Kong Herodes funderer over, hvem Jesus er
Mark. 6,14-29; Luk. 9,7-9
1Da kong Herodes14,1 Herodes Antipas, en søn af Herodes den Store. hørte om de mirakler, Jesus udførte, 2sagde han til sine tjenere: „Det må være Johannes Døber, der er vendt tilbage fra de døde. Det er derfor den slags overnaturlige kræfter virker gennem ham.”
3-5Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en bror til Herodes, men var flyttet sammen med kong Herodes. Det havde fået Johannes til at konfrontere kongen. „Du har ikke lov til at leve sammen med hende,” havde han sagt. Det blev Herodias så rasende over, at hun fik Herodes overtalt til at sætte Johannes i fængsel, og hun ville gerne have ham henrettet. Men det turde Herodes ikke, for alle folk anså Johannes for at være en stor profet.
6En dag blev der holdt fødselsdagsfest for Herodes, og Herodias’ datter dansede for gæsterne. 7Herodes blev så begejstret, at han med en ed lovede at give hende hvad som helst, hun forlangte. 8Hendes mor pressede hende til at sige: „Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!” 9Kongen blev ilde til mode ved at høre det ønske, men fordi han havde svoret, og fordi han ikke ville trække sit løfte tilbage for øjnene af alle gæsterne, udstedte han de nødvendige ordrer, 10og Johannes blev halshugget i fængslet. 11Hans hoved blev bragt op i festsalen på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.
12Senere kom Johannes’ disciple og hentede hans lig og begravede det, hvorefter de gik hen til Jesus og fortalte, hvad der var sket.
Bespisningen af de 5000
Mark. 6,31-44; Luk. 9,10-17; Joh. 6,1-13
13Da Jesus fik det at vide,14,13 Teksten er uklar med hensyn til, hvad det var, Jesus fik at vide. Måske Johannes’ død, måske hvad Herodes havde talt med sine tjenere om som beskrevet i vers 1-2. Luk. 13,31 fortæller os, at Herodes var ude på slå Jesus ihjel. Vi ved også fra Luk. 8,3 at Joanna, gift med Herodes’ hofchef, var en discipel af Jesus. Hun ville utvivlsomt have advaret Jesus, hvis hans liv var i fare. gik han op i en båd sammen med disciplene for at tage væk til et øde sted, hvor de kunne være alene. Men en masse mennesker fra de forskellige byer hørte, at han var taget videre, og de fulgte med ham til fods langs bredden af søen.
14Da Jesus gik i land, så han en stor folkeskare. Han blev fyldt af medlidenhed og helbredte dem, der var syge.
15Lidt før det blev mørkt, kom disciplene hen til ham. „Det er ved at blive sent,” sagde de, „og stedet her er øde. Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan nå at tage ind til landsbyerne og købe noget mad.”
16„Det er ikke nødvendigt,” svarede Jesus. „I kan give dem noget at spise!”
17„Jamen, vi har kun fem brød og to fisk,” svarede disciplene.
18„Godt! Kom med dem!” sagde Jesus.
19Så bad han folk sætte sig i græsset. Derefter tog han de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Han brækkede brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, og disciplene gav maden videre til folkemængden. 20Alle spiste og blev mætte. Og da de tiloversblevne stykker blev samlet sammen, fyldte de 12 kurve. 21Der var omkring 5000 mænd, foruden kvinder og børn, som blev bespist.
Disciplenes tøvende tro
Mark. 6,45-52; Joh. 6,15b-21
22Jesus gav straks disciplene besked på at gå op i båden og sejle i forvejen over til den anden side af søen, mens han sendte folkemængden bort. 23Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at være alene og bede.
24Det var efterhånden blevet ud på natten. Jesus var alene på bjerget, mens disciplene var et godt stykke ude på søen, hvor de kæmpede mod bølgerne og en strid modvind.
25Kort før daggry kom Jesus ud til dem, vandrende hen over vandet. 26Da de så en skikkelse komme gående hen imod dem, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. 27Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!”
28Straks råbte Peter tilbage: „Hvis det virkelig er dig, Herre, så sig til mig, at jeg skal komme ud til dig på bølgerne.” 29„Kom!” sagde Jesus.
Peter kravlede ud over bådens ræling og gik på vandet hen mod Jesus. 30Men da han så stormens rasen omkring sig, blev han bange, og han begyndte at synke.
„Herre, red mig!” råbte han.
31Øjeblikkelig rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. „Din tro er lille,” sagde Jesus. „Hvorfor blev du usikker?”
32Da de var kommet op i båden, lagde vinden sig. 33Alle i båden faldt på knæ for Jesus. „Du er virkelig Guds Søn!” udbrød de.
Helbredelser i Genesaret området
Mark. 6,53-56
34De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. 35Jesus blev straks genkendt af de lokale folk, og de sendte bud til hele omegnen om, at Jesus var kommet. Derfor kom man med alle de syge. 36De bønfaldt ham om bare at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev helbredt.
L’exécution de Jean-Baptiste
(Mc 6.14-29 ; Lc 9.7-9 ; 3.19-20)
1A cette époque, Hérode, le gouverneur de la Galilée, entendit parler de Jésus.
2– Cet homme, dit-il à ses courtisans, c’est sûrement Jean-Baptiste : le voilà ressuscité des morts ! C’est pour cela qu’il détient le pouvoir de faire des miracles.
3En effet, Hérode avait ordonné d’arrêter Jean, l’avait fait enchaîner et jeter en prison, à cause d’Hérodiade, la femme de Philippe, son demi-frère, 4parce qu’il lui disait : Tu n’as pas le droit de la prendre pour femme.
5Hérode cherchait donc à le faire mourir. Mais il craignait la foule, car elle considérait Jean-Baptiste comme un prophète. 6Or, le jour de l’anniversaire d’Hérode, la fille d’Hérodiade exécuta une danse devant les invités. Hérode était sous son charme : 7aussi lui promit-il, avec serment, de lui donner tout ce qu’elle demanderait.
8A l’instigation de sa mère, elle lui dit : Donne-moi ici, sur un plat, la tête de Jean-Baptiste.
9Cette demande attrista le roi. Mais à cause de son serment et de ses invités, il donna l’ordre de la lui accorder. 10Il envoya un soldat décapiter Jean-Baptiste dans la prison. 11La tête de ce dernier fut apportée sur un plat et remise à la jeune fille qui la porta à sa mère. 12Les disciples de Jean-Baptiste vinrent prendre son corps pour l’enterrer, puis ils allèrent informer Jésus de ce qui s’était passé.
Avec cinq pains et deux poissons
(Mc 6.30-44 ; Lc 9.10-17 ; Jn 6.1-15)
13Quand Jésus entendit la nouvelle, il quitta la contrée en bateau et se retira, à l’écart, dans un endroit désert. Mais les foules l’apprirent ; elles sortirent de leurs bourgades et le suivirent à pied. 14Aussi, quand Jésus descendit du bateau, il vit une foule nombreuse. Alors il fut pris de compassion pour elle et guérit les malades.
15Le soir venu, les disciples s’approchèrent de lui et lui dirent : Cet endroit est désert et il se fait tard ; renvoie donc ces gens pour qu’ils aillent dans les villages voisins s’acheter de la nourriture.
16Mais Jésus leur dit : Ils n’ont pas besoin d’y aller : donnez-leur vous-mêmes à manger !
17– Mais, lui répondirent-ils, nous n’avons ici que cinq pains et deux poissons.
18– Apportez-les moi, leur dit Jésus.
19Il ordonna à la foule de s’asseoir sur l’herbe, puis il prit les cinq pains et les deux poissons, il leva les yeux vers le ciel et prononça la prière de bénédiction ; ensuite, il partagea les pains et les donna aux disciples qui les distribuèrent à la foule.
20Tout le monde mangea à satiété. On ramassa les morceaux qui restaient ; on en remplit douze paniers. 21Ceux qui avaient mangé étaient au nombre de cinq mille hommes, sans compter les femmes et les enfants.
Jésus marche sur les eaux
(Mc 6.45-52 ; Jn 6.16-21)
22Aussitôt après, Jésus pressa ses disciples de remonter dans le bateau pour qu’ils le précèdent de l’autre côté du lac, pendant qu’il renverrait la foule. 23Quand tout le monde se fut dispersé, il gravit une colline pour prier à l’écart. A la tombée de la nuit, il était là, tout seul.
24Pendant ce temps, à plusieurs centaines de mètres au large, le bateau luttait contre les vagues, car le vent était contraire. 25Vers la fin de la nuit, Jésus se dirigea vers ses disciples en marchant sur les eaux du lac. 26Quand ils le virent marcher sur l’eau, ils furent pris de panique : C’est un fantôme, dirent-ils. Et ils se mirent à pousser des cris de frayeur.
27Mais Jésus leur parla aussitôt : Rassurez-vous, leur dit-il, c’est moi, n’ayez pas peur !
28Alors Pierre lui dit : Si c’est bien toi, Seigneur, ordonne-moi de venir te rejoindre sur l’eau.
29– Viens, lui dit Jésus.
Aussitôt, Pierre descendit du bateau et se mit à marcher sur l’eau, en direction de Jésus. 30Mais quand il remarqua combien le vent soufflait fort, il prit peur et, comme il commençait à s’enfoncer, il s’écria : Seigneur, sauve-moi !
31Aussitôt, Jésus lui tendit la main et le saisit.
– Ta foi est bien petite ! lui dit-il, pourquoi as-tu douté ?
32Puis ils montèrent tous deux dans le bateau ; le vent tomba.
33Les hommes qui se trouvaient dans l’embarcation se prosternèrent devant lui en disant : Tu es vraiment le Fils de Dieu.
Les guérisons à Génésareth
(Mc 6.53-56)
34Après avoir traversé le lac, ils touchèrent terre à Génésareth14.34 Génésareth: région fertile au sud-ouest de Capernaüm.. 35Quand les habitants du lieu eurent reconnu Jésus, ils firent prévenir tout le voisinage, et on lui amena tous les malades. 36Ils le suppliaient de leur permettre simplement de toucher la frange de son vêtement. Et tous ceux qui la touchaient étaient guéris.
