Mattæusevangeliet 20 – BPH & KSS

Historien om arbejderne i vingården

1Jesus fortsatte med følgende historie: „Med Guds rige er det som med en vingårdsejer, der en tidlig morgen gik ud for at finde folk, der kunne arbejde i hans vingård. 2Han blev enig med dem om, at de skulle have den normale dagløn på en denar, og sendte dem så på arbejde. 3Ved nitiden om formiddagen gik han igen ud og så andre folk stå på torvet og vente på arbejde. 4Dem sendte han også hen i sin vingård, idet han lovede at give dem en god og rimelig løn. 5Både ved middagstid og ved tretiden gjorde han det samme. 6Klokken fem var han igen inde i byen og så flere folk stå ledige. ‚Hvorfor har I gået arbejdsløse hele dagen?’ spurgte han. 7‚Der er ikke nogen, der har haft brug for os,’ svarede de. ‚Så gå hen i min vingård og tag fat sammen med de andre.’

8Ved fyraften klokken seks gav vingårdsejeren sin forvalter besked om at kalde folkene ind og betale dem—men i den rækkefølge, at de sidste skulle have løn først. 9De mænd, der var ansat klokken fem, fik hver en denar for deres arbejde. 10Til sidst kom de mænd, der var blevet ansat tidligt om morgenen, og de regnede nu med, at de skulle have mere, men de fik det samme beløb. 11De tog deres penge, men begyndte at protestere: 12‚Jamen, de sidste dér har jo kun været i arbejde i én time, og du har givet dem lige så meget som os, der har slidt i det hele dagen og kæmpet os igennem middagsheden.’

13‚Hør, min ven,’ sagde vingårdsejeren til ham, der havde ført ordet, ‚har jeg gjort dig uret? Blev vi ikke enige om, at du skulle have en denar for dit arbejde? 14Gå nu med dine penge! Jeg har valgt at give de sidst ansatte samme løn som dig. 15Har jeg ikke lov til at gøre med mine egne penge, som jeg vil? Er du misundelig, fordi jeg er gavmild?’ ”

16Og Jesus sluttede: „På samme måde skal de sidste blive de første, og de første skal blive de sidste.”

Tiden nærmer sig, hvor Messias skal lide og dø

Mark. 10,32-34; Luk. 18,31-34

17-18Nu nærmede Jesus og hans følge sig opstigningen til Jerusalem.20,17-18 Fra vers 29 kan vi slutte, at de var nået til byen Jeriko. Når man er kommet til Jeriko, går resten af vejen opad til Jerusalem. Derfor tog han de 12 disciple til side og fortalte dem, hvad der ville ske, når de ankom til byen. „Menneskesønnen vil blive forrådt og udleveret til ypperstepræsterne og de skriftlærde,” sagde han. „De vil dømme mig til døden. 19Derefter bliver jeg udleveret til romerne. Jeg bliver hånet og pisket og til sidst korsfæstet. Men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.”

Lederskab i Guds rige

Mark. 10,35-40; Luk. 22,24-27

20Kort efter kom Jakob og Johannes og deres mor hen til Jesus. Moderen knælede ned foran ham og ville bede ham om noget.

21„Hvad vil du?” spurgte Jesus.

„Lov mig, at mine to sønner får hæderspladserne til højre og til venstre for dig, når dit rige bliver oprettet.”

22„I ved ikke, hvad I beder om,” svarede Jesus. Henvendt til Jakob og Johannes fortsatte han: „Kan I tømme det lidelsens bæger, som jeg skal tømme?”

„Ja, det kan vi!”

23„Godt, I skal få lov at tømme det samme bæger. Men det er ikke mig, der afgør, hvem der skal sidde ved min højre og venstre side. Min himmelske Far har allerede bestemt, hvem der skal sidde der.”

24De ti andre disciple blev vrede, da de hørte, hvad de to brødre havde bedt om. 25Men Jesus kaldte dem sammen og sagde: „I ved, hvordan magthaverne i denne verden holder af at herse og hundse med folk, og hvordan de store nyder at vise deres magt over for de små. 26-27Sådan må det ikke være hos jer. De, som gerne vil være store og betydningsfulde iblandt jer, skal være tjenere for alle de andre. 28Menneskesønnen kom jo heller ikke for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum, for at mange kan blive sat fri.”

To blinde bliver helbredt og slutter sig til Jesus

Mark. 10,46-52; Luk. 18,35-43

29Da Jesus og disciplene var på vej ud af Jeriko, var der mange mennesker, som fulgte med dem. 30Der sad to blinde mænd ved vejkanten, og da de hørte, at det var Jesus, som gik forbi, begyndte de at råbe: „Herre, du Davids Søn,20,30 På hebraisk betyder „søn” ofte „efterkommer” eller „en, der er ligesådan”. Udtrykket „Davidssønnen” var en af titlerne på den ventede Messias, idet Messias skulle blive en mægtig konge, der var endnu større end jødernes hidtil største konge, David, der levede ca. 1000 år, før Jesus kom. forbarm dig over os!”

31Folk skældte dem ud og sagde, at de skulle tie stille. Men de råbte, så højt de kunne: „Herre, du Davids Søn, forbarm dig over os!”

32Jesus standsede op. „Hvad vil I have, jeg skal gøre for jer?”

33„Herre, vi vil så gerne kunne se!” 34Jesus fik dyb medlidenhed med dem og rørte ved deres øjne. Straks fik de synet igen og fulgte ham.