De støbte en tyrekalv af guld og råbte:

‚Her er den gud, som førte os ud af Egypten!’

De hånede dig op i dit åbne ansigt,

19men du viste dem alligevel nåde.

Du prisgav dem ikke i ørkenen!

Skysøjlen ledte dem fremad om dagen,

ildsøjlen viste dem vej om natten.

20Du vejledte dem ved din gode Ånd,

gav dem manna at spise

og vand til at slukke deres tørst.

21Du sørgede for dem i 40 år,

de manglede intet i ørkenen.

Deres klæder blev ikke slidt op,

deres fødder blev ikke ømme!

22Du gav dem sejr over mægtige folkeslag,

hjalp dem indtage landet stykke for stykke.

De erobrede kong Sihon af Heshbons land

og siden kong Og af Bashans rige.

23Du gjorde dem talrige som himlens stjerner.

Du førte dem ind i det dejlige land,

som du havde lovet deres forfædre,

at de skulle få i arv og eje.

24Deres børn kom og indtog landet.

Du overgav kana’anæerne til dem,

så de kunne gøre, hvad de ville,

med både konger og folkeslag.

25De indtog befæstede byer,

overtog fornemme huse med store vandreservoirer.

De overtog frugtbare jordlodder og vingårde,

olivenlunde og frugtplantager.

De spiste sig mætte og fede

og glædede sig over dine gaver.

26Men de gjorde oprør imod dig,

var ulydige og tilsidesatte din lov.

De myrdede dine profeter,

som formanede dem til omvendelse.

De hånede dig op i dit åbne ansigt.

27Da udleverede du dem til fjenderne,

og de kom i stor nød og ulykke.

I deres lidelser råbte de til dig,

og du hørte deres råb i din Himmel.

I din nåde sendte du dem ledere,

som frelste dem fra deres fjender.

28Men så snart der igen var fred,

gjorde de atter oprør imod dig.

Du gav dem påny i fjendevold,

så de igen måtte råbe til dig om hjælp.

Du hørte deres bøn i himlen

og reddede dem gang på gang.

29Du formanede dem til at følge din love,

men de ville ikke høre på dine bud.

De overtrådte de befalinger,

som netop skulle holde dem i live.

De var stædige og stivnakkede,

de nægtede at adlyde dig.

30I mange år bar du over med dem.

Du advarede dem ved din Ånd

gennem dine profeters ord.

Men de vendte det døve øre til,

og fremmede folk besejrede dem.

31Men på grund af din trofasthed,

udryddede du dem aldrig helt.

I din nåde svigtede du dem aldrig,

for du er en barmhjertig Gud.

32Og nu, Herre, vor Gud,

du store, mægtige, frygtindgydende,

du, som holder fast ved din pagt og nåde,

du ved, hvilke lidelser der har ramt os:

vores konger, fyrster og præster,

profeter, forfædre og hele vores folk,

siden assyrerkongerne indtog vores land.

33Hver gang du straffede os, var det retfærdigt.

Du havde ret, og vi havde uret.

34Vores konger adlød ikke dine love,

vores fyrster, præster og forfædre

lyttede ikke til dine gentagne advarsler.

35Du gav dem deres eget land,

du viste dem godhed gang på gang.

De nød godt af et stort og frugtbart land,

men vendte sig ikke fra deres ondskab.

36Derfor sidder vi som slaver i vores eget land,

det dejlige land, du gav vores forfædre

for at de skulle nyde dets goder.

37Landets rigdom går nu til de konger,

du har sat over os på grund af vores synd.

De har hånds- og halsret over os.

Vi er i stor nød!

Nova Versão Internacional

Neemias 9:1-38

A Confissão do Pecado

1No vigésimo quarto dia do mês, os israelitas se reuniram, jejuaram, vestiram pano de saco e puseram terra sobre a cabeça. 2Os que eram de ascendência israelita tinham se separado de todos os estrangeiros. Levantaram-se nos seus lugares, confessaram os seus pecados e a maldade dos seus antepassados. 3Ficaram onde estavam e leram o Livro da Lei do Senhor, do seu Deus, durante três horas, e passaram outras três horas confessando os seus pecados e adorando o Senhor, o seu Deus. 4Em pé, na plataforma, estavam os levitas Jesua, Bani, Cadmiel, Sebanias, Buni, Serebias, Bani e Quenani, que em alta voz clamavam ao Senhor, o seu Deus. 5E os levitas Jesua, Cadmiel, Bani, Hasabneias, Serebias, Hodias, Sebanias e Petaías conclamavam o povo, dizendo: “Levantem-se e louvem o Senhor, o seu Deus, que vive para todo o sempre.

“Bendito seja o teu nome glorioso! A tua grandeza está acima de toda expressão de louvor. 6Só tu és o Senhor. Fizeste os céus, e os mais altos céus, e tudo o que neles há, a terra e tudo o que nela existe, os mares e tudo o que neles existe. Tu deste vida a todos os seres, e os exércitos dos céus te adoram.

7“Tu és o Senhor, o Deus que escolheu Abrão, trouxe-o de Ur dos caldeus e deu-lhe o nome de Abraão. 8Viste que o coração dele era fiel, e fizeste com ele uma aliança, prometendo dar aos seus descendentes a terra dos cananeus, dos hititas, dos amorreus, dos ferezeus, dos jebuseus e dos girgaseus. E cumpriste a tua promessa porque tu és justo.

9“Viste o sofrimento dos nossos antepassados no Egito, e ouviste o clamor deles no mar Vermelho. 10Fizeste sinais e maravilhas contra o faraó e todos os seus oficiais e contra todo o povo da sua terra, pois sabias com quanta arrogância os egípcios os tratavam. Alcançaste renome, que permanece até hoje. 11Dividiste o mar diante deles, para que o atravessassem a seco, mas lançaste os seus perseguidores nas profundezas, como uma pedra em águas agitadas. 12Tu os conduziste de dia com uma nuvem e de noite com uma coluna de fogo, para iluminar o caminho que tinham que percorrer.

13“Tu desceste ao monte Sinai; dos céus lhes falaste. Deste-lhes ordenanças justas, leis verdadeiras, decretos e mandamentos excelentes. 14Fizeste que conhecessem o teu sábado santo e lhes deste ordens, decretos e leis por meio de Moisés, teu servo. 15Na fome deste-lhes pão do céu, e na sede tiraste para eles água da rocha; mandaste-os entrar e tomar posse da terra que, sob juramento, tinhas prometido dar-lhes.

16“Mas os nossos antepassados tornaram-se arrogantes e obstinados, e não obedeceram aos teus mandamentos. 17Eles se recusaram a ouvir-te e esqueceram-se dos milagres que realizaste entre eles. Tornaram-se obstinados e, na sua rebeldia, escolheram um líder a fim de voltarem à sua escravidão. Mas tu és um Deus perdoador, um Deus bondoso e misericordioso, muito paciente e cheio de amor. Por isso não os abandonaste, 18mesmo quando fundiram para si um ídolo na forma de bezerro e disseram: ‘Este é o seu deus, que os tirou do Egito’, ou quando proferiram blasfêmias terríveis.

19“Foi por tua grande compaixão que não os abandonaste no deserto. De dia a nuvem não deixava de guiá-los em seu caminho, nem de noite a coluna de fogo deixava de brilhar sobre o caminho que deviam percorrer. 20Deste o teu bom Espírito para instruí-los. Não retiveste o teu maná que os alimentava, e deste-lhes água para matar a sede. 21Durante quarenta anos tu os sustentaste no deserto; nada lhes faltou, as roupas deles não se gastaram nem os seus pés ficaram inchados.

22“Deste-lhes reinos e nações, cuja terra repartiste entre eles. Eles conquistaram a terra de Seom, rei de Hesbom, e a terra de Ogue, rei de Basã. 23Tornaste os seus filhos tão numerosos como as estrelas do céu, e os trouxeste para entrar e possuir a terra que prometeste aos seus antepassados. 24Seus filhos entraram e tomaram posse da terra. Tu subjugaste diante deles os cananeus, que viviam na terra, e os entregaste nas suas mãos, com os seus reis e com os povos daquela terra, para que os tratassem como bem quisessem. 25Conquistaram cidades fortificadas e terra fértil; apossaram-se de casas cheias de bens, poços já escavados, vinhas, olivais e muitas árvores frutíferas. Comeram até fartar-se e foram bem alimentados; eles desfrutaram de tua grande bondade.

26“Mas foram desobedientes e se rebelaram contra ti; deram as costas para a tua Lei. Mataram os teus profetas, que os tinham advertido que se voltassem para ti; e fizeram-te ofensas detestáveis. 27Por isso tu os entregaste nas mãos de seus inimigos, que os oprimiram. Mas, quando foram oprimidos, clamaram a ti. Dos céus tu os ouviste, e na tua grande compaixão deste-lhes libertadores, que os livraram das mãos de seus inimigos.

28“Mas, tão logo voltavam a ter paz, de novo faziam o que tu reprovas. Então tu os abandonavas às mãos de seus inimigos, para que dominassem sobre eles. E, quando novamente clamavam a ti, dos céus tu os ouvias e na tua compaixão os livravas vez após vez.

29“Tu os advertiste que voltassem à tua Lei, mas eles se tornaram arrogantes e desobedeceram aos teus mandamentos. Pecaram contra as tuas ordenanças, pelas quais o homem vive se lhes obedece. Com teimosia, deram-te as costas, tornaram-se obstinados e recusaram ouvir-te. 30E durante muitos anos foste paciente com eles. Por teu Espírito, por meio dos profetas, os advertiste. Contudo, não te deram atenção, de modo que os entregaste nas mãos dos povos vizinhos. 31Graças, porém, à tua grande misericórdia, não os destruíste nem os abandonaste, pois és Deus bondoso e misericordioso.

32“Agora, portanto, nosso Deus, ó Deus grande, poderoso e temível, fiel à tua aliança e misericordioso, não fiques indiferente a toda a aflição que veio sobre nós, sobre os nossos reis e sobre os nossos líderes, sobre os nossos sacerdotes e sobre os nossos profetas, sobre os nossos antepassados e sobre todo o teu povo, desde os dias dos reis da Assíria até hoje. 33Em tudo o que nos aconteceu foste justo; agiste com lealdade mesmo quando fomos infiéis. 34Nossos reis, nossos líderes, nossos sacerdotes e nossos antepassados não seguiram a tua Lei; não deram atenção aos teus mandamentos nem às advertências que lhes fizeste. 35Mesmo quando estavam no reino deles, desfrutando da tua grande bondade, na terra espaçosa e fértil que lhes deste, eles não te serviram nem abandonaram os seus maus caminhos.

36“Vê, porém, que hoje somos escravos, escravos na terra que deste aos nossos antepassados para que usufruíssem dos seus frutos e das outras boas coisas que ela produz. 37Por causa de nossos pecados, a sua grande produção pertence aos reis que puseste sobre nós. Eles dominam sobre nós e sobre os nossos rebanhos como bem lhes parece. É grande a nossa angústia!

O Acordo do Povo

38“Em vista disso tudo, estamos fazendo um acordo, por escrito, e assinado por nossos líderes, nossos levitas e nossos sacerdotes”.